Set udefra synes hun at være eksponent for en ny politikertype, der mestrer alle medieplatforme og på rekordtid formår at gøre sig selv til et stærkt brand. Disse politikere findes efterhånden i alle partier. De er lynhurtige med opdateringer på Facebook og smarte slogans på Twitter, og med deres synlighed udmanøvrerer de interne rivaler og tegner i stigende grad deres partier udadtil. De er i stand til at få folk til at engagere sig og tage stilling, men de også med til at forcere tempoet og øge brudfladerne i befolkningen, ligesom de ironisk nok kan være med til at underminere den nuancerede demokratiske samtale, hvor man rent faktisk lytter og forholder sig til modpartens argumenter og dernæst forsøger at nå frem til gangbare kompromiser. På længere sigt er det interessante spørgsmål, om politikere som Zenia Stampe skaber reelle resultater – eller om de blot slår digitale slag i luften?

Set udefra. Men set indefra er Stampe et eksempel på en venstreradikal politiker som går fjendens ærend. Det kan høres drøjt ud og den borgerlige anstændighed rygger tilbage for en slik udmelding. Men på et eller andet tidspunkt slår virkeligheden ind og den er så brutal at man ikke længer kan putte blår i øjnene på folk og tro at man bliver taget i bedste mening. Hvorfor gør pressen fortsat det? Stampe øger indsatsen, i takt med at situationen tilspidses.

Hvis journalister og redaktører ikke vil se spillet, er det fordi de konklusionerne skræmmer dem. Da har Stampe lykkedes.

Stampe er en provokatør, men hun er også noget meget mer. Stampe saboterer at Danmark forsvarer sig.

Hun spiller ud sine kort i en tid da flygtningaktivister bliver arrestert av græsk politi. Vi går mod konfrontationer der en del av den infødte befolkning vil være på den anden side, og da taler jeg ikke bare om flygtningerne.