Kort



God kommentar af Hans Hauge i Berlingske om Nationalismekritikkens blindhed.

“Nationalisme bruges som skældsord, men det er også et historisk og politisk begreb. I nationalismeforskningen siger man: nationalismen har skabt nationen. Uden nationalisme intet Danmark. Uden nationalisme ville der ikke være dansk sprog, kunst, film eller teater. Det er derfor en absurd modsigelse, hvis man i et dansk kunstværk tager afstand fra den nationalisme, uden hvilken der ikke ville være danske kunstværker. Staten støtter i dag dansk kunst. Ikke fordi den er god, men ene og alene fordi den er dansk. …

En elite af præster, politikere og kunstnere forvandlede i sin tid bønderne til danskere, og nu er en elite bestående af de samme i gang med af afskabe bønderne (danskerne); at få dem til at opgive deres nationalisme, men mærkeligt nok er det kun de danske bønder, der skal afskabes, for alle dem, der kommer til landet, har en nationalitet, og den skal de beholde, for ellers kan der ikke skabes et multinationalt samfund. Tyrkere og palæstinensere skal dyrke deres nationalisme.

Det er nemlig sådan: for at jeg kan være multikulturel, skal du være monokulturel. Ingen går på en italiensk restaurant for at spise multikulturel mad. Ingen tager på tur til Irland for at svælge i multikultur. Ingen tager til Milano for se moskeer.”

ANNONSE


  • Peter Pedersen

    Nationalisme kan jo kun deffineres ud fra et internationalt ydre eller andre nationale stater. At en nations kunst og kultur er national, er jo et vidt begreb, da meget kunst og kultur der for en nation nu opfattes som nationalt eller i folkelig forstand “vores”, har en historie der hverken nødvendigvis er national eller har ophav i den nation der nu kunstnerisk eller kulturarv mæssigt gør krav på den, og der er jo netop ganske ofte uenigheder imellem nationer og nationaliteter om disse forhold. Skal Chopins æres som polak eller franskmand ? Skal hans værker? Var Jellinge dynastiet af dansk eller frankisk slægt? Går Danmarks naturlige geografiske grænse ved Elben? Osv osv.

    Altså kunst og kultur arv kan måske nok for mange generationer synes som statiske i national forstand, men er det aldrig. Det samme gælder jo for nationerne, der også er evigt foranderlige, og selvfølgelig er opfattelse af nationalisme også foranderlig. Eliten i vikingetiden havde et ganske andet syn på nationalisme end den brede befolkning, men det var i høj grad eliten, der formede det, der af den brede befolkning i dag ses på som noget særegent dansk og kulturelt dansk nationalt.

    Det er meget meget sjældent, at regeringsmagten i en nation har samme nationale opfattelse som den brede befolkning i den nation, og når det er tilfældet går det altid galt. Ja der findes ikke en eneste nation i historien, der ikke har tabt både areal og indflydelse, når opfattelsen af nationalisme imellem magthaverne og befolkningen har været synkron…

    • Britta Due Andersen

      Meget snak, en når jeg/vi rejser til fx Italien, er det for at møde italienere og italiensk kultur – ikke arabere og afrikanere. Vil jeg møde dem, rejser jeg til deres lande.

      • Peter Pedersen

        Det er da fuldstændigt underordnet hvad du vil, jeg skriver om de historiske kulturelle realiteter. Italien har ligesom Spanien og Grækenland rigtigt meget kultur og ikke mindst gastronomi der er af arabisk og afrikansk oprindelse. Læs lidt om den tidlige renæssance i Italien, og du vil se, at indflydelsen fra Arabien er større end fra noget andet. Ps. Den italienske befolkning har iøvrigt sammen med Spanien ret høje procenter af subsaharan dna i deres genomer, og det er ikke noget nyt.