Kort



God kommentar af Henrik Gade Jensen på Politiken.dk – Pinlighedens pris går til Danmarks Radio

“Det offentlige liv har især siden 1960erne været præget af, at man definerede sin holdning og anskuelse negativt i forhold til en karikatur af andres holdninger. I lørdags hørte jeg i P1 forfatteren Carsten Jensen tale i permanent vildelse om, at alle problemer med indvandringen skyldtes Dansk Folkeparti og Inger Støjberg. Som om der ikke er en virkelighed derude, an sich, der influerer på kommunernes budgetter og kriminalstatistikken.

Okay, det har været akademisk mainstream i årtier at forstå virkeligheden som diskurser, hvor al negativitet overfor mennesker, der kommer til os, blev italesat som konstrueret og hetzende retorik. Der er ingen virkelighed, det hele er spin og hadefuld tale. …

I den kolde krig ville mange intellektuelle og forfattere – den tids Gabold’er – ikke tilskrive kommunismen noget ondt, for så gik man antikommunisters ærinde. Og det var det værst tænkelige i egne og kammeraters øjne. … Altså man kunne ikke se eller ville ikke sige, hvad der var åbenlyst for enhver, uha, fordi det indgik i en personlighed domineret af trods, hårdnakkethed og et stivnet sind. Ja, vel egentlig dybest set et forskudt selvhad, som George Orwell mente. Uviljen mod det bestående blev således til en skønmaling af det fremmede. …

Under den kolde krig formulerede Arthur Koestler de vise ord, at man er først et frit og modent menneske, når man tør sige, at 2 + 2 = 4, selvom en antikommunist siger det samme. Oversat til nudansk: man er først et selvstændigt menneske, hvis man tør sige, at indvandringen giver visse problemer, selvom man skulle risikere at være partielt enig med DF, Støjberg og Den Korte Avis.”

ANNONSE