Tavle



Konspiration på hjernen (af Lone Nørgaard). Replik til Jens-Martin Eriksens Islam på hjernen, Dagbladet Information, 4. januar 2016.

Jens-Martin Eriksen fører sig i bedste stil frem mod norske Hege Storhaugs seneste bog Islam – den 11. landeplage under overskriften Islam på hjernen (Inf. d. 4.1.16). Jeg har endnu ikke læst bogen, men derimod en række af Storhaugs andre bøger, bl.a. Tilslørt.Avslørt. Et oppgjør med norsk naivisme og Men størst av alt er friheten. Om innvandringens konsekvenser. Hege Storhaug ved, hvad hun taler om, og det åbenbart i modsætning til Jens-Martin Eriksen, der vælger bekvemt at stemple Storhaug som konspirationstilhænger for selv at fremstå som den ‘rene’ vare.

Vi har set det før i Eriksens samarbejde med Frederik Stjernfelt, hvor de begge placerer sig på en ophøjet og i egen selvforståelse afbalanceret midterposition mellem venstre- og højrekulturalisme. En position, der desværre er en abstraktion, men hvorfra man bekvemt kan tage afstand fra de islamkritikere, som gør det beskidte arbejde med at gå i dybden med (hellig)teksterne og empirisk undersøge, hvordan de omsættes i praksis af de rettroende.

Jens-Martin Eriksen opfatter sikkert sig selv som intellektuel. Så hvorfor ikke bruge tid på at dokumentere, at islam og islamisme IKKE er det samme frem for bare bekvemt afvise sidestillingen som en påstand? I bogen Der var et yndigt land argumenteres der over 12 sider med henvisning til bl.a. Koranen, sunni-islams autoritative sharia-lovbog Reliance of the Traveller og citater fra diverse ayatollaher – godkendt af al-Azhar i Cairo – for, at der IKKE er forskel, og at islam ikke kun er en religion, men en dødsensfarlig totalitær ideologi i stil med fascisme.

ANNONSE

Og hvorfor er det lige, at Eriksen mener, at det er brutalt at drage den konklusion, at mennesker, som kun ønsker at leve i vestlige samfund, hvis de kan få lov til at tage sharia med sig, skal repatrieres eller konvertere til ‘noget’, der kan forenes med et demokrati? Er det ikke bare sund fornuft, hvis vores samfund skal overleve? Et demokrati lever kun, så længe demokratiske borgere er parate til at forsvare det.
Videre: Hvis Eriksen mener, at Eurabia-teorien er konspiration, så kunne han måske gøre sig ulejligheden med at komme med nogle eksempler på, hvor Bat Ye’or tager fejl i sin bog: Eurabia: The Euro-Arab Axis?

Eriksen har ret i, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem islam og muslimer, men Eriksen kan ikke hverken benægte eller lukke øjnene for, at islam har blodige grænser. Ej heller at overalt hvor islam trænger frem, følger sharia.

Et eller andet sted ved Eriksen også godt, at Hege Storhaug har fat i den lange ende, fordi hun forholder sig empirisk til islams fremmarch i Europa fra Malmø til Marseille. Så det er Eriksen, der ender i mørket, og ikke Storhaugs ‘fortælling’, der intet har at gøre med konspiration, men som er en simpel oplistning af de ulykker, som masseindvandringen fra muslimske lande har ført med sig. Bl.a. fordi fundamentalistiske imamer får lov til at fiske i rørt vande. Det er nemlig ikke en frivillig sag at være muslim, og den, der forlader islam, er hjemfalden til dødsstraf. Det Muslimske Broderskabs vigtigste nulevende åndelige leder, Yussuf al-Qaradawi, udtrykte således på egyptisk tv i 2013, at islam ikke ville have eksisteret, hvis de troende ikke havde dræbt frafaldne.

Det er ikke Hege Storhaug, der er naiv i sin læsning af helligskrifterne. Det er Eriksen, som skulle kravle ned fra træerne.

ANNONSE


  • Peter Buch

    Et demokrati lever kun, så længe demokratiske borgere er parate til at forsvare det.

    Det er dog også muligt, det lever såfremt den eller de der forsvarer demokratiet gør det godt, uanset om en enkelt eller massen i virkeligheden er demokrater. Det synes mig noget mere oplagt end stillen krav om eksistensen af demokratiske borgere, men hvad, om det er borgeres indstilling eller et princip, eller en virkelighed kan vel være det samme såfremt resultatet er gunstigt for demokratiet. Eller hvad?