De fire store tech-selskabernes løfte om at overholde EUs regler for internet, er en trussel mod ytringsfriheden i Europa.

Helle Merete Brix har skrevet bog om Terrorangrebet på Krudttønden og alt hvad der fulgte: Gud og profeten tilgiver ikke. Man går ikke umærket fra at have stået ansigt til ansigt med en kriger der har sverget troskab til Islamisk Stat. Det siges, at man ikke kender sin familie, før man har arvet sammen med dem. […]

En domstol i Hamborg har nedlagt forbud mod at sangen komikeren Jan Böhmermann fremførte på TV om Recep Tayyip Erdogan kan fremføres. Den overvejende del af teksten var krænkende og injurierende, fandt domstolen. In its ruling, the court said Erdogan should not have to tolerate such repetition “in view of its abusive and libelous content.” […]

Islam = anti-krop, og dermed anti-æstetik.
Helle Merete Brix og Uwe Max Jensen har skrevet en bog om Lars Vilks med den malende tittel: Man forhandler ikke med et maskingevær. Bogen fortjener støtte, ikke kun fordi Vilks er en martyr for ytringsfriheden, men fordi den handler om hvad slags samfund vi skal have.

Den tyske kansler, Angela Merkel, har efterkommet den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogans krav om en retsforfølgelse af komikeren Jan Böhmermann for et digt, som denne har skrevet, og hvori han fornærmede Erdogan. Böhmermann beskyldes for at have overtrådt en tysk lov, som forbyder “bagvaskelse af fremmede staters institutioner og offentlige repræsentanter” – en lovovertrædelse som kan straffes med op til fem års fængsel.
Erdogan frikendte engang den sudanesiske præsident, Omar al Bashir, for beskyldninger om folkedrab: “Muslimer kan ikke begå folkedrab.” Erdogan udtrykte en holdning, som er stærkt udbredt blandt tyske politikere og journalister: forbrydelser er ikke forbrydelser, når de begås af muslimer. Det er meget sjældent, at en muslimsk despot eller demagog bliver kritiseret i Tyskland; hvorimod ingen synes at have nogen skrupler med hensyn til at bagvaske kristendommen.

I Aftenpostens leder torsdag 28. april blottstiller avisens redaksjonsledelse at den intet forstår av tidens største konflikt, men aktivt går inn for å spre forvirring og direkte villede leserne. Man kan snakke om å forsvare eller kjempe innbitt for sine illusjoner. Det lyder ibsensk. «Tar De livsløgnen fra et gjennomsnittsmenneske, så tar De lykken fra […]

Det er en sammenhæng mellem drabene på bloggere, professorer og gay-aktivister i Bangladesh og angrebene på ytringsfriheden i Europa, men det virker som Europa ikke har kræfter til at se den.

I al diskussion om forebygning af radikalisering og sanktionering af ekstremisme, er det et fundamentalt princip man må erkende for overhovedet at kunne bestemme retningen: Demokratiet har ret til at forsvare sig. Det er et såkaldt first principle. Hvis reaktionen kommer for sent, vil den blive brutal. Vi har fortsat chancen til at besinne os og stå op for vores verdier.

Konflikten over islam er blevet til en konflikt indad i de nordiske lande, og mellem nordiske naboer. Den er uforsonlig og bitter. Det der gør debat umulig, er at den politiske klasse benytter sig af stråmænd. Det er blevet deres modus operandi.
Der er ved at opstå modsætninger indad i vores lande som vi vil forbinde med noget andet end demokratisk samtale. Apologien har en anden klang efter Paris og Bruxelles. Den er ikke længere preg af uvidenhedens uskyld. Kun ved løgn og bedrag kan man opretholde forestillingen om at være moralsk overlegen.
Og hvad sker der når deres anklager ikke længer har noen kraft?

Flemming Rose var i Oslo sidst uge, i forbindelse med udgivelsen af “Hymne til friheden” på norsk. Han klandret statsminister Erna Solberg for hennes udtalelse om, at vi ikke må tillade at mennesker bliver krænket. Rose, der selv er dødstruet, vil ikke gøre noget med kilden til truslerne. Han lader som det er ædelt at tåle undergravning og krig i eget land. Det er surrealistisk. Solberg går tilbage på sine egne ord. Løftet om at ingen skal blive krænket er tomt. Hun vil gerne trylle problemet væk og tror hun gør det ved at fjerne ordet. Hun er ude af stand til at se problemerne. I stedet vælger hun de gode hensigter som hun ved hun selv har. Hun leger blindebuk med sig selv. Siden hun ikke forstår de andres udgangspunkt kan hun fordømme dem med god samvittighed.

Den gode dansker vil forsvare ytringsfriheden om det så koster ham livet, ikke danskernes ytringsfrihed, men islamisternes. Den norske statsminister vil både være principiel og god. Hun brændemærker de der forsøger sig med en konsekvent islam-kritik. Således kan hun fremstå som den gode mor, for muslimerne. En mindre udgave af Mutti Merkel.