Den nye Speaker of the House fik som sin første handling 412 medlemmer af Huset – demokrater så vel som republikanere – til at stemme for en resolution til støtte for Israel. Kun fire antisemitiske demokrater stemte imod, mens andre seks demokrater undlod at stemme.

Kan et suverænt land blot trække på skulderen efter Hamas’s barbariske myrderier og vende tilbage til status fra før den 7. oktober? Det er trods alt bedre at blive udsat for verdens fordømmelse end at blive udslettet.

Der vil for altid stå en skamstøtte over de mange på venstrefløjen, som begejstret har fejret en ondskab så dyb, at ordentlige mennesker næppe havde fantasi til at forestille sig den.

Venstrefløjens, EU’s og de “humanitære” organisationers næste skridt bliver krav om, at vi skal åbne grænserne for slagterne og give dem en masse penge som belønning for deres formidable dåd.

De vestlige lederes opmærksomhed retter sig i stigende grad mod Gazas civile, hvis beskyttelse de prioriterer over hensynet til Israels sikkerhed. Der bliver talt mere og mere om nødvendigheden af at tage humanitære hensyn og sikre forsyningen af nødhjælp. Det siger de aldrig, når Hamas affyrer sine raketter mod Israel, hvilket har stået på i adskillige år. Der er åbenbart forskel på palæstinensiske og jødiske liv, idet de sidstnævnte ikke står i høj kurs.

Det israelske udenrigsministerium har drillet den svenske aktivist ved at påpege, at Hamas ikke anvender bæredygtige materialer til de raketter, som de bruger til at slagte israelere – noget der burde interessere klima-Greta.

Mange synes stadig, at den muslimske tilvandring har været en god ide, og ønsker som Lars Løkke, at den skal fortsætte, men uanset hvad man måtte mene, bliver man på et tidspunkt nødt til at forholde sig til den virkelige verden. Man kan underkaste sig eller gøre modstand.

Amnesty International vil gerne fremstå som en objektiv og neutral iagttager, hvis mål er rent humanitært, men kommer gang på gang til at røbe sig. Det falder helt i tråd med Amnesty Internationals Israel-had, at organisationen forlanger våbenembargo, efter at Hamas har myrdet løs.

Medierne og venstrefløjen har stort besvær med at tage stilling til Hamas’s halshugninger af småbørn og indebrænding af deres forældre. Det passer ikke ind i deres fortælling om de arme palæstinensere og de jødiske undertrykkere.
Hamas, der er ejet af de iranske mullaher, meddeler i deres programerklæring, at de vil eliminere Israel og udrydde jøderne.
Den såkaldte ”konflikt” i Mellemøsten har intet med ”Palæstina” at gøre eller med ønsket om en tostatsløsning.

Det har sine omkostninger, når stort set hele den vestlige presse er domineret af venstreorienterede journalister, der i udgangspunktet – og før noget er bevist – skynder sig at mistænkeliggøre Israel og forherlige Palæstinas ædle vilde.

Israelerne siger, at de ligger inde med dokumentation, som beviser, at ulykken skyldes en vildfaren palæstinensisk raket.

Mens verden venter på Israels bebudede invasion af Gaza, har Jordan og Egypten ladet forstå, at de ikke vil have palæstinensiske flygtninge inden for deres grænser. Det kan forekomme underligt, fordi begge lande er sunni-muslimske ligesom det knusende flertal af Gazas indbyggere. De taler samme sprog, så man skulle tro, at palæstinensernes integration ville være en smal sag.