Det israelske luftvåben har for få timer siden rettet et massivt, præventivt angreb på Irans kernevåbeninstallationer og missil-affyringsramper. Angrebet kommer i kølvandet på nye rapporter, der indikerer, at mullahstyret er ganske tæt på at besidde tilstrækkeligt med kernevåben til at kunne udslette Israel, hvilket hele tiden har været det islamiske styres plan. Israels angreb er […]

Kampen i USA er præcis den samme som i Danmark og resten af Europa. Skal demokratiet have lov at udfolde sig, således at vælgerne kan forvente at få, hvad de stemmer på, eller kan en bureaukratisk maskine af kommunistiske dommere og deres bagmænd i internationale organisationer annullere vælgernes ønsker?

Hverken amerikanerne eller danskerne har på noget tidspunkt udtrykt ønske om at blive et mindretal i deres eget land. Danskerne har aldrig med glæde set frem til at blive overtaget af fremmede, der har nægtet at integrere sig i den danske nation, men blot har ventet på at blive tilstrækkeligt talrige til at skaffe os andre af vejen.

Hvornår er et land sunket ned i borgerkrig? Svar: Når staten prøver at håndhæve lov og orden, mens oprørere bruger alle midler, herunder vold, til at underminere statsmagtens autoritet. Med andre ord en situation, hvor landets fremtid ikke afgøres af politik i den gamle forstand, eller hvordan borgerne stemmer til valgene, men af det, som de gamle kommunister kaldte ”styrkeforholdet”: Hvor stærke er tilhængerne af demokrati og kapitalisme, og hvor stærke er forkæmperne for et sovjetisk system? I den sidste ende handler det udelukkende om magt i den mest håndgribelige forstand.

Fra medierne er der ingen redning. Deres tjenere står i samme situation som indbyggerne i totalitære stater. Store dele af befolkningen har optrådt som angivere. I Polen var det hver fjerde.

Godt 90 pct. af danske journalister har bidraget til udbredelsen af løgnehistorierne, og de kan ikke undslippe løgnens regimente.

Det nytter ikke at bebrejde de politikere, som ved valg efter valg bedyrer, at nu skal der gøres noget ved indvandringen – hvorefter de gør det modsatte.

De er nemlig uden skyld, fordi det hele er samfundets skyld.

Og i et skyldfrit samfund kan alt lade sig gøre.

Under Nürnberg-processerne efter 2. Verdenskrig blev det imidlertid slået fast, at det at adlyde ordrer og flyde med strømmen ikke gør nogen uskyldig.

Det egentligt interessante og nye er Gretas overgang fra klima til antisemitisme. Hun mener åbenbart ikke, at der er nok salg i historier om verdens snarlige undergang som følge af udledningen af CO2. For få år siden fortalte hun grædefærdigt om sin ødelagte barndom grundet onde mænds brug af fossil energi. Nu synes hun åbenbart ikke længere, at fortællinger om klimaforandringer giver nok omtale i medierne. Der må noget nyt til, og da jøderne får meget dårlig presse, har hun fundet det nærliggende at springe på antisemitismens vogn – eller rettere skib.

Desværre bygger vores retsvæsen på en hensigtsetik snarere end en konsekvensetik, og det er også sådan, politikernes og medierne ser på det. Man optræder etisk forsvarligt, når man fastholder, at enhver fremmed kan blive dansker ved at overholde visse formalia. Gør de det, kan de optræde i muhamedansk uniform, med pyjamas og mullahskæg og godte sig over at have fået samme rettigheder som danskerne, hvis forfædre har boet i landet i tusind år.

Ifølge en ny opgørelse – rapporteret i online-organet Breitbart – udstedte Tyskland i 2024 hele 249.901 statsborgerskaber til indvandrere, men tallet er sandsynligvis langt højere, idet det kun dækker 13 ud af de 16 forbundslande. I 2023 var tallet 200.095. Prominente blandt de nye ”tyskere” er syrere og tyrkere – med andre ord muslimer.

Hvis der er noget, staten kan kendes på, er det et uudslukkeligt begær efter at kontrollere stadigt mere af borgernes liv. Generalprøven kom i forbindelse med covid, da den neo-kommunistiske centralkomite med held fik indbyggerne til at lystre, som var de brølende køer på vej til slagteriet. Når stater og systemer trues af sammenbrud, vil borgerne uvægerligt tage deres tilflugt til alternative institutioner og alternative betalingsmidler, som deres undertrykkere ikke kan kontrollere.

Centralkomiteens magtbrynde er lige så konstant som tyngdeloven. Det samme er frihedstrangen.

To fortællinger kappes i disse dage om danskernes opmærksomhed. På den ene side har vi, hvad der sker i den virkelige verden, og på den anden Berlingskes beretninger om Donald Trumps uforlignelige ondskab og dumhed: Donald Trump er desperat, fordi han ikke kan få en handelsaftale med EU, mens den listige Ursula von der Leyen holder mund og lader den omtågede amerikanske præsident løbe linen ud. Og snart vil de kunne lade champagnepropperne springe i Pilestræde, mens Vestens klovn slukøret må erkende sit nederlag. Havde han dog bare lyttet til redaktør Tom Jensen.