Der foreligger næsten ingen oplysninger om, hvordan det lykkedes Donald Trump at sikre en våbenhvile mellem Israel og Iran, eller hvilke tommelskruer han har brugt for at få dem til at rette ind. Kendsgerningen er imidlertid, at den amerikanske præsident proklamerer, at de krigsførende parter har indvilget i en ”komplet og total” ende på kamphandlingerne, og at han nu betragter ”12-dageskrigen” som afsluttet.

Vi får se, om det kommer til at passe.

Foreløbigt kan vi konstatere, at mediernes trommeild af hadehistorier om Trump ikke har holdt stik. Det er ikke kommet til en verdenskrig, og USA har ikke engageret sig i atter en evighedskrig, som dem landets letsindige præsidenter førte i Irak og Afghanistan. Aktiemarkederne er ikke brudt sammen, inflationen er ikke løbet løbsk, og oliepriserne er ikke eksploderet.

Det vil ærgre de danske medier, hvis lønlige håb var, at verden ville gå under – hellere det end at se deres hadeobjekt nummer et udrette noget konstruktivt. Så som at forhindre verdens førende terrorsponsor i at skaffe sig atomvåben.

Talsmænd for den amerikanske regering hævder med bestemthed, at USA’s ”bunkerbusters” har elimineret en sådan mulighed.

Man skal imidlertid være mere naiv, end politiet tillader, hvis man tror, at mullaherne ikke vil prøve igen – så snart de fornemmer, at Israel er blevet krigstræt, eller at USA vælter sig i en sejrsrus og glemmer at holde øje med, hvad de hellige mænd bedriver.

At bevæge Irans islamiske regime til at slå ind på en fredskurs er lige så udsigtsløst som at få sjakaler til at spise græs.

Den Islamiske Republiks teologiske og ideologiske kerne er had og aggression mod enhver, der ikke vil underkaste sig ordrer fra Allahs jordiske repræsentanter. Mullaherne kan midlertidigt holdes nede med våbenmagt, men de vil komme tilbage igen og igen. Sådan har det i øvrigt været i 1400 år.

Det eneste virksomme middel til varig fred er at fjerne de afsindige præster fra magten – altså et regimeskifte.