Det har vakt en del nervøsitet – til og med blandt enkelte demokratiske politikere – at det demokratiske primærvalg til New Yorks borgmesterpost blev vundet af Zohran Mamdani – en islamisk immigrant fra Uganda. Mamdani er antikapitalist, jødehader, antihvid og fortaler for en række vanvittige politiske positioner så som afskaffelse af politiet og fængslerne, ekstrabeskatning af hvide bydele, kommunaltejede dagligvarebutikker med garanteret lave priser, politisk fastsatte huslejer, gratis transport – og i det hele taget alt, hvad hjertet kan begære. Og hvis nogen spørger ham, hvordan han vil betale for alt dette, svarer han, at det skal ske ved at beskatte de rige.

Det indlysende problem med en sådan politik er, at USA har fri bevægelighed for mennesker og kapital, og skulle Mamdani blive valgt – hvilket er en absolut mulighed – vil New York komme til at opleve en massiv kapitalflugt og udvandring af de rige, som islamisten vil have til at ryste op med pengene for sit kommunistiske og jødefri Shangri-La. Udvandringen til republikanskstyrede stater som Florida og Texas har for længst taget fart, og hvis de store kapitalfonde som forventet skulle beslutte at rykke teltpælene op, vil New York blive efterladt som en rygende økonomisk ruin. Alt vil være gratis, men der vil ikke være noget at få.

Analyser af primærvalget tyder på, at Mamdani især har hentet sine vælgere blandt velsituerede hvide, der har så få problemer, at de har overskud til at kaste sig ud i ideologiske eksperimenter baseret på følelser. At det før eller siden vil gå ud over dem selv, med mindre de flygter, falder dem ikke ind.

Hvordan kan man forklare, at New York – ”the city that never sleeps” – lukker øjnene for de katastrofale følger af dens egne handlinger?

En stor del af forklaringen skal søges i det demokratiske partis politiske og moralske deroute. New York er en demokratisk étparti-stat og by, og har været det gennem årtier. Og når demokraterne ikke har andet at byde på end et ubændigt had til Donald Trump og republikanerne – ingen egentlig politik, ingen tanker om, hvordan man kan forbedre levevilkårene for den amerikanske middelklasse – kan det ikke undre, at demokratiske vælgere prøver at kompensere for deres indre tomhed ved at forsøge sig med en omgang antisemitisk kommunisme.

Det virkede ganske vist ikke i Sovjetunionen, men det er længe siden, og det har folk glemt alt om.

Det underlige ved kommunismen er, at hver ny generation af kommunister er overtydet om, at denne gang vil kommunismen føre til et lykkeland. Efter nogle år bryder det hele sammen, men så kommer der nye kommunister, og sådan vil det åbenbart blive ved, indtil den vestlige civilisation er rabundus.