Gennem årtier har det lydt, at højrefløjen er farlig, voldsparat og nærmest fascistisk. Kendsgerningen er imidlertid, at hærværk, vold og trusler mod politiske modstandere hovedsageligt er venstrefløjsfænomener, som vi i disse dage ser tydeligt manifesteret i USA.

En nylig rapport fra Network Contagion Research Institute (NCRI) afslører en bekymrende tendens, der har vist sig siden præsidentvalget i november, nemlig at venstrefløjen prøver at normalisere brugen af vold for at realisere sine politiske mål.

I lyset af de mange, der har forklaret, at Trump ikke er rigtig klog og ikke har ringeste forstand på økonomi eller handel, er det værd at bemærke, at det amerikanske aktiemarked i dag har taget et stort spring opad.

I diktaturstater vil hele befolkningen udtrykke begejstret støtte til den elskede leder, for de har ikke andet valg. I det frie Danmark falder folk over deres egne ben i bestræbelserne for at bedyre deres elskov til det grinende gebis, Kamala Harris. Den 5. november kunne Ritzau citere en meningsmåling, der viste, at kun 7,8 pct. af danskerne ville stemme på Donald Trump, hvis de kunne. Hele 83,5 pct. ville stemme på Kamala Harris.

Når en regering afviser at gøre, hvad den kan for at afværge en national katastrofe, kan det kun skyldes, at den byder katastrofen velkommen. Hvis den har magten og bemyndigelsen til at forhindre masseindvandring, men lader stå til, må forklaringen være, at den ønsker denne masseindvandring.

Meget kan man sige om Donald Trump, men få vil beskylde ham for at være bange af sig.
Nu har han sat alt på et bræt, og erklærer at han vil vende op og ned på den hidtidige økonomiske verdensorden, idet han har gjort det klart, at han udelukkende bekymrer sig om USA, og at resten af verdens lande må tage sig af deres egne problemer.

Hvis de amerikanske terrorister får held med deres forsøg på knuse deres politiske modstandere med brunskjortemetoder, er det nok kun et spørgsmål om tid, før den europæiske venstrefløj gør det samme, og vi må påregne, at medierne enten negligerer udskejelserne eller tager dem i forsvar.

Le Pens skæbne bringer mindelser om Morten Messerschmidt-sagen. Som man vil huske, måtte også denne dansksindede politiker igennem flere års forfølgelse for påstået svindel med EU-midler, hvilket han endte med at blive frikendt for. Men i mellemtiden havde sagen i høj grad skadet Dansk Folkeparti, og det var nok også meningen.

Og hvis Rigsfællesskabet havde en kompetent ledelse, ville den bestræbe sig på at slå en handel af med USA. Den kunne bl.a. indebære, at amerikanerne fik garantier mod russisk og kinesisk indflydelse og ret til at udvinde de naturressourcer, som den grønlandske regering og Danmark hverken har kunnet eller villet. Naturligvis mod et afkast til Grønland og Danmark.

I Norges første frie forfatning fra 1814 hed det, at jøder ikke måtte opholde sig i landet. Det er nu blevet udvidet til, at der heller ikke må bo jøder i det område, som romerne kaldte Palæstina, men som i tusind år hed Judæa – jødernes land.

USA befinder sig i en forfatningskamp, hvis lige ikke er set siden præsident Franklin Delano Roosevelts dyst med Højesteret, da han i 1930’erne prøvede at styrke den føderale centralmagt og implementere en række velfærdsprogrammer, som retten fandt forfatningsstridige.
Denne gang står kampen ikke – i hvert fald endnu ikke – mellem præsident Trump og Højesteret, men mellem præsidenten og en række aktivistiske og venstreorienterede føderale dommere på lavere niveau. Dem er der godt 600 af.