Nu har jeg ikke lyst til at kaste mig ud i polemik med personer, som jeg sætter højt. Jeg skal derfor nøjes med at forholde mig til argumenter. Problematikkens kerne er spørgsmålet om, hvem der bærer ansvaret for den islamisering, som vi kan iagttage, og som snart vil gøre det umuligt for ikke-muslimer at leve i Danmark – med mindre de er hovedrige og har råd til at bo i indhegnede enklaver og med livvagter døgnet rundt.

Jeg skrev, at denne udvikling er planlagt af en globalistisk herskerklasse, som ser sin fordel i at opløse nationen ved at lade den overrende af kulturfremmede, således at den ikke længere evner at byde herskerne modstand. En snæver inderkreds af plutokrater, ondsindede ideologer og politiske spekulanter er bevidst i færd med at sælge nationen foruden deres bedstemor, hvis nogen vil købe hende.

Heroverfor bliver det anført, at Danmarks og de andre vestlige nationers afvikling slet ikke er planlagt, og at ingen i virkeligheden er skyldig, fordi alle er underkastet kræfter, som ingen kan sætte sig op imod. Det kan være en bugnende offentlig sektor af sagsbehandlere, integrationskonsulenter, tolke, jurister, systemdommere og informationsmedarbejdere foruden 90 pct. af de skatteyderbetalte medier. Hvem kan binde an med en sådan kolos?

En anden forklaring er, at samfundet har udviklet sig til et teknokrati. Alt mens vi troede, at vi levede i et folkestyre, er magten overgået til teknokrater, der betjener sig af computere, som de påstår at bruge til det fælles bedste – og som ingen normale danskere har forstand på.

Uanset hvilken version, man foretrækker, må vi tro, at islamiseringen er skæbnebestemt. Det nytter ikke at bebrejde de politikere, som ved valg efter valg bedyrer, at nu skal der gøres noget ved indvandringen – hvorefter de gør det modsatte.

De er nemlig uden skyld, fordi det hele er samfundets skyld.

Og i et skyldfrit samfund kan alt lade sig gøre.

Under Nürnberg-processerne efter 2. Verdenskrig blev det imidlertid slået fast, at det at adlyde ordrer og flyde med strømmen ikke gør nogen uskyldig.

Det bør politikerne, sagsbehandlerne, dommerne og journalister lægge sig på sinde. For der kan komme en dag, hvor de skal stå til ansvar for deres handlinger.