HBO-serien Euphoria viser vores egen kultur uden filter. Et uafrysteligt billede af livet i et samfund, hvor de gamle ord om mådehold, skam, ære, familie og tro er latterliggjort i så høj grad, at de færreste kan tale om dem og leve efter dem. Resultatet er ikke frigjort lykke, men fentanyl, OnlyFans og døde, nøgne kroppe. De unge, der kalder sig åbne og inkluderende, er i praksis er dybt intolerante over for tro og tradition.

Den stærke position i opmærksomhedsfeltet er den, der skaber noget af høj kunstnerisk og intellektuel kvalitet. Kulturradikalismen kæmpede sig til magten fra 1920erne og frem. Det tog årtier og krævede tålmodighed og bevidst institutionsbyggeri generation efter generation. Men selv det monopol vil ikke holde i længden. Højreorienterede og konservative skal være klar til at udfylde den plads, der åbner sig.

Nogle kvinder vil hverken have mandlige venner eller romantiske relationer, hvis mændene ikke deler deres grundlæggende politiske værdier. Seks ud af ti unge kvinder siger, at de ville have svært ved at date en mand, der var uenig med dem om Israel–Palæstina eller Donald Trump, og det fremstilles som et moralsk ufravigeligt kriterium, ikke blot en præference. Labour anses for alt for højredrejet og nationalistisk – og næsten alle interviewpersoner taler om at stemme Green Party. Mange af de unge kvinders værdier ikke står til forhandling.

Odd Nerdrums billeder viser, at mennesket er indfældet i en orden, det ikke selv har skabt. I stedet for at iscenesætte identitet og det liberale individs suveræne selvbeherskelse, viser han mennesker som væsener, der står over for noget ældre og mere uigennemskueligt end dem selv: jord, himmel, tid, skyld, skæbne, tragedie.

Landskaberne er tidløse, kostumerne gådefuldt historieløse, og figurerne lever ikke i et genkendeligt “nu”, men i en slags permanent eftertid.

Ved valget søndag fik Péter Magyars nye parti Tisza et stort flertal i parlamentet, mens Viktor Orbán efter 16 år ved magten erkendte et “smertefuldt” nederlag. Men er man fristet til at erklære højrebølgen i Europa til at være forbi, bør man tøve en kende. Ungarn har et parlament uden et eneste venstreorienteret parti.

Hvis vi vil overbevise Trump og brede kredse i USA, skal vi starte i deres egeninteresse, ikke i vores moralske selvretfærdighed.

NATO gør det muligt for USA at forblive global stormagt til en relativt lav pris. Med baser, havne og luftrum i Europa får amerikanerne en gigantisk platform for magtprojektion ind i Mellemøsten, Nordafrika og videre mod Asien. Europa har svigtet ved ikke at hjælpe USA i krigen mod Iran, ved at lukke for luftrummet og brugen af baser og dermed begå stor, strategisk fejl.

EU’s migrations- og asylpagt, som blev vedtaget i 2024, bygger på principper, der i al væsentlighed svarer til dem, Budapest forsvarede i 2015: Stram grænsekontrol, muligheder for tilbageholdelse af migranter og en anerkendelse af, at fysisk omfordeling af asylansøgere ikke er obligatorisk for alle. Bruxelles har altså i praksis gjort Orbáns politik til sin egen. Men sanktionerne mod Budapest består. Hykleri af værste skuffe.

I folkefællesskabet findes et etnisk element, som er dybere, mere uforanderligt og mindre tilgængeligt for politisk ingeniørkunst, end vi bryder os om at indrømme. Etnicitet og kultur er nemlig vokset så dybt sammen, at de i praksis sjældent lader sig adskille. En integrationsdebat, der konsekvent ignorerer dette, bygger på en illusion. Etnicitet er dog hverken rent biologisk eller rent kulturelt. Man vælger sin religion, sine politiske overbevisninger, sine venner. Men man vælger ikke sit folk, sine forfædre, sin slægt.

Matt Goodwin er lige nu aktuel med en storsælgende bog om indvandringskritik, som han selv har udgivet i Storbritannien. Hans argumenter for at selvudgive er værd at lytte til. Goodwin påpeger, at de store forlag ikke er upartiske institutioner drevet af sandhedssøgen og litterær kvalitet. De hælder mod en venstreliberal verdensanskuelse og bekymrer sig langt mere om race, køn og seksuel diversitet end om mangfoldighed i tænkning.

En forfatter, der udfordrer den herskende konsensus om indvandring, national identitet eller multikulturalisme, kan ganske enkelt ikke forvente at blive behandlet på samme vilkår som forfattere, der bekræfter det, alle i systemet allerede mener.

Der er en dobbeltstandard på spil i det danske litteraturmiljø. Venstreorienteret provokation betragtes som kunst, højreorienteret provokation betragtes som ideologi. Den ene type vrede er autentisk, den anden er en reaktion. Den ene type oprør er subversiv, den anden er konform – på trods af at det faktisk forholder sig omvendt. Den venstreorienterede subversion er accepteret subversion – oprør inden for rammer, som magten har godkendt og belønner.