I det øjeblik Greta Thunberg ikke længere blot taler om klima, men kobler sig til antikapitalistiske projekter og til den yderste, propalæstinensiske venstrefløj, bliver den politisering synlig, som hele tiden har ligget under overfladen. Når Thunberg kobles til terrorbevægelser og antisemitisme bliver hun part i en konflikt, hvor had til Vesten, til Israel og til jøder i almindelighed trives. Hvor man ikke forsvarer abstrakte “menneskerettigheder”, men betændte politiske alliancer. Hun er ikke længere vores globale “samvittighed”.

Vi er så vant til fred, at de fleste overhovedet ikke kan forestille sig krig og derfor heller ikke sørger for at forhindre den.

Jeg kom til at tænke på både Ferguson og Betz, da jeg så de massive uroligheder i Nordirland efter en udlænding havde forsøgt at halshugge en irer på gaden i Belfast.

Mit indtryk er, at noget voldsomt er på vej, selv om vi ikke helt er i stand til at forstå, præcis hvad det drejer sig om.

Glistrup talte om skatten, som var den organiseret røveri. Han beskrev staten som en form for institutionaliseret tyveri, forklædt som omsorg. Han talte om telefonsvareren på russisk, og om skattenægtere som modstandsfolk og sabotører. I dag er staten trådt endnu mere i karakter som moralsk forælder, der skal opdrage os til verdensmål og den rette, inkluderende terminologi.

Antiracismen har ikke afskaffet racismen. Den har omdefineret den.

Et system, hvor hudfarven på den person, der fremsætter en anklage, afgør, om anklagen tages for gode varer, er et racistisk system.

Et system, hvor en døende teenagers ord vejer mindre end hans gerningsmands ord, fordi de har forskellig etnisk baggrund, er et racistisk system.

Tingbjerg skal løftes. 30 års integrationspolitik har ikke kunnet løse problemerne med indvandring, så nu vil kommunen flytte nogle andre mennesker ind. Syv unge familier fra Nørrebro tilbydes rækkehuse til under halvdelen af markedsprisen mod et løfte om at blive boende i fire år. Sheik, en ældre indvandrer, der rent faktisk arbejder for integration ved at være træner for cricketholdet, siger om de nye frelsere: ”De laver en ghetto i ghettoen”. Det er seriens skarpeste replik.

Vesten har hjulpet Ukraine med at true den russiske atomstyrke, og ifølge John Mearsheimer vil  det russiske svar være at genetablere afskrækkelse. Det risikerer i første omgang at være med konventionelle midler mod europæiske mål, og hvis det ikke virker, med taktiske atomvåben. Ikke som et ønske om atomkrig, men som et klart signal til Vesten om, at vi lever i en nuklear verden.

Venstrefløjen tilbyder syndsbevidsthed, frelse, fjendebilleder og et fællesskab af retfærdige. Derfor er disse bevægelser så svære at møde med rationelle argumenter. Teologi lader sig vanskeligt gendrive med statistik. Den har en messianske selvopfattelse. Trangen til at redde verden. Behovet for at blive anerkendt for sin godhed. Det får alarmerende konsekvenser. Venstrefløjen har ret til at bruge vold .

En dag ringede kirkeklokkerne. Der var begravelse, kunne jeg se fra mit vindue. Senere på eftermiddagen gik jeg ind i kirken. Oktobermørket sneg sig frem som en stigende tidevandsbølge, der sendte lange skygger foran sig. Men i kirken var der lys. Her hang et beundringsværdigt, lille krucifiks med en Kristusfigur. Den var fra 1200-tallet og skabt af en stødtand fra en mammut. Noget så sjældent måtte være uhyre kostbart.

Den progressive samtidslyrik i Danmark er præget af en konformisme, der sjældent overskrider det tilladelige. Den er korrekt og ufarlig. Et værk, der provokerer, kræver noget af læseren. Det komfortable værk lader læseren forblive den samme. Det bekræfter, hvad han allerede ved, føler og mener. Det skandaløse værk giver ikke den mulighed. Det sætter læseren under pres, tvinger ham ud af sine vante tolkningsrammer og stiller ham over for noget, han ikke allerede har et svar på.

Når enhver grusomhed øjeblikkeligt skal have en årsag, der gør den forståelig, når intet må stå som absolut ondt, mister vi ikke blot et teologisk begreb. Vi mister en moralsk kapacitet.
Det moderne, sekulariserede Vesten har afviklet sproget for absolut ondskab. Vi har beholdt den rationelle forklaringsmodel, men smidt metafysikken ud. Tilbage er systemer, strukturer og kontekst.