Der er en dobbeltstandard på spil i det danske litteraturmiljø. Venstreorienteret provokation betragtes som kunst, højreorienteret provokation betragtes som ideologi. Den ene type vrede er autentisk, den anden er en reaktion. Den ene type oprør er subversiv, den anden er konform – på trods af at det faktisk forholder sig omvendt. Den venstreorienterede subversion er accepteret subversion – oprør inden for rammer, som magten har godkendt og belønner.

Frederik Christensen og jeg har stukket hånden i et hvepsebo med vores bog ”Tragisk realisme”, der kritiserer det, vi kalder den liberale forståelse af international politik. Nu er det ikke en forfatters opgave at svare på anmeldelser. En anmelders værdidom er subjektiv og skrevet til læserne, ikke forfatterne. Men da vi har skrevet en debatbog, er det oplagt at debattere de postulater om vores bog, som kan kaste lys over den samlede forståelse af Ukrainekrigen. Det angår nemlig os alle.

De gamle grækere vidste noget om politik, som vi har glemt. De skildrede en verden, der er falden og ufuldkommen. En verden, hvor selv de bedste intentioner kan føre til katastrofe, og hvor de valg, vi står over for, sjældent er valg mellem godt og ondt, men mellem onder. Det er denne indsigt, jeg har forsøgt at genoplive i min og Frederik Christensens nye bog ”Tragisk realisme”. Bogens tese er enkel, men vil sikkert provokere mange: Den liberale forestilling om, at verden kan indrettes efter vores værdier, hvis vi bare er beslutsomme nok, er ikke blot naiv, den er farlig.

Den tyske filosof Jürgen Habermas døde i lørdags i en alder af 96 år. I mere end tres år var han Vestens mest vedholdende forsvarer af fornuftens politiske projekt. Habermas overlevede med bemærkelsesværdig intellektuel standhaftighed sammenbruddet af den verden, han havde viet sit liv til at begrunde. Det var et venstreliberalt projekt, der fra begyndelsen var dømt til at slå fejl. Når den nationale og kulturelle identitet erklæres forældet, forsvinder identitetsbehovet ikke. Det finder nye udtryk og ofte mere eksplosive.

Et flertal af befolkningen ønsker altså en politik, som det politiske system ikke vil levere. Det gælder ikke kun spørgsmålet om nettoudvandring, det gælder en hel generations ophobede frustration over, at stramninger loves og udebliver, at ord ikke følges af handling.

Det centrale spørgsmål i denne valgkamp er ikke, hvem der fører den skarpeste retorik om udlændinge. Det er, om der overhovedet findes en politisk konstellation, der vil og kan omsætte flertallets ønsker til faktisk politik.

Folkestemningen bag formueskatten afspejler noget ægte: en fornemmelse af, at samfundets gevinster fordeles skævt, og at magten er koncentreret hos en gruppe, som ikke rigtig kan stilles til ansvar.
Den fornemmelse er ikke forkert. Men ved at rette opmærksomheden mod de synlige formuers ejere — iværksætteren, investoren, arvingen — overser man magtens usynlige arvtagere, hvis indflydelse hverken opgøres i kroner eller beskattes væk.

Et samfund, der ikke kan rumme dissidenten, mister sin vigtigste korrektionsmekanisme. Det er ikke aristokratiet som stand, der er brug for. Det er aristokratiet som ideal: Forestillingen om at et menneske kan og bør kræve noget af sig selv, der rækker ud over karrieren, konsensus og komforten. Raymond Ibrahim placerer sig i den samme konge- og dronningerække som en intellektuel, der har valgt konsekvens over respektabilitet. Her hjemme: Marianne Stidsen, Eva Selsing, Mikael Jalving, Naser Khader og Documents Lars Hedegaard.

Raymond Ibrahim læser ikke kun de moderne rapporter, men går tilbage til de klassiske islamiske kilder og de kristne øjenvidneskildringer, der beskriver det samme mønster over århundreder: jihad som legitim vold, dhimmi-systemet som institutionaliseret andenrangsborgerskab og en teologisk begrundet fjendtlighed mod dem, der ikke bøjer sig. Nutidens overgreb sættes ind i en 1400-årig kontinuitet.

Revolutionsgardens to hovedkvarterer i Teheran ligger klart adskilt fra civile kvarterer og udgør præcise militære mål. Hvis Revolutionsgarden neutraliseres, åbner det mulighed for, at den regulære iranske hær med sine 300.000 mand kan træde ind og overtage.  Hærens loyalitet til regimet er langt mere begrænset end Revolutionsgardens. Det er et helt andet scenarie end Iraks totale statssammenbrud i 2003, hvor hele det statslige apparat blev opløst på én gang.

Størstedelen af verden ville følge egne interesser frem for en vestlig moralsk fortælling. Realisme anser moral som overvurderet. Stater, der repræsenterer to tredjedele af verdens befolkning, har fastholdt neutralitet eller de facto samarbejde med Rusland. Indien, Kina og store dele det globale syd har ikke købt fortællingen om demokratiernes eksistentielle kamp. Den multipolære verden er ikke en trussel mod en liberal orden; den er dens afløser.