Drabene på pigerne er derfor en retningsgiver, som fortæller om hvor vi er på vej hen. I Marokko tør man ikke se sammenhængen mellem islam og terror i øjnene. Det gør man heller ikke i Vesteuropa og de mentale barrierer bliver bare større og større.

Attacker mot kyrkor och kristna gravplatser blir allt vanligare även i Europa men får liten uppmärksamhet i media. Kristna irakier som flytt IS folkmord välkomnas nu av Kanada efter att ha nekats asyl i Sverige.

Louisa Vesterager Jespersen og Maren Uelands død har mindet os om en gammel sandhed: Blod er tykkere end vand. Det er en farlig følelse for de politikere, der har villet bilde os ind at vi hører til i et nyt fællesskab. Men fællesskab kan ikke dikteres. Det bygges op over århundreder. Det kommer både Danmark og Norge til at måtte sande. Af simpel nødvendighed.

Det er den eneste måde frygten for verdens magter kan overvindes. Ved at søge Gud og hans rige først. ”Med dette martyrsind overvandt vi engang verden, siger Kaj Munk – og uden det vil verden overvinde os.” Kaj Munk er selv et eksempel på et menneske der frygtede og elskede Gud mere end kejseren

For marokkanske myndigheder er jihadisme a la IS noget som er fremmed for islam og Marokko. De, der udførte drabene, er forvirrede mennesker.

Rejsen mod dødsriget Den borgerlige orden begyndte sin rejse mod dødsriget, da dens forsvarere tog marxistisk tankegods til sig og fokuserede blindt på det materielle, altså det økonomiske. Den største fejl: Forstår du ikke kulturkampen, dør du i den. Det samme gør de normer, der gav dig de bedste livsvilkår. Og der er vi i […]

23. december 2018 er det præcis 130 år siden, at Vincent van Gogh skar en del af sit venstre øre af med en barberkniv efter et skænderi med kunstnerkollegaen Paul Gauguin.

Jeg har fået læst Ahmed Akkari ‘s bog Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre. Mod til at tvivle er opfølgeren til Akkaris debutbog Min afsked med islamismen.

Førhen gik folk i kirke for at blive frelst. Man følte, at man var tynget ned til jorden af selvglæde og egoisme og alle de forkerte ting, man var kommet til at gøre mod Gud og sine medmen­nesker. At man evig og altid ville sit eget, hvor var det tyngende. Det var det, man kaldte synd. Og så kom man hen i kirken for at komme af med sin synd.

Gang på gang oplever vi at medierne og myndighederne forsøger at nedtone jihadisternes grusomheder. De er enten sindssyge eller handler alene. Også bestialiteterne bliver tilbageholdt. Borgerne stoler ikke længere på at de får sandheden at vide.