Kopierede/fra hoften

Så har vi atter oplevet, at titusinder er gået på gaden – denne gang i London – for at agitere for ”palæstinenserne” og lufte deres had til Israel og den vestlige verden, som de ønsker tilintetgjort. Vi ser regelmæssigt det samme fænomen i adskillige vestlige lande, og mange har svært ved at forklare, hvordan det kan gå til.
Her kommer den i USA bosatte mellemøstekspert Dalia Ziada til hjælp. Hun taler med tyngde, da hun selv er tørklædebærende muslim.
Som Ziada forklarer, har de mest radikale venstreorienterede og de mest ekstreme muslimer indgået et ”syndefuldt ægteskab”, som holdes sammen af deres fælles had. Venstrefløjen er så forblændet, at den ikke indser, hvilken skæbne, der venter den, når den demokratiske retsorden er elimineret, og de islamiske ideologer tager magten – som det skete i Iran efter 1979.
Dengang støttede de iranske kommunister med begejstring ayatollah Khomeinis triumferende indtog i Teheran, men glæden blev hurtigt afløst af besvigelse, da det nye islamiske styre tog fat på at udrydde disse nyttige idioter.
Ifølge Ziada indså lederne af Det Muslimske Broderskab omkring 1990, at venstrefløjen lod sig bruge som en platform, hvorfra de islamiske ekstremister kunne underminere Vesten, og som led i denne bestræbelse fandt de ud af, at de kunne bruge ”Palæstina” som spydspids. Man behøvede blot at fremstille ”palæstinenserne” som et i særdeleshed undertrykt folk, så varede det nemlig ikke længe, før venstreorienterede, hvis hjerter altid banker for denne verdens mest prominente stakler, lod sig koble på klodens mest indflydelsesrige islamisk-revolutionære organisation, nemlig Det Muslimske Broderskab, som snart kan fejre sin hundredårsdag.
Resultatet er ifølge Dalia Ziada, at vi nu oplever en ”palæstinensificering” af vestlig politik. Broderskabets strategi har med andre ord båret frugt, og vi står nu over for det besynderlige fænomen, at ”Palæstina”, Gaza og Hamas blive de vigtigste orienteringspunkter for mange vesterlændinge. For nogle år siden gik socialister og kommunister på gaden for at kræve bedre kår for den hjemlige arbejderklasse. Nu tropper de op med palæstinenserflag og -tørklæder, mens de råber på ”intifada” og lufter deres had til Israel og jøderne.
Så vidt jeg ved, har vi aldrig tidligere i Vestens historie oplevet noget lignende.