”Som enhver anden dag kørte Anna Marie Dahl og hendes mand onsdag i sidste uge ud for at fodre deres ponyer ved Egtved, hvor de bor. Men den dag manglede ponyen Bellami. Parret fandt ponyen et andet sted på folden, et stykke væk fra resten af flokken. Eller rettere sagt; de fandt resterne af Bellami. Ponyen var nemlig blevet dræbt og spist. ’To tredjedele af dyret var spist, og der sad nogle ravne ovenpå det, der var tilbage’, siger Anna Marie Dahl.”

Debatten raser om ulve i dansk natur. Som den aktuelle historie viser,  har såkaldt vild natur omkostninger, som de fleste gerne vil undvære.

Naturstyrelsen har ellers lige igangsat et nyt tiårigt projekt: “Vores Vilde Natur”.   47 millioner kroner skal over de næste ti år bringe danskerne tættere på den vilde natur. Baggrunden er, at vi i stigende grad lever adskilt fra den. At vi har glemt, hvordan den ser ud, lugter, lyder. Samtidig ved forskerne, at rådyrbestanden i Danmark er faldet med over 40 procent siden 2009. Ingen ved præcis hvorfor.

Det er som sådan et fint projekt. Men jeg tror, vi ved mindre om, hvad vi ønsker os, end vi bilder os ind.

Den natur, vi længes efter, er en redigeret udgave. Vi vil have blomsten og fuglesangen og det åbne landskab. Vi vil rewilde naturen, men helst den del af den, vi kan fotografere og betragte på distance. Ulve, der æder ponyer og skræmmer hele bysamfund, ønsker vi ikke. Døde dyr vækker ubehag.

Vi er fremmedgjorte over for naturen og dens kredsløb af død og nye vækster. Jeg grublede selv over det, da jeg en morgen på vej ind på min daværende arbejdsplads – en sjællandsk skole tæt på skov – fandt to unge, påkørte rådyr i vejkanten.

Det summede allerede af aktivitet om deres livløse kroppe. Solen skinnede over deres pels, mens kølige skygger samlede sig under bugen.

Selv i døden bevarede de en yndefuld skønhed. Slanke lemmer, fine klove og ben strakt ud som stivnet i et sidste spring. Halsen bøjet i en kurve. Pelsen havde bløde nuancer af gyldent og brunt. Øjnene, der før var så vågne og skinnende, var nu brustne og matte.

Jeg forestillede mig, hvordan pelsen om kort tid ville synke sammen. Væskerne ville begynde at sive ned i jorden. Kødets blødhed ville vige for knoglernes hårdhed, der gradvist ville blotlægges og være det eneste vidne om det smukke dyrs færd gennem solbeskinnede lysninger i skoven.

Få minutter efter gik jeg forbi dammen på skolens gårdsplads. Vandspejlet bar en levende mosaik af liv og farve. Åkanderne havde fået store, flotte stjerneformede blomster i sart lyserødt. Åkanden er en sælsom vækst med rødder i dammens dynd, men med ansigtet vendt mod lyset.

Jeg hørte børnenes latter, da jeg åbnede døren til bygningen, hvor jeg arbejder.

Rådyrene var ikke døde af naturlige årsager. De var kørt ned af nogen, der måske bare var kørt videre. Eller måske slet ikke havde opdaget det. Eller måske var standset og havde lagt rådyrene ind i vejsiden.

Jeg ved det ikke, men jeg tænker, at det er selve billedet på vores forhold til naturen: Vi er stadig en del af kredsløbet, vi kan ikke træde ud af det, men vi deltager blindt. Chokeres, når ulve angriber heste, men ser helst ikke vores eget indgreb. Måske var det også en årsag til, at jeg blev berørt over synet af de smukke, døde dyr i vejkanten.

For kredsløbet er der. Uanset om vi ser det eller ej. Åkanden vokser op af dyndet. Rådyrene synker ned i det. Det er den samme bevægelse, den samme naturlige cyklus – liv og død – og vi er midt i den, ikke som tilskuere, men som deltagere.

Den egentlige rewilding handler måske ikke først og fremmest om at give naturen mere plads. Den handler om at genvinde evnen til at se den, som den er. Med fluerne der summer. Med knoglerne der blotlægges. Med åkanden der stiger op af dyndet.

Rewilding er et smukt ord. Det kalder billeder frem af blomstrende enge, frie dyr og åbne landskaber, hvor naturen får lov at være sig selv. Sjældnere kalder det billeder frem af død og forrådnelse. Men det er den samme natur, og den kommer ikke kun i en redigeret udgave.

Af Kasper Støvring