En muslimsk hær under ledelse af Tariq ibn Ziyad krydsede i 711 e.Kr. Gibraltar og besejrede det vestgotiske rige på Den Iberiske Halvø i løbet af få år. Dette udløste en hurtig islamisk ekspansion over det meste af det, der i dag er Spanien og Portugal. Fremrykningen mod nord blev standset i det centrale Frankrig i 732.

Al-Andalus var det muslimske navn på Den Iberiske Halvø fra 711 til 1492. I århundreder var det et hierarkisk samfund, hvor kristne og jøder («dhimmi») var underlagt islamisk lov. De havde begrænset religionsfrihed og var som ikke-muslimer forpligtet til at betale skat (jizya).

«Al-Andalus» vil være en historisk hævn og en markering af islams overlegenhed over det kristne Europa

Reconquista er betegnelsen på den århundredlange kristne generobring. Den kulminerede med, at det sidste af de mauriske kongeriger, Granada, faldt i 1492 under de katolske monarker Isabella og Ferdinand.

For muslimer er tabet af Granada et dybt symbolsk nederlag – næsten lige så tungt at bære som tabet af Jerusalem.

Sejren fuldendte den kristne genopbygning af Spanien og markerede begyndelsen på landets fremgang som en global kristen stormagt.

Inden for rammerne af Dar al-Islam (islams hus), som traditionelt står i kontrast til Dar al-Harb (krigens hus), betragtes landområder, der engang har været under islamisk styre, som ummaens, det islamiske samfunds, evige ejendom. Hvis islamiske territorier går tabt til ikke-muslimer, er det muslimernes religiøse pligt at genvinde kontrollen over dem.

Dar al-Harb betyder bogstaveligt talt »krigens hus« og betegner områder uden for sharia-lovgivningen og islamisk styre. Disse områder befinder sig i en tilstand af potentiel eller faktisk krig med Dar al-Islam, det islamiske samfund. Målet er, at disse områder skal bringes under islamisk kontrol for at opnå fred under Allah.

Der findes en dokumenteret strømning inden for islamiske netværk i Europa, der betragter Al-Andalus som en historisk ret, der før eller senere skal »genvindes« – i dag ikke nødvendigvis militært, men gennem demografi, kultur, institutioner og gradvis øget indflydelse. Dette omtales internt i Det Muslimske Broderskab (MB) som »civilisations-jihad« eller »bosættelses-jihad«.

Dar al-Islam hæver sig over den sekulære verden, hvor menneskeskabte love står over religiøse love. Doktrinen skaber en binær verdensopfattelse, som i Vesten kan spores i form af parallelsamfund helt ned i små lokalsamfund. Forholdet mellem Dar al-Islam og Dar al-Harb er præget af evig konflikt eller en skrøbelig, taktisk våbenhvile, hvor målet om islamisk universalisme aldrig går tabt. I modsætning til nationale grænser er Dar al-Islam defineret af troens udbredelse. Nationale grænser er flydende, indtil hele verden er underlagt islamisk styre og sharia.

Omdannelsen af kirker til moskéer har stor symbolsk betydning

Det, der nu udspiller sig i Spanien og i dele af det øvrige Europa, er en moderne manifestation af Dar al-Islam-doktrinen. MB opererer bag en moderat facade, men målet er urokkeligt: en langsigtet, gradvis islamisering af samfundet.

I første omgang undgår man bevidst militære midler, såsom åbne terrorhandlinger, til fordel for en langsigtet ideologisk og demografisk strategi samt civilisatorisk infiltration. Dette indebærer blandt andet:

• Demografisk forandring: Udnyttelse af migration til at skabe kritiske befolkningsgrupper, der kan forandre lokalsamfundene indefra.
• Institutionel infiltration: Etablering af netværk, der påvirker uddannelsessystemer, lokalpolitik og retsvæsenet med henblik på at fremme islamiske interesser og udnytte liberale lovgivninger.
• Kulturelt hegemoni: En gradvis normalisering af islams tilstedeværelse og udøvelse i det offentlige rum, hvilket udfordrer nationens kristne fundament og identitet. Omdannelsen af kirker til moskéer har stor symbolsk betydning.
• Hertil kommer yderligere civilisatorisk infiltration i form af opførelse af moskéer og islamiske institutioner, infiltration og radikalisering af muslimske miljøer, langsigtet da’wa (missionering) samt samarbejde med venstreorienterede politikere og partier.

Slaget ved Pechina i 884 e.Kr. fandt sted i den tidlige fase af Reconquista mellem styrker fra det kristne kongerige Asturien under kong Alfonso III og styrkerne fra det muslimske emirat i Córdoba. Slaget var en taktisk succes for de kristne styrker, som formåede at påføre muslimerne et markant nederlag. Maleri af Francisco de Paula Van Halen

Dar al-Islam er et særligt illustrativt eksempel på situationen i Spanien. For nutidens islamiske aktører er Spanien et symbolsk hovedmål. At gøre landet til »Al-Andalus« igen er en åbenlys ideologisk drivkraft inden for politisk islam. At lykkes med dette ville være en historisk hævn og en markering af islams overlegenhed over det kristne Europa.

Det faktum, at landet har en politisk ledelse, der fremmer multikulturalisme og aktivt modarbejder nationalkonservative kræfter, ja, endda følelser som kærlighed til fædrelandet, gør Spanien særligt sårbart. Når staten styres af en ideologi, der definerer national identitet som et forældet eller »racistisk« begreb, undertrykkes al reel modstand mod islamisk ekspansion.

National identitet, et »racistisk« begreb

At Pedro Sánchez i vid udstrækning har åbnet grænserne for muslimske migranter, fremskynder udviklingen.

Dette er en konsekvens af, at Europa har mistet sit fodfæste; kontinentet har vendt ryggen til sin kristne tro og sin nationale selvbevidsthed. Uden forankring i sin egen historie, tro og ejerskab til sit eget territorium er det europæiske samfund i praksis ved at afhænde sin ret til sin egen fremtid.

Vi er vidner til en sivilisatorisk kamp hvor den ene siden opererer med en klar, ideologisk og religiøs overbevisning, mens den andre siden er lammet av selvforakt og globalistiske ideer.

Islamic preacher: “When Muslims become the majority in the West in the next 40 years, non‑Muslims will have to convert, pay the jizya, or be killed, because Sharia will rule.”

Is the message clear, or does it need to be spelled out? pic.twitter.com/IyxFz5VoAg

— Dr. Maalouf ‏ (@realMaalouf) April 23, 2026

Muslimernes fremmarch mod nord i Europa blev standset i det, der er kendt som slaget ved Poitiers i det centrale Frankrig (også kaldet slaget ved Tours) i oktober år 732 e.Kr. Der mødtes frankernes hær under ledelse af Karl Martell og den umayyadiske hær under ledelse af Abd al-Rahman al-Ghafiqi. Karl Martells sejr stoppede muslimernes fremrykning mod nord i Europa og befæstede hans position som hersker over frankernes rige.

– Islamiske netværk med tilknytning til Det Muslimske Broderskab har som mål at gøre Spanien til Al-Andalus igen. Sikkerhedseksperter advarer om, at Spanien under den yderliggående venstreorienterede socialistiske premierminister Pedro Sánchez i øjeblikket er en arnested for islamistisk indflydelse.

Terrorbekæmpelseseksperter som J. M. Zuloaga beskriver MB som en »skjult fare«, der anvender en mellem- til langsigtet strategi for at infiltrere det spanske samfund. De spanske myndigheder har svært ved at retsforfølge og begrænse den islamiske indflydelse, som MB udøver i det skjulte.

Det er derfor ikke overraskende at se Spaniens venskabelige forhold til det islamiske regime i Iran samt de tusindvis af spaniere, der viser solidaritet med islamistiske grupper som Hamas og Hizbollah, skriver Visegrád 24.

🇪🇸 Islamist networks of the Muslim Brotherhood are aiming to turn Spain back into Al-Andalus, as it was called during Muslim rule for centuries before the Christian reconquest.

Security experts warn that Spain, under Far-Left Socialist Prime Minister Pedro Sánchez, is currently… pic.twitter.com/xqGSmwvOF2

— Visegrád 24 (@visegrad24) April 28, 2026

Another Imam speaking in a church in England 🇬🇧states:
“The Islamic political objective is to wage Jihad and dominate the world.”

He explains how Muslims gradually conquered Spain and will do the same to the West – claiming they are already more than halfway there. https://t.co/e8ALjZLCj7 pic.twitter.com/JHOUnZzYq3

— GAZAWOOD – the PALLYWOOD saga (@GAZAWOOD1) April 29, 2026