Jeg er iraner. Jeg ser henrettelserne i Iran. Jeg har videoerne. Jeg har vidneudsagnene fra søstre og mødre, der ringer grædende fra Teheran. Jeg ser regimet bruge voldtægt som våben mod demonstranter og skolepiger, der forgiftes med kemikalier for at have sunget »Kvinde, liv, frihed«. Jeg ser al den lidelse, som dette regime har skabt og fortsætter med at skabe.

Når jeg deler dette med nordmænd, er svaret fra mange det samme: »Propaganda.« Ikke fordi beviserne er svage. Ikke fordi jeg har løjet. Men fordi jeg har den forkerte politiske profil. Fordi jeg ikke hader Trump nok. Fordi jeg ikke hader Israel nok. Så er jeg ikke længere et offer. Så bliver jeg mistænkelig.

Et tunnelsyn maskert som moral

Der findes et ideologisk filter i den norske offentlighed, der er så tæt, at fakta ikke slipper igennem. Jeg har set det gang på gang:

• En video af en pige, der bliver sparket af moralpolitiet på grund af et hårstrå, der stikker ud. Kommentar: »Iscenesat af Israel.«
• Hundredvis af forgiftede skolepiger, et regime, der systematisk henretter befolkningen, undertrykker, voldtager og fratager folk deres menneskerettigheder. Kommentar: »Hvad med folkemordet i Gaza?«
• Når iranerne jubler i gaderne, danser og råber »Tak, Trump, tak, Bibi«: Kommentar: »USA overtræder folkeretten.«
• Når jeg deler videoer af regimets topfolk, der indrømmer folkemord, bliver jeg udsat for hån.

Dette er ikke kritik. Det er ikke debat. Det er snæversyn forklædt som moral. Og det værste: Det er ikke uvidenhed. Det er et bevidst valg.

Nyttige idioter for et af verdens mest brutale regimer

Der er norske akademikere, journalister og aktivister, der har investeret så meget i forestillingen om, at »det iranske regime er et offer for vestlig aggression«, at de simpelthen ikke kan klare virkeligheden. De kan ikke klare, at det iranske folk selv råber, at regimet er et teokrati, der hader dem. De kan ikke klare, at vi – som faktisk kommer derfra – siger, at presset mod regimet har virket.

De stempler oss som propagandister. For hvis vi har rett, kollapser hele bygget:

• Så må de indrømme, at deres »solidaritet med Palæstina« har været solidaritet med et regime, der hænger homoseksuelle, stenet kvinder og bruger børn som menneskelige skjolde.
• Så må de indrømme, at hadet mod Trump var stærkere end medfølelsen med de iranske piger, der blev pisket og dræbt for at vise en hårstrå.
• Så må de indrømme, at de har været nyttige idioter for et af verdens mest brutale regimer, som alene i år har dræbt over 42.000 mennesker. Mennesker, der blot ønskede en bedre hverdag, et bedre liv, en bedre fremtid. Frihed!

Vi har fremlagt beviserne. Hundredvis af videoer. Lækkede dokumenter fra regimets egne arkiver. Øjenvidner fra Evin-fængslet. FN-rapporter. Amnesty.

De tvivler alligevel. Ikke fordi der mangler beviser – men fordi de hverken bryder sig om budskabet eller budbringeren.

Trump og Israel er det eneste håb

Jeg beder ikke om sympati. Jeg beder om intellektuel redelighed. Hold op med at lade hadet mod Trump og Israel bestemme, hvad I vælger at tro om Iran. Mens I sidder trygt i Norge og diskuterer »narrativer«, dør mine venner i Iran, som forsøger at nedbryde netop dette narrativ, og det eneste håb, de har, er Trump og Israel.

De har ikke råd til, at I fortsætter med at beskytte ayatollaherne med selvretfærdig, intellektuel dovenskab.

Det er nok nu.