Europæiske politikere deler fire misforståelser om krigen i Iran, og disse fejlvurderinger kan naturligvis føre til problemer.

Dette skriver Melody Sucharewicz, en tidligere udenrigspolitisk rådgiver og talsperson for den tidligere israelske vicepremierminister, forsvarsminister og IDF-stabschef Benny Gantz, i et indlæg i Die Welt. Kort sagt er de fire misforståelser let genkendelige også i norsk politik.

Sucharewicz undersøger fire vestlige fortællinger. Hun mener, at de alle er falske – og hvis de følges til deres logiske konklusion, beskriver de  europæiske demokratiers geopolitiske selvmord.

Diplomati er vejen til fred

Dette er den evige ståhej om “dialog”, som har få succeser at vise til, i konflikter med islamiske lande. Men norges udenrigsminister, Espen Barth Eide, er stadig blændet af dialogens spor.

Barth Eide er ikke alene. Mainstream-medierne og andre europæiske politikere, er også fortryllede af troen på dialog. Men diplomatiske forhandlinger med islamister som mullaherne i Teheran er en blindgyde. For de siger, som Khomeini gjorde i 1979: Iran kan brænde, så længe islam sejrer over verden!

Det er egentlig ikke så svært at forstå. Atomaftalen fra 2015 er et godt eksempel. Obama frigav enorme mængder penge til regimet i Teheran, som straks sendte mange af disse penge til sine stedfortrædende terrorister, som houthierne, Hamas og Hizbollah.

Nu kæmper den amerikanske præsident, Donald Trump, angiveligt i forhandlingerne med det iranske regime, som tilsyneladende vakler. Men Europa må tage en stor del af skylden, siger Sucharewicz, der peger på, hvor tilbageholden Europa har været.

Det forstærker regimets tro på, at Teheran kan sejre over dekadente, appeasement-fokuserede vantroende. Hvis ødelæggelse og undertrykkelse er det religiøst oppustede mål, kan fred kun opnås gennem en klar militær sejr.

Statsledere som Macron og Starmer ønsker at bidrage, efter krigen er vundet af USA, som faktisk er deres allierede. Om dette vil vare særlig længe, ​​er endnu uvist. Trump siger alligevel: Tak, men nej tak!

Trump vil sandsynligvis ikke acceptere Irans trænering af en mulig våbenhvile-/fredsaftale. Han bliver næsten nødt til at gå all in for, at undgå at tabe ansigt efter denne konflikt, hvis tyrannerne i Teheran vælger at sidde på bagbenene.

Han har alle muligheder for at gøre det, men det indebærer en vis risiko, især hvis brugen af ​​landstyrker bliver nødvendig. Samtidig er Trump presset på tid på grund af midtvejsvalget i november.

USA og Israel mangler en plan

Medierne rapporterer fra Iran-krigen, som var det en Hollywood-film, men det er det desværre ikke. Der er intet manuskript i en krig. Desuden er skudene, skaderne, blodet og dødsfaldene virkelige og ikke filmtricks.

The Economist formåede i slutningen af ​​marts at hævde, at Iran var USA og Israel overlegen militært. Det er selvfølgelig ikke tilfældet, undtagen i en imaginær, spektakulær sci-fi-film, helst i tegneserieformat. Hvad nu hvis nogen ville lave en tegneserie om redaktionen af dette magasin?

Inden for få uger er de fleste af Irans militærkøretøjer, missiler, missilaffyrings-steder og krigsskibe blevet ødelagt; det samme er den videnskabelige og militære infrastruktur, der understøtter regimets ambitioner om atomvåben.

250 medlemmer af regimets øverste ledelse er blevet elimineret. Blandt dem var hjernerne bag de brutale drab på mindst 40.000 iranske demonstranter den 8. og 9. januar – mange af dem unge. Men nu er mange af slagterne selv blevet slagtet.

Regimeskifte vil betyde et endnu mere radikalt regime

Men findes der noget værre og mere radikalt end regimet i Teheran? Taliban og Boko Haram vil sandsynligvis ikke være i stand til at regere et land med over 90 millioner mennesker, der vil modtage militær støtte fra USA. ISIS er så at sige historie, selvom små grupper stadig eksisterer. De førnævnte grupperinger vil også møde modstand fra Revolutionsgarden, som ikke har nogen engagements regler at tage hensyn til, hverken i fredstid eller i krig.

Der er en besættelse blandt mange vestlige journalister og politikere, som vi også så efter terrorangrebene udført af Hamas mod Israel den 7. oktober 2023. Ifølge dem bør de muslimske terrorister eller regimer støttes, uanset hvad de har gjort, fordi en civilperson, eller i værste fald et barn, kan blive dræbt, hvis de angrebne gør modstand. Børn og civile, der dør på den angrebne side, ignoreres fuldstændigt, især hvis de er jøder.

Det varede ikke mange sekunder efter den bestialske Hamas-terror den 7. oktober 2023, før gaderne var fulde af pro-palæstinensiske demonstranter, og hele Europa kritiserede israelerne for at forsvare sig selv. Ingen i disse kredse syntes at bekymre sig om de voldtagne, dræbte eller kidnappede israelere (og nogle fra andre lande).

Norges udenrigsminister er blevet erklæret persona non grata i Israel, men Barth Eide er bestemt velkommen i Gaza, efter at Norge har sendt milliarder af kroner i bistand til de “stakkels” palæstinensere, midler der for det meste ender i terroristers lommer.

Dette er den farlige logik bag ideologisk blindhed. Ifølge denne logik burde de allierede ikke have bombet Berlin for at forhindre radikaliseringen af ​​naziregimet.

I Norge fejres kvinders rettigheder og Pride året rundt, men regeringen ignorerer det faktum, at homoseksuelle hænges i Iran, at unge piger eller kvinder stenes, mens jomfruer voldtages i fængsel, før dødsdommen eksekveres for at forhindre synderen i at komme i himlen.

Regimeskifte er helt klart et ønskværdigt resultat af denne krig, men det er ikke blandt de militære mål. Et regimeskifte skal komme indefra for at have noget håb om at blive en succes.

Denne krig overtræder international lov

Så længe vi ikke har en international autoritet og et internationalt demokrati, er ideen om international lov en temmelig idiotisk idé.

Vi bliver ved med at høre om “international lov” – som vestlige medier og politikere mener er mere end fiktion. Hvem tror, ​​Iran bekymrer sig om sådanne detaljer, når myndighederne voldtager og dræber deres egne unge kvinder?

Derudover har vi det nyligt introducerede koncept om en regelbaseret verdensorden. Som om der er nogen regler, der er accepteret i hele verden!?

To stater er adskilt af en mur. Den ene stat truer med at erobre den anden. Den begynder at bygge tårne ​​på sin side af muren, placerer kanoner og soldater på dem og konstruerer også en superkanon.

Hvis den truede stat ødelægger disse tårne, kanoner og superkanoner, mens de stadig er under opførelse, beskylder europæerne staten for at overtræde international lov.

Sucharewicz konkluderer præcist om international lov:

Hvis den frie verden bruger international lov som et skjold mod et regime med apokalyptiske ambitioner, er den tabt. Og bærer historisk medvirken.

International lov kan heller aldrig beskytte os mod fundamentalister.

International lov beskyttede ikke Israel mod årtiers raket- og terrorangreb, og den beskyttede heller ikke to millioner cambodjanere mod Khmer Rouge-regimet, og den beskyttede heller ikke Ukraine mod den russiske hær.

Alle fornuftige mennesker kan ikke lide krig. Men international lov kunne aldrig have stoppet Adolf Hitler heller. Krig var den eneste løsning.

Når europæiske politikere, som den tyske forbundspræsident Steinmeier for nylig, beskriver USA’s og Israels forsvar af den frie verden som en “overtrædelse af international lov”, er det en strategisk egeninteresse, som historien vil huske.

Iran har støttet Putin i angrebet på Ukraine og har finansieret terrornetværk i Tyskland i årtier. Alligevel lykønskede Steinmeier mullaherne med regimets 40-års jubilæum, samme år som omkring 300 mennesker, inklusive mindreårige, blev henrettet.

Det er svært at se, hvordan dette er en moral, der gavner os europæere – eller persere for den sags skyld.

Disse fortællinger og deres hovedpersoner reducerer sig selv til det punkt, hvor de er fuldstændig meningsløse.

Mellemøsten står forhåbentlig på tærsklen til et historisk vendepunkt: afslutningen på det morderiske ayatollah-regime og dets terroristiske stedfortrædere, der ikke spreder andet end mord, ødelæggelse og en dødskult, fra Libanon og Yemen til Irak og Gaza.

Mere pragmatiske arabiske stater, såsom Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Marokko, Bahrain og Qatar, vælger en tilnærmelse til USA og Israel, mens Europa vælger fuld kapitulation og åbner sine grænser for fjenden.

Som Sucharewicz konkluderer:

Europæiske politikere vælger ideologi frem for pragmatisme. De begår hverken mere eller mindre end politisk selvmord.

Kjøp «Europas underlige død»!