Såkaldt højreorienteret poesi er til debat i Weekendavisen. Avisens anmelder Lars Bukdahl anmeldte for nylig de to yngre digtere Frederik Lind Køppen og Emil Salzer. På hver deres måde skriver de to digtere om en kultur i forfald, om vulgarisering og hæslighed, om masseindvandringens konsekvenser i form af vold og kvindeundertrykkelse og den politiske reaktion i form af (selv)censur. Og meget andet, sjældent set og hørt i dansk poesi.

Bukdahls dom var hård, og Salzer har da også taget til genmæle.

Men der er stadig nogle interessante perspektiver at trække frem, nu hvor vi faktisk ser en ny form for digtning bryde igennem, der tager afsked med en række selvfølgeligheder i kunstinstitutionen, i den etablerede poesi og i den form for anmelderi, der dominerer herhjemme. Denne institution er, af mangel på bedre ord, venstreorienteret, og den digteriske prototype finder vi hos en digter som den statsstøttede og prisbelønnede Jonas Eika (som jeg – NB! – selv synes er en, æstetisk betragtet, god digter).

Bukdahls dom om de ”højreorienterede” poeter lød: ”Er det dårligt, fordi det er højreorienteret? Nej, det er dårligt, fordi det er dårligt, men måske, bare måske, skyldes den ideologiske skingerhed, at ideologien faktisk er skinger. Måske er meningerne grimme, fordi meningerne er grimme – så måske ja!”

Det er en bemærkelsesværdig og afslørende formulering.

Ideologisk litteraturkritik

Da Bukdahl brød igennem som anmelder i begyndelsen af 1990erne, betegnede han en befriende vending fra den udvendige social- og litteraturhistorisk litteraturkritik til en æstetisk orienteret. God litteratur skal være godt lavet, uanset ideologi.

Men i sin anmeldelse af de højreorienterede digtere lader han sin ideologi bestemme den æstetiske dom. Bukdahl kan ikke lide Køppens bog, fordi den rummer grimme meninger – ”uformelige tirader rettet mod homoseksuelle og – ja, ja, ja – feminister og muslimer.” (I parentes bemærket er denne kritik også udvendigt moraliserende, fordi den identificerer fortællerstemme med forfatterholdning. Den intentionelle fejlslutning om igen.)

Bukdahl sammenligner i forbifarten begge digtere med Yahya Hassan. Det er en interessant observation, men han drager ikke den konsekvens, den burde medføre. Hassan blev hyldet netop for sin vrede, sine råbende versaler, sin kompromisløse og formelt uskønne energi. Da han brugte store bogstaver og hamrede løs på sine fjender, var det dokumentarisk mod.

Når Køppen og Salzer ifølge Bukdahl gør noget beslægtet, er det epigoneri. Forklaringen er ikke æstetisk. Den lugter langt væk af at være er politisk motiveret.

Pointen? Der er en dobbeltstandard på spil i det danske litteraturmiljø. Venstreorienteret provokation betragtes som kunst, højreorienteret provokation betragtes som ideologi. Den ene type vrede er autentisk, den anden er en reaktion. Den ene type oprør er subversiv, den anden er konform – på trods af at det faktisk forholder sig omvendt.

Det lukkede kredsløb

Tre søjler bærer kunstinstitutionens venstreorienterede konstruktion (nærmere herom i min bog Mytisk modernisme og tidsskriftet Nordica bind 26, 2009).

Den første er velfærdsstaten og socialdemokratismens fusion med kulturradikalismen og dens åndelige arvtagere. Det ser man særligt i kunststøtten: Statens Kunstfond finansierer en bestemt type kunst og dermed en bestemt type kunstnere, der bekræfter den ideologi, der legitimerer støtten.

Den anden er emancipationsideologien: Arven fra Freud og Marx har sat sig så dybt i forestillingen om, hvad kunst skal gøre – afdække undertrykkelse, frigøre det marginaliserede subjekt, problematisere magten – at afvigelse fra dette program opleves som æstetisk tilbageståenhed snarere end som et legitimt alternativ.

Det tredje er kulturinstitutionerne, ikke blot kulturministeriets organer, men også uddannelserne samt forlag og medier, herunder altså den bærende kunst- og litteraturkritik, der pædagogisk understøtter og formidler konstruktionen.

Jonas Eika som prototype

Jonas Eika, den prototypiske venstreorienterede, hyldes i de litterære kredse, hvor antikolonialisme, queer-teori og kapitalkritik er de dominerende tolkningsrammer.

I denne litteratur er kroppen fragmenteret, identiteten flydende, det marginaliserede subjekt er litteraturens egentlige helt, det transcendente er erstattet af en immanent solidaritet med de oversete, og det nationale er fraværende eller fremstillet som undertrykkende struktur. Som rent ud ”racistisk”, som Eika sagde ved tildelingen af Nordisk Råds store litteraturpris på 350.000 kroner i 2019.   (Eika fortalte,  at han ville omfordele sine penge til undertrykte, men det er aldrig blevet dokumenteret, og han vil ikke selv sige noget om det.)

Digtere som Eika fremstilles som modkultur, men opererer inden for et ideologisk rum, som den danske kulturelite finder fuldt acceptabelt, ja, prisværdigt. Det er oprør på institutionens egne præmisser. Det er modstand med statsstøtte.

Det egentlige oprør

Den venstreorienterede poesi er ikke oprørsk. Den er institutionaliseret. Den finansieres af staten, hyldes af kritikken og vinder priser. Dens subversion er accepteret subversion – oprør inden for rammer, som magten har godkendt og belønner.

Det virkelige oprør i dansk litteratur i dag er det konservative. Ofte det, man med en art oxymoron kan kalde radikalkonservatisme. En radikal kritik af samtiden, men med blikket bagud mod traditionen og opad mod Gud.

Det, der ikke hyldes i de rigtige kredse. Det, der ikke passer ind i de tolkningsrammer, som det litterære establishment har til rådighed. Det er her, den egentlige anti-konformisme bor, ikke i de institutionaliserede eksperimenter, men i undergrundens antikvariater, på blodrødt papir og mørk baggrund. Inden for billedkunsten kunne man nævne en kunstner som Thomas Kluge, der også har kunstinstitutionen imod sig.

Det oprør bliver spændende at følge. For vi har ikke set det før.

Af Kasper Støvring