Det er ikke ofte, at New South Wales’ førsteminister siger noget, der ændrer den politiske debat i Storbritannien og andre steder.

Men det er tilfældet i denne uge.

Efter blodbadet på Bondi Beach holdt New South Wales’ premierminister Chris Minns en pressekonference om nye juridiske begrænsninger af ytringsfriheden.

»Jeg anerkender, at vi ikke har de samme regler for ytringsfrihed, som de har i USA, og det undskylder jeg ikke. Vi har et ansvar for at binde vores racemæssigt og religiøst mangfoldige samfund sammen.«

Hvad med at forsøge at gøre en forskel? Hvad med at forsøge at få muslimer til at stoppe dødelig terror mod mennesker med en anden tro end den eneste tro, de accepterer? Hvad med at gøre noget for at beskytte jøderne, som er det største hadobjekt blandt verdens muslimer?

Dette var heller ikke en engangsforeteelse, skriver Sean Thomas i The Telegraph. I marts udtrykte Minns det på denne måde:

»Jeg har lige fra begyndelsen sagt, at vi ikke har de samme love om ytringsfrihed, som de har i USA, og grunden til det er, at vi ønsker at holde sammen på et multikulturelt samfund.«

Premierministeren i staten New South Wales mener, at multikulturalisme skal prioriteres over ytringsfrihed. Thomas er chokeret og skriver, at han blinkede to gange, da han hørte det.

For det, som premierminister Minns sagde ligeud, er det, som mange mennesker i den »frisindede« vestlige verden længe har haft mistanke om.

Magthaverne i Australien, Storbritannien og EU mener, at man kan have multikulturalisme og ytringsfrihed, men ikke begge dele. Og da multikulturalisme altid må komme i første række, er det ytringsfriheden, der må vige, visne og til sidst dø.

Minns’s henvisninger til USA er ret bizarre, da USA jo er et meget multikulturelt land med tilnavnet »Smeltediglen«. Samtidig er USA et forbillede, når det gælder ytringsfrihed, som er garanteret af First Amendment. Hvad er det ved blandingen af multikulturalisme og ytringsfrihed i USA, der er så giftigt, at det ikke må kopieres andre steder?

Selvfølgelig bør et islamistisk terrorangreb føre til en stramning af våbenlovgivningen for almindelige, lovlydige australiere. Ligesom demokraterne i USA konstant angriber både det første og det andet tillæg.

Måske mener socialdemokraten Minns, der repræsenterer det australske Labor Party, at USA er en fejlslagen stat?

Hvis det er tilfældet, har jeg nyt til premierministeren i New South Wales. Jeg har tilbragt flere måneder i USA i løbet af de sidste to år, fra de fattigste stater, Mississippi og Kentucky, til de rigeste, Californien og Connecticut.

Ja, USA har mange problemer, f.eks. med våben, stoffer og politisk splittelse. Men USA har en kulturel energi og en videnskabelig dynamik, der får Australien (og Europa) til at ligne triste baggårde.

Ganske vist har USA også en enorm statsgæld. Men for USA er der en vej ud, da landet har verdens mest kreative industrier og virksomheder. Situationen ser mere dyster ud for Australien og Europa, som er mere optaget af at redde verden og fordømme Israel end af at passe på deres egne indfødte borgere.

Minn’s ord udgør en bemærkelsesværdig, om end utilsigtet, indrømmelse, skriver Thomas.

Liberale politikere i hele Vesten, bortset fra USA, mener, at ytringsfrihed og multikulturalisme ikke kan eksistere side om side. Hvorfor ikke? De hævder, at det er for at forhindre apokalyptisk racisme, når racer blandes.

Igen viser USA os, at det er noget vrøvl. Det er ikke ytringsfriheden, der skaber konflikter mellem forskellige religiøse og etniske grupper, med nogle undtagelser blandt dem, der ikke kan tåle den mindste kritik uden at ty til vold. Det er volden, der skaber splittelse.

Minns og hans ligesindede i London og Bruxelles mener, at multikulturalisme, ideen om at forskellige racer, trosretninger og kulturer kan leve lykkeligt og fredeligt sammen på samme sted, er et projekt, der desværre er ved at mislykkes.

Det var en ædel idé, men det fungerer ikke som håbet, siger de. Hvad der var ædelt ved en idé, som alle med fungerende hjerneceller indså ville ende i en tragedie for mindst 30 år siden, er et andet spørgsmål. Selv Angela Merkel forstod det, før hun åbnede sluserne til hele Europa nogle år senere.

Tragedien på Bondi Beach er en af mange terrorhandlinger, der på dystert vis illustrerer, at multikulturalisme og masseindvandring er en total fiasko, en selvforskyldt økonomisk, social og sikkerhedsmæssig katastrofe. Ytringsfrihed er en illusion, når individer censurerer sig selv af frygt for at miste deres job, miste »venner«, blive straffet af myndighederne eller i værste fald blive slagtet af dem, der ikke kan tåle at blive fornærmet, som f.eks. muslimer.

Det store spørgsmål er: Hvorfor prioriterer Vestens selvudnævnte elite en fejlslagen multikultur frem for ytringsfrihed og religionsfrihed? Det gælder både politikere og deres følgesvende i regimets medier.

Det hævdes, at der er religionsfrihed i Vesten, men det er ikke sandt. Kun islam nyder denne frihed, fordi islam er den eneste religion, som ikke kan kritiseres uden stor risiko. Islam kan derimod frit kritisere jødedom, kristendom og hinduisme i de hårdeste vendinger, og muslimer bliver knap nok straffet for selv serievoldtægt af unge piger.

Lucy Connolly fik en langt hårdere straf for et indlæg på de sociale medier, som hun hurtigt slettede, end den illegale migrant Hadush Kebatu fik for at have forgrebet sig seksuelt på en 14-årig britisk pige. En lærer, som reagerede på den uretfærdighed, Connolly blev udsat for, blev fyret.

Britisk tyranni: Småbørnsmor og dagplejemor kan risikere “betydelig” fængselsstraf for opslag på X

Men The Guardian-journalisten Owen Jones, som er en homoseksuel og woke brite, slap for straf, da han skrev om fokus på grooming-skandalen, hvor hovedsageligt pakistanere serievoldtog tusindvis af britiske småpiger:

– Those abused girls in Rotherham and elsewhere just need to shut their mouths. For the good of diversity.

Dette tweet var så charmerende for Labour-politikeren Naz Shah, at hun besluttede sig for at dele det. Titusindvis af voldtægtsofre skal ignoreres, fordi mangfoldighed er vores styrke.

Danskerne beskytter muslimers voldsforherligende tekster i et håbløst forsøg på at sikre, at muslimer ikke gør det, som teksterne opfordrer til. I Europa kan man blive retsforfulgt for at citere islamiske tekster – hvis man er etnisk europæer, men ikke hvis man er imam fra et islamisk lorteland, som fx Afghanistan.

At muslimer og venstreorienterede fjolser udtrykker ønske om at rense Israel for jøder (Fra floden til havet) er helt i orden. At drømme om at globalisere intifadaen fører til et skuldertræk. Den marxistiske, racistiske svindelgruppe Black Lives Matter fik lov til at demonstrere, vandalisere og faktisk dræbe midt i en pandemi, mens nordmænd, der forsøgte at fejre 17. maj, blev stoppet og fik en bøde.

Hvis man er en etnisk, hvid europæer, som også lider af handicap som konservative holdninger, og man faktisk ved, hvilket køn man tilhører, skal man være forsigtig, før man udtrykker sig. Sådanne foragtelige mennesker kommer altid sidst i den etniske, seksuelle og religiøse multikultur, som ingen har stemt på ved et demokratisk valg.

USA fik heller ikke succes med Joe Bidens hovedløse politik med åbne grænser, og under Biden forsøgte Demokraterne naturligvis også at angribe ytringsfriheden og retten til at beskytte sig selv ved at bære våben.

Trump og hans regering forsøger nu at reparere katastrofen og har i det mindste formået at holde våbenlovgivningen på plads og lukke grænsen næsten hermetisk og sende nogle af de værste kriminelle migranter ud, som aldrig skulle have været lukket ind i USA.

For resten af Vesten er det et spørgsmål om tid, før vi ser afslutningen på krigen.

For resten af Vesten er der absolut ingen tegn på, at såkaldt liberale politikere har evnen og/eller viljen til at standse det civilisatoriske forfald.

For mange i Vesten, især blandt den liberale elite, er multikulturalisme blevet en sekulær religion, et credo for de godtroende.

Minns tilhører denne gruppe, som opfatter både »fredsreligionen« islam og multikulturalismen som vigtige religioner, der har brug for ekstra beskyttelse. På pressekonferencer ligner Minns en prædikant, der forsøger at berolige menigheden i et øjebliks tvivl.

Og hvad gør religioner, når de bliver truet? De påberåber sig kætteri. Man kan ikke sige ord, der sætter spørgsmålstegn ved troen.

Det er derfor, briterne får lange fængselsstraffe for et indvandringsfjendtligt opslag på de sociale medier, der er set et par gange. Derfor er ytringsfriheden ved at dø i Storbritannien, ligesom den er det i Australien og resten af Europa, hvilket EU’s Digital Service Act er et eksempel på.

Når vores politiske elite, selve oligarkiet, ser på os almindelige mennesker, ser de ikke vælgere. De ser millioner af potentielle vantro, som skal trues til tavshed.