Mens nazismen er forbudt og moralsk diskvalificeret i Europa, har kommunismen fået lov til at fortsætte under akademisk beskyttelse og politisk undtagelsesstatus. Polen sætter nu foden ned og minder Europa om, at kommunismen også er en totalitær ideologi med blod på hænderne.

Den 3. december 2025 fastslog Polens forfatningsdomstol, at det polske kommunistparti (Komunistyczna Partia Polski, KPP) er forfatningsstridigt og derfor ulovligt. Domstolen beordrede, at partiet skulle fjernes fra det officielle partiregister, hvilket i praksis betyder et forbud mod yderligere politisk aktivitet.

Begrundelsen er krystalklar: Polens forfatning forbyder politiske partier og organisationer, der er baseret på totalitære ideologier. Kommunisme er eksplicit inkluderet – sammen med nazisme og fascisme. Beslutningen kom efter en formel anmodning fra den polske præsident, der påpegede, at partiets ideologi, program og brug af symboler er uforenelige med en demokratisk forfatningsstat. KPP blev oprettet i 2002 og har aldrig haft nogen indflydelse i parlamentet, men spørgsmålet handler ikke om størrelse. Det handler om princippet.

En historisk opgørelse
Polens beslutning er bemærkelsesværdig, netop fordi den bryder med en europæisk vane: at behandle kommunismen som en harmløs idé, løsrevet fra dens historiske virkelighed. I den vestlige offentlige debat forbindes kommunismen ofte med social retfærdighed, lighed og antikapitalisme, mens dens historiske virkelighed – etpartistat, tvangsarbejde, massefængsling og økonomisk sammenbrud – nedtones eller relativeres.

I store dele af Vesteuropa har kommunistiske og marxistiske partier opereret frit i årtier, ofte flankeret af akademiske kredse, der insisterer på, at ideologi skal bedømmes ud fra dens intentioner – ikke dens konsekvenser. Polen afviser denne skelnen.

For polakkerne er kommunismen ikke teori, men erfaring. I over fyrre år levede landet under et sovjetisk påtvunget regime, der var kendetegnet ved etpartistyre, censur, politisk forfølgelse og systematisk undertrykkelse af kirken, familien og civilsamfundet. Set fra dette perspektiv er det ikke et udtryk for tolerance at tillade et kommunistisk parti – men for historisk hukommelsestab.

Forbuddet er derfor næppe et udtryk for politisk nervøsitet, men snarere for demokratisk selvforsvar.

Men hvad med ytringsfriheden?
Kritikere vil hævde, at forbuddet udfordrer ytrings- og foreningsfriheden. Men det er en forenkling. Polen forbyder ikke meninger. Ingen fængsles for at læse Marx. Det, staten nægter at gøre, er at give officiel partistatus til en ideologi, der historisk set har afskaffet netop de friheder, den nu påberåber sig.

Dette er et velkendt princip i europæisk retsfilosofi. Demokratier har længe forbeholdt sig retten til at forbyde nazistiske og fascistiske partier – ikke fordi de er populære, men fordi de er farlige. Polen anvender den samme logik på kommunismen. Forskellen er, at dette bryder et vestligt tabu.

Det store paradoks
Dette rejser et ubehageligt, men nødvendigt spørgsmål: hvorfor er kommunismen stadig socialt og politisk acceptabel i Europa? Der findes lovlige og aktive kommunistpartier i mange europæiske lande: Grækenland, Portugal, Spanien, Italien og Frankrig, for blot at nævne nogle få.

Nazismen fordømmes med rette for sine forbrydelser. Kommunismen bedømmes ofte på grundlag af sine løfter. Resultatet er en moralsk asymmetri, hvor den ene totalitære ideologi er diskvalificeret for altid, mens den anden får lov til at leve videre som “kritik”, “alternativ” eller “protest”.

Ikke desto mindre er det historiske billede klart. Kommunistiske regimer i Sovjetunionen, Kina, Cambodja, Nordkorea og Østeuropa har kostet millioner af menneskeliv gennem politiske udrensninger, tvangsarbejde, sult og systematisk undertrykkelse.

Dette er ikke undtagelser. Det er mønstre. Det faktum, at marxismen stadig nyder respekt i vestlige institutioner, siger derfor mindre om ideologiens uskyld og mere om Europas selektive hukommelse.

Østen husker, Vesten rationaliserer
Det er ikke tilfældigt, at det er Polen og ikke Frankrig eller Tyskland, der tager dette skridt. I Østeuropa er kommunismen et levende traume. I Vesteuropa har det været et seminar. Denne forskel forklarer, hvorfor hammeren og seglen kan vajre uproblematisk i europæiske byer, mens ethvert historisk symbol på fascismen – uanset kontekst – er forbudt. Det er ikke konsekvens. Det er kultur.

Polens beslutning bryder med dette mønster og tvinger et spørgsmål frem, som mange helst vil undgå: Hvorfor er én totalitær ideologi blevet skånet for moralsk afregning?
Forbuddet mod kommunistpartiet er derfor mere end en juridisk beslutning. Det er et signal om, at demokrati ikke er værdineutralt – og at visse ideologier, uanset deres udformning, er uforenelige med frihed, retsstatsprincippet og menneskelig værdighed. Kommunismen er en sådan ideologi. Fascismen er en anden.

Men Europas udfordring stopper ikke der. Selv i dag findes der politisk-religiøse ideologier, der sætter hellig lov over verdslig lov, kollektiv underkastelse over individuel frihed og tro over forfatningen. De optræder ikke altid som partier, men de gør krav på magten – i praksis, ikke i teorien.

Polen har valgt at trække en grænse. Om Europa er villigt til at gøre det samme næste gang, er et åbent spørgsmål.