Flytningen af USA’s største hangarskib fra Europa til Caribien er på mange måder symptomatisk for den ændring, der i øjeblikket finder sted i USA’s sikkerheds- og forsvarspolitik.

USA ønsker ikke længere at prioritere forkælede og utaknemmelige europæere. Fremover vil det primære fokus være på USA og dets umiddelbare omgivelser. Denne beslutning vil få globale konsekvenser.

USS Gerald R. Ford har de seneste år været stationeret i Europa med plads til 90 kampfly og over 5.000 søfolk. Verdens største hangarskib og dets flåde har opereret i Middelhavet og Nordsøen. Dette har været afgørende for NATO’s afskrækkende evne i Europa.

Men for nylig forlod skibet havnen i Split i Kroatien med kurs mod Caribien. Krigsminister Pete Hegseth mener, at USA’s krig mod den fortsatte narkosmugling fra Venezuela er vigtigere end den fantasikrig mod Rusland i Ukraine, som er EU’s darling.

Måske er det en overdrivelse at indsætte et hangarskib i kampen mod “narkoterrorister”, der rejser i små motorbåde.

Men i det mindste sender det et signal til narkobaronerne i lande som Venezuela, Colombia og Mexico: USA under Trump mener det alvorligt og er villig til at bakke sine krav op med magtanvendelse.

Den amerikanske præsident Donald Trump afviste torsdag, at en krigserklæring var nødvendig.

“Jeg tror ikke, vi nødvendigvis vil bede om en krigserklæring, jeg tror bare, vi vil dræbe de mennesker, der bringer narkotika ind i vores land. OK? Vi vil dræbe dem. Forstår I det? De vil dø,” sagde Trump torsdag under et arrangement i Det Hvide Hus.

USA sender hangar­skibet USS Gerald R. Ford til Caribien

Flytningen af USS Gerald R. Ford illustrerer på mange måder den kursændring, der i øjeblikket finder sted i den amerikanske sikkerheds- og forsvarspolitik. USA ser ud til at trække sig tilbage fra den internationale scene for at fokusere mere på sit hjemland og dets nærmeste naboer – den vestlige halvkugle.

Dette er selve symbolet på Trumps slogans, som de europæiske socialister hader: America First og Make America Great Again (MAGA).

Samtidig truer Exxon med at standse alt salg af fossile brændstoffer til EU på grund af klimakrav og rapporter om alle mulige menneskerettighedsproblemer, der fremmes i EU’s nye klimalovgivning, og Qatar tæller sine penge.

Disse krav til amerikanske virksomheder stilles af lande, hvor piger ikke længere tør løbe alene, da den oprindelige befolkning er blevet erstattet af ondsindede indvandrere, der kan lide gratis penge, krydret med lidt vold og voldtægt.

De fleste EU-lande, i hvert fald de vestlige, fordømmer Trump-administrationens kamp mod ulovlige indvandrere. De lader selv EU’s grænser stå åbne og kræver stadig flere skatter og afgifter fra den indfødte befolkning og selvforsynende indvandrere, der lider under konsekvenserne.

Velhavende amerikanere flygter fra stater som Californien, og efter dagens valg af en ny borgmester er det New York Citys tur til at blive tømt for sine største skatteydere. For dem, der bliver tilbage, vil alt være gratis.

Men: There’s No Such Thing as a Free Lunch, som nobelprisvinderen Milton Friedman skrev i sin bog af samme navn fra 1975. Det samme sker i Norge, hvor selv Øystein Stray Spetalen nu flytter til Schweiz.

Den højtprofilerede finansmand har sendt en adresseændring til Folkeregisteret og er på udkig efter et hjem i den schweiziske by Lugano, ifølge Nettavisen.

Spetalen har betalt 600 millioner i skat over de seneste ni år, og nu forsvinder denne indtægt. Norge har mistet skatteindtægter fra andre højtprofilerede personer, såsom Kjell Inge Røkke, Jens Rugseth og nationalhelten Bjørn Dæhlie.

Men pengestrømmen ud af landet aftager ikke, uanset om det er til klima, bistand eller støtte til at skabe fred med våben til Ukraine. Regningen bliver simpelthen videresendt til den norske middelklasse, som er ved at blive den nye underklasse.

Indvandrere, der ikke gider eller er ude af stand til at arbejde for deres levebrød, får selvfølgelig alt, hvad de har brug for, foreløbig. Den dag dette slutter, vil der flyde blod i gaderne.

I 2021 virkede Spetalen uinteresseret i at flytte til Schweiz.

“Det er noget vrøvl. Jeg har ikke tænkt mig at sidde på en mark i Schweiz i fem til ti år for at spare nogle penge i formueskat. Hvorfor skulle jeg gøre det? For at overlade det til efterkommere, der vil bruge de sparede penge på noget vrøvl? Det kommer ikke til at ske,” sagde Spetalen til DN.

Men nu har han overført det meste af sin formue til sine to døtre og ser ikke længere nogen grund til at blive boende i Norge.

Jeg føler noget lignende, omend uden en brøkdel af Spetalens formue. Der er ikke længere nogen grund til at bo i Norge, hvis man fokuserer på skattepolitik, prisniveau og sikkerhed.

Selvfølgelig har man venner derhjemme, som man naturligvis savner som ensom udlænding i et andet land, men Norges smukke natur ødelægges af vindkraft.

De, der flytter væk, elsker stadig Norge. Det er Norge, der ikke længere elsker dem, og det viser det tydeligt med hver eneste politiske beslutning.

I sidste ende ender man med at sige: Tak, men nej tak.