New York City var engang den scene, hvor ambitiøse politikere polerede deres profiler med henblik på en national karriere. Nu fungerer byen mere som et politisk laboratorium – undertiden med eksplosive kemikalier. Valget, der skal afgøre, hvem der overtager borgmesterposten i den amerikanske metropol, er derfor meget mere end en lokal politisk magtkamp. Det er et barometer for den politiske retning i hele Vesten.

Byen, der ‘aldrig sover’, har altid haft en tendens til at eksportere trends: kultur, mode, teknologi – og, mere foruroligende i de senere år, politik. Det, der afprøves i New Yorks magtkorridorer, finder ofte vej til London, Berlin og Oslo. Alt fra skolereformer til kriminalitetspolitik får et skub fra Manhattan, inden det ender i de europæiske byråd, hvor det desværre implementeres med en blanding af naiv idealisme og skatteydernes penge.

Dette gør årets valg i New York relevant også her.

Borgmestervalget i New York er blevet en mini-showdown inden for Det Demokratiske Parti selv. På den ene side står den aktivistiske fløj, som mener, at byen stadig er for konservativ (!), og på den anden side står en mere traditionel centristisk linje, der forsøger at holde trit med vælgere, der mistænker, at politikken er gået for langt med woke- og akademiske eksperimenter.

Denne interne kamp er også tydelig i de europæiske venstrefløjspartier. Når de amerikanske demokrater bliver mere “moderate” igen, har de europæiske partier en tendens til at følge trop – og omvendt. En sejr for en klart aktivistisk shiitisk muslimsk kandidat i New York vil derfor give nyt momentum til lignende bevægelser i Europa.

Og omvendt: Hvis vælgerne siger “nok er nok” i New York, vil det være et signal, som de europæiske partier vil tage til efterretning.

Uanset om man sidder i Oslo Rådhus, London Rådhus eller New York Rådhus, er udfordringerne påfaldende ens: stigende kriminalitet i visse kvarterer, pres på skoler og sociale tjenester, debatter om indvandring og integration og diskussioner om, hvorvidt politiet skal styrkes eller omstruktureres.

Forskellen er, at når New York træffer et valg, følger debatterne og prioriteterne ofte efter i andre vestlige byer. Europæiske bypolitikere har haft en tendens til at pege på USA – især New York – for at legitimere både nye ideer og nye undskyldninger. Hvis New York bevæger sig i en ny retning, bliver det sværere for europæiske beslutningstagere at gemme sig bag undskyldningen om, at “det er den moderne tendens”.

Europæiske medier og politikere nøjes ikke med at kigge i retning af USA – de tager noter. Dette gælder især i lande, hvor de store byer er politisk domineret af venstrefløjen, mens resten af landet hælder mod konservatisme. En kursændring i New York er ofte en tidlig advarsel om, hvad der kan ske i de europæiske parlamenter et par år senere.

Så ja, valget i New York er på papiret lokalt. Men i praksis er det det første kapitel i en ny sæson af den transatlantiske politiske serie, som vi alle abonnerer på.

De tre kandidater i valget er Zohran Mamdani, Andrew Cuomo og Curtis Sliwa.

For republikanere og moderate, der ønsker en ende på woke-politik og lovløshed, er Cuomos kandidatur en katastrofe i slow motion. Cuomo stiller op som uafhængig kandidat og splitter dermed stemmerne.

Cuomo tilbyder sig selv som en slags sikkerhedsventil for skuffede demokratiske vælgere, der er trætte af venstrefløjens radikalisme, men stadig nægter at stemme på republikanerne.

I en by, hvor republikanske kandidater skal opbygge en koalition af moderate centristiske vælgere, indvandrere og frustrerede demokrater for at have en chance, fungerer Cuomo som en perfekt hindring.

Cuomo kender mekanismerne, han kender medierne, han kender den demokratiske maskine. Men i sin vendetta mod det parti, han mener har forrådt ham, kan han ende med at blive det bedste våben, venstrefløjen kunne have.

Med Cuomo i billedet ser det sådan ud:

• Mamdani får de progressive aktivister og woke-stemmerne.
• Cuomo får de moderate demokrater.
• Sliwa står tilbage med GOP’s kernevælgere og uafhængige vælgere, der er trætte af kaos.

Resultatet er, at venstrefløjen kan vinde uden flertal. 42-44 procent vil være nok.

Curtis Sliwa er den eneste kandidat, der faktisk står for reel forandring. Lov og orden. Rene gader. Mindre identitetspolitisk cirkus, mere fokus på det, der faktisk virker. Men Sliwa har sandsynligvis ringe chancer, da han ifølge de seneste meningsmålinger ligger på 11 procent.

For at forhindre Mamdani i at vinde skal Cuomo få langt flere stemmer end de 33 procent, han i øjeblikket ligger på i meningsmålingerne. Trump har været tilbageholdende med at give sin støtte, men mandag aften skrev han på Truth Social:

«Whether you personally like Andrew Cuomo or not, you really have no choice. You must vote for him, and hope he does a fantastic job. He is capable of it, Mamdani is not!»

“Uanset om du personligt kan lide Andrew Cuomo eller ej, har du virkelig ikke noget valg. Du må stemme på ham og håbe, at han gør et fantastisk stykke arbejde. Han er i stand til det, Mamdani er ikke!”

Cuomo købte ikke argumentet. Hans reaktion på Trumps støtte var lunken:

“He’s not endorsing me. He’s opposing Mamdani.”

“Han støtter ikke mig. Han er imod Mamdani.”

Trump har meddelt, at han ikke vil yde nogen føderal økonomisk støtte til den selvudnævnte kommunist Mamdani:

Trump fulgte senere op med denne besked, hvor han påpegede, at en stemme på Sliwa var en stemme på Mamdani:

Amerikanerne – især i de store byer – stemmer ofte ud fra følelser, stammeforhold og mediernes fortællinger. Og Cuomo tilbyder et “sikkert tilflugtssted” for vælgere, der ved, at byen er på vej i den forkerte retning, men ikke kan bære tanken om at stemme på en republikaner.

Cuomo siger, at han stiller op for at “redde New York”. I praksis kan han ende med at redde Demokratiske Partis inderkreds fra at tage ansvaret for resultaterne af sin egen politik.

New York går mod et valg, hvor én mand – bitter, hævngerrig og sulten efter et comeback – kan sikre, at venstrefløjen får endnu en runde med eksperimenter på byens indbyggere. Med en sæsonbestemt kommunist ved roret.

Cuomos deltagelse tvinger alle på højrefløjen til at støtte ham. Ikke fordi de ønsker Cuomo, men fordi de ikke kan bære tanken om Mamdani.

Valget står mellem Mamdani og Cuomo. Hvis Mamdani vinder, vil det ikke være fordi venstrefløjen har overbevist flertallet. Det vil være fordi Cuomo har splittet oppositionen og gjort arbejdet for dem.

Det er næsten som om det var planlagt.

I aften begynder kampen!