Edmund Burkes ‘kontrakt mellem generationer’ – et partnerskab mellem de levende, de døde og de ufødte – er et grundlæggende element i Burkes politiske filosofi og en forudsætning for at forstå elementær konservativ tænkning.

Edmund Burke (1729–1797) var en anglo-irsk britisk statsmand, filosof og forfatter. Hans ideer blev formet i en tid præget af oplysningstidens ideer om rationalisme, individualisme og revolutionær forandring – især i kølvandet på den franske revolution i 1789.

En moralsk pagt mellem fortiden og fremtiden

Burke var kritisk over for oplysningstidens ideer. Han forsvarede tradition, orden og samfundets organiske udvikling. En af hans mest berømte udtalelser findes i hans værk Reflections on the Revolution in France (1790):

“Society is indeed a contract. It is a partnership not only between those who are living, but between those who are living, those who are dead, and those who are to be born.”

Citatet er mere end en metafor; det er en dybsindig refleksion over, hvordan samfundet bør forstås og styres.

Burkes “kontrakt” er ikke en formel aftale. Han ser samfundet som en slags moralsk og kulturel pagt, der strækker sig ud over den enkeltes tid på jorden; en implicit, ubrydelig og uigenkaldelig kontrakt, der binder fortiden, nutiden og fremtiden sammen på en måde, der sikrer kontinuitet og stabilitet.

Dem, der var, er og vil være

De levende er dem, der i øjeblikket udgør samfundet. De repræsenterer nutiden og er aktive deltagere i det politiske, sociale og kulturelle liv. Ifølge Burke har de levende et ansvar for at opretholde og videreudvikle de institutioner, traditioner og værdier, de har arvet. De er ikke frie til at omforme samfundet, som de finder det passende; de skal handle inden for rammerne af det, der allerede eksisterer.

De døde repræsenterer fortiden, de generationer, der kom før os. Ifølge Burke er deres bidrag afgørende for det nutidige samfund. De står bag de love, skikke, religion, kunst og arkitektur, der fortsat former vores liv. Det er forkert at tro, at vi kan ignorere eller afskaffe disse elementer; de danner grundlaget for vores eksistens.

Vi står i gæld til de døde, til deres indsats og ofre, der har gjort det muligt for os at leve, som vi gør. Han advarer mod revolutionære forandringer, der ignorerer den historiske arv – og antager falsk autoritet:

“To innovate is not to reform. The French revolutionaries, in their presumption, would drape themselves in a pride that does not belong to them.”

De ufødte er de kommende generationer, dem, der endnu ikke er født, men som vil arve det samfund, vi efterlader. Vores handlinger i dag vil forme deres liv, og det giver os en moralsk forpligtelse til at handle med deres bedste interesser for øje.

En kosmisk orden

Burke advarer mod kortsigtede løsninger eller revolutioner, der måske giver øjeblikkelige fordele, men som kan skade fremtidige generationer. I sin kritik af den franske revolution argumenterer han for, at “de ufødte vil betale prisen” for datidens radikale forandringer.

Burke understreger, at forholdet mellem generationer er mere end en juridisk bindende aftale; det er et “partnerskab”. Et partnerskab indebærer gensidig respekt, samarbejde og en fælles vision:

“Each contract of each particular state is but a clause in the great primeval contract of eternal society, linking the lower with the higher natures, connecting the visible and invisible world, according to a fixed compact sanctioned by the inviolable oath which holds all physical and all moral natures, each in their appointed place.”

Samfundet er en del af en større, kosmisk orden. Denne orden er ikke kun skabt af mennesker, den har også en guddommelig eller moralsk dimension. Det er en “fast aftale”, der binder det synlige (de levende) sammen med det usynlige (de døde og de ufødte) – den er “sanktioneret af den ukrænkelige ed”, en hellig forpligtelse, der overskrider tid og rum.

Kun fremtid for Rousseau

Burkes kontrakt mellem generationer er en kritik af Jean-Jacques Rousseaus (og/eller Hobbes’) og oplysningstidens ideer om en social kontrakt:

Rousseau så samfundet som en aftale mellem de levende. For ham lå suveræniteten til enhver tid hos et folk, der var frit til at omforme samfundet på basis af rationelle principper.

Ifølge Burke ignorerer sådanne ideer den historiske kontinuitet og de bånd, der binder generationer sammen.

“People will not look forward to posterity, who never look backward to their ancestors.”

Uden forståelse og respekt for fortiden kan vi ikke opbygge en solid fremtid. Radikale forandringer, der ikke tager højde for de langsigtede konsekvenser, vil føre til kaos og ustabilitet. De ignorerer den kollektive visdom, der er opbygget gennem generationer.

Gradvis, organisk udvikling

Burke argumenterer for gradvis, organisk udvikling. For eksempel bør love og forfatninger ses som ‘levende dokumenter’, der er vokset ud af historien, og ikke som noget, der vilkårligt kan omformes af en enkelt generation.

Forandring er nødvendig, men den skal ske forsigtigt, ‘organisk’ og med respekt for det, der allerede eksisterer; reformer skal bygge på det, der er arvet:

“A state without the means of some change is without the means of its conservation.”

En reel nødsituation

Burke betragtes som en af grundlæggerne af den moderne konservatisme. I dag kan hans ideer bruges til at forsvare konservative værdier som traditioner, familie, religion og national identitet.

Stort set alle vesteuropæere i alderen 30-35 år eller ældre har været vidne til en historisk revolutionær forandring i det samfund, de er vokset op i. Der er skrevet meget om konsekvenserne af islamiseringen i form af voldtægt, usikkerhed på gaderne, økonomiske byrder, tabet af Europas kristne identitet osv. Mindre ofte holdes politikere – i Norge Stoltenberg, Solberg, Støre – ansvarlige for at have brudt deres kontrakt med fremtidige generationer.

Islamiseringen skrider i dag så hurtigt frem, at det burde bekymre vores politikere mere end de imaginære problemer, de lader sig distrahere af. Meget få parlamentarikere påpeger faren for, at det gamle kontinent, som vores børn og børnebørn vil arve, bliver en islamisk tvangstrøje.

Uden en reorientering mod Europas jødisk-kristne arv vil vores børn og børnebørn i morgen have al ret til at stemple os som den generation, der tillod sig at bryde generationskontrakten.