20 Da løftede han sine øjne, så på sine disciple og sagde:
“Salige er I, som er fattige,
for Guds rige er jeres.
21 Salige er I, som nu er sultne,
for I skal mættes.
Salige er I, som nu græder,
for I skal le.
22 Salige er I, når folk hader jer,
når de udelukker jer og håner jer
og afskyr jeres navn som ondt –
for Menneskesønnens skyld!
23 Glæd jer på den dag og spring af glæde,
for jeres løn i himlen er stor.
Sådan behandlede fædrene profeterne.

Lukas 6:20–23

Protestanter fejrer Allehelgensdag, som vi altid gør den første søndag i november. Katolikker fejrer dagen den 1. november.

Allehelgensdag er en af de helligdage, hvor vi har mulighed for at stoppe op og takke dem, der gik forud for os, men også for at reflektere over livets store mysterium: Hvad ønsker Gud for os?

Oprindeligt handlede dagen om at mindes helgener og martyrer, men efter reformationen ønskede de protestantiske kirker at fjerne fokus på helgenkulten og gjorde derfor dagen til en mindedag for alle afdøde troende med vægt på håbet om opstandelse og fællesskabet mellem de levende og de døde i Kristus.

Men i dette lys opstår der et mørkere spørgsmål, som bliver stadig mere relevant:

Hvordan kan kirken prædike livets hellighed på Allehelgensdag, samtidig med at den enten forholder sig tavs om, accepterer eller forsvarer valgfri abort? Hvor er kirkens forsvar for de svageste blandt os?

Hvordan kan vi huske og ære de døde som “helgener”, når vi ikke samtidig beskytter de ufødte, som endnu ikke har fået lov til at leve uden for deres mors livmoder?

I Bibelen forstås mennesker altid som kendt og elsket af Gud, før de ser dagens lys. “Før jeg formede dig i moderens liv, kendte jeg dig, før du blev født, udvalgte jeg dig,” siger Herren til profeten Jeremias (Jer 1:5).

Menneskets livsværdi afhænger ikke af bevidsthed, modenhed eller samfundets anerkendelse. Livet er helligt, fordi det er kendt af Gud.

Det var denne forståelse, som Ingrid Olina Hovland, leder af Kristelig Folkepartis Ungdom (KrFU), førte til sin fulde konklusion, da hun ærligt udtalte i podcasten Brutalt:

”Et barn, der er undfanget under vanskelige omstændigheder, har samme værdi som andre børn. Barnet kan ikke klandres for det, der er sket.”

På spørgsmålet om, hvorvidt kvinder, der bliver gravide efter voldtægt, bør føde barnet, svarer hun:

“Jeg synes, de skal. Så simpelt er det. Det er ikke med let hjerte, jeg siger dette, men jeg tror, det er det bedste.”

Bemærk, at Ingrid Olina Hovland ikke fordømmer dem, der vælger at få en abort, men blot udtrykker, hvad hun mener er rigtigt. Fordømmelsen kommer fra hendes modstandere.

I sin kerne er Allehelgensdag en fejring af livets hellighed: at Gud alene er skaberen og herren over livet, og at mennesker – hvert eneste menneske – bæres af hans vilje og kærlighed. Livet bliver ikke helligt på grund af vores indsats, men fordi det er Guds vilje.

Man kunne sige, at et menneske, der er undfanget gennem vold, ikke er ønsket, men det er irrelevant for det uskyldige barn, og når vi som kristne tænder et lys på Allehelgensdag, bekender vi, at døden ikke har det sidste ord, for lyset vidner om livets sejr. Men vores vidnesbyrd er ikke troværdigt, hvis vi mener, at andres behov tæller mere end livet selv. Hvis vi som kristne virkelig tror på, at livet er helligt, kan vi ikke se væk, når mennesker i den mest sårbare fase af livet gøres magtesløse, og deres ret til at leve bliver afhængig af, hvad andre ønsker.

Selvom Kirken altid skal behandle mennesker i nød med medfølelse, skal den samtidig tale sandheden. Medfølelse uden sandhed bliver sentimentalitet; sandhed uden medfølelse bliver hårdhed. Kristus forener begge dele – og kirken må vove at gøre det samme.

Når vi som kristne taler om “medfølelse” i forbindelse med abort, men forbliver tavse om livets hellighed, bliver vores budskab uklart. Vi mister vores profetiske sprog og forvandler teologien til et ekko af samfundets etik – en etik, der er så elastisk som en elastik, hvor dem, der er imod, mødes med total fordømmelse og kastes ud i fuldstændig mørke. Men Jesus Kristus var aldrig sådan. Han forlod aldrig sandheden, men bevarede samtidig barmhjertigheden, en balance, der er unik for den kristne Gud.

Allehelgensdag giver os mulighed for at mindes fællesskabet mellem de levende og de døde i Kristus. Men dagen opfordrer også til selvransagelse. Hvilke menneskers liv mindes vi?

Kirken bekender sin tro på “de helliges samfund” – et fællesskab, der strækker sig fra undfangelsen til evigheden. Men når vi accepterer abort som en rettighed, svækker vi denne fællesskab. Vi siger i praksis, at nogle liv er værd at huske, mens andre uskyldige liv kan udslettes.

Men Guds evige kærlighed omfatter også dem, der blev afvist.