Der var med andre ord en entydig årsag til familiens ulykke.

Ser vi på samfundet, er også vi hjemsøgt af en forvirrende opslemning af tilsyneladende uløselige problemer: Trods alle forsikringer fortsætter masseindvandringen af folk, der er fjendtligt indstillede over for Danmark og hader danskerne. Islam breder sig, og landet bliver stadigt mere ugenkendeligt for indbyggere over 40. Man kan ikke færdes sikkert på gaden efter mørkets frembrud – især hvis man er kvinde. Der klages over hospitalernes ringere service, den dyre varmeregning og det faktum, at de valgte politikere efterhånden ikke har noget at skulle have sagt, fordi alle afgørende beslutninger er overladt til bureaukrater i Bruxelles eller deres lydige dommere herhjemme. Folk bliver truet eller udstødt, hvis de siger deres mening på normalt dansk. Islam indtager stadigt mere af meningsdannelsen og det offentlige rum.

Hvor skal man tage fat i dette virvar af hjemsøgelser? ”Giv mig et fast sted at stå, og jeg vil flytte verden”, skal den græske matematiker og astronom, Arkimedes, have sagt.

Det er ikke anderledes end i dag. Hvor er det faste sted, man skal stå, hvis man vil danne sig begreb om de fortrædeligleder, vi hjemsøges af og gøre sig forhåbning om at kunne gøre noget ved dem? Er der overhovedet et sådant punkt, eller er det hele så uoverskueligt og usammenhængende, at vi godt kan opgive at lede?

Vi bør i det mindste prøve. Og jeg er overbevist om, at ligesom med rotten har samfundets forrådnelse et udspring, som man kan identificere og derfor bekæmpe.

Hvis vi ser på politikernes løgnagtighed, retsvæsenets fremmedkærlighed, universiteternes og akademikernes galskab, kunstens degeneration og den lokale kristendoms svælgen i alskens ukristelige påfund og modeideologier, peger pilen på medierne.

Hvis de havde været rigtige medier, ville denne udskridning ikke have fundet sted. De ville have anholdt enhver anløben politiker og spurgt, hvorfor hun ikke har gjort noget for at beskytte det danske folk mod en fremtid som dhimmier, dvs. undermennesker, der har valget mellem at underkaste sig islam eller få hovedet hugget af – som det så tydeligt beskrives i islams hellige skrifter. Gammelmedierne har intet gjort, men tvært imod koncentreret sig om at bagtale og forfølge enhver, der vovede at bringe vores islamiske fremtid på bane.

Det samme med EU-eksperterne, dommerne, de islamofile præster og de stræbsomme akademikere. Hvis der havde været medier til at holde dem i ørerne, ville de have pakket sammen, for mandsmod er ikke, hvad der udmærker dem.

Konklusionen må være, at Danmark ikke står til at redde, før vi nægter at betale til vore medier og deres prostituerede og holde op med at tillægge deres historier ringeste betydning. Man kan starte derhjemme ved at lukke for DR og undlade at lade sig indoktrine af Politken, Berlingske og Jylllands-Posten. Man skal lære, at når de kommer med noget, er det løgn beregnet

på at få dig til at acceptere islams overtagelse af fædrelandet.

Det eneste håb er, at der i dag er adskillige alternative medier bemandet med rigtige journalister og kommentatorer, der træder op mod gammelmediernes unisone ondskab.