USA vandt den kolde krig, men ødelagde freden ved at holde Rusland ude af Europas sikkerhedsarkitektur. Resultatet blev et splittet kontinent, en ny kold krig – og et svagere Europa.

Når man læser de nyligt afslørede dokumenter fra Budapest i 1994, fornemmer man konturerne af et Europa, der kunne have været formet anderledes. Ikke et kontinent opdelt i to blokke – men et Europa, hvor Rusland, i stedet for at blive skubbet ud i kulden, havde været en integreret del af sikkerhedsstrukturen. Hvorfor skete dette ikke? Hvorfor blev Rusland ikke inkluderet, men holdt ude, på trods af alle de løfter og varme ord, der blev sagt på det tidspunkt?

En kvælende omringning
For at forstå dette må vi se på det i et bredere perspektiv. USA havde aldrig til hensigt at lægge grundlaget for en sikkerhedsarkitektur, hvor Rusland og Europa kunne dele ansvaret. Det egentlige mål var at forhindre Rusland og Tyskland i at finde fælles fodslag i en økonomisk og politisk akse. Lige siden Rapallo-traktaten fra 1922 har Washington frygtet en alliance mellem tysk industriel styrke og russiske ressourcer. Et sådant partnerskab ville have haft potentiale til at udfordre USA’s hegemoni – og i amerikansk strategisk tænkning har dette været et mareridtsscenarie.

Derfor var NATO’s udvidelse mere end blot en “sikkerhedsforanstaltning”. Det var en geopolitisk løftestang. Rusland blev defineret som en modstander, selv efter Sovjetunionens fald, fordi det kun på denne måde var muligt at retfærdiggøre den fortsatte amerikanske militære tilstedeværelse i Europa. “Inddæmning” blev kaldt “stabilitet”, men for Rusland føltes det som en kvælende omringning.

En forspildt mulighed
Efter den kolde krig var alt på plads til en ny begyndelse. Rusland var på knæ, økonomien i frit fald, Jeltsin desperat efter vestlig kapital og politisk anerkendelse. Et generøst Vesten kunne have inkluderet Rusland i en fælles arkitektur. Der kunne være skabt noget lignende OSCE – men med reel vægt. Det ville have bundet Rusland til Europa og måske gjort et fremtidigt NATO overflødigt.

Men det skete ikke. For Washington var fristelsen for stor: I stedet for at trække Rusland ind, valgte man at svække det. Dette var logikken bag den systematiske udvidelse mod øst, bag afviklingen af sovjetiske atomvåben i Ukraine og senere bag planerne om missilskjolde i Polen og Tjekkiet. Hver gang Rusland rakte hånden ud, blev det mødt med et nyt initiativ, der reducerede dets indflydelse.

Del og hersk
Sådan skal krigen i Ukraine forstås. Ikke kun som en kamp om territorium, men som en fortsættelse af den gamle amerikanske doktrin: at forhindre en sammensmeltning af Europa og Rusland. Et uafhængigt Ukraine, der er tæt integreret med Vesten, river effektivt den geografiske bro mellem Tyskland og Rusland ned. NATO på ukrainsk jord er ikke kun en militær gevinst, men en strategisk garanti mod enhver genoplivning af Rapallo-idéen.

At denne strategi er bevidst, kan ses i de økonomiske foranstaltninger, der er fulgt efter krigen. Sanktionerne påvirker ikke kun Rusland, men også den europæiske industri. Tysklands adgang til billig energi er væk. BASF flytter produktionen ud af Europa. Bilindustrien svækkes. På den anden side øger amerikanske gas- og våbeneksportører deres markedsandele. Krigen er således ikke kun en geopolitisk tragedie, men også et økonomisk spil, hvor Europa betaler prisen for USA’s hegemoni.

Deep States fingeraftryk
De, der kalder dette en “sammensværgelsesteori”, bør minde sig selv om historien. Den amerikanske Deep State – det permanente apparat af sikkerhedsbureaukrater, tænketanke og efterretningstjenester – har altid været optaget af at kontrollere magtbalancen i Europa. Fra CIA’s interventioner i Italien i 1950’erne til støtte for kup i Grækenland, fra destabiliseringen af regimekritiske regeringer til de politiske betingelser i Marshallplanen: USA har aldrig overladt Europa til europæerne selv.

At det samme apparat ville bruge NATO som et instrument til at holde Rusland ude og Europa splittet er derfor ikke spekulation, men kontinuitet.

Frygten for Eurasien
Bag dette ligger en større strategisk tankegang. Allerede i begyndelsen af 1900-tallet formulerede Halford Mackinder – geopolitikkens fader – at den, der kontrollerer “hjertet” (dvs. Rusland og Centralasien), kontrollerer verden. For USA har dette altid betydet at forhindre fremkomsten af en eurasiatisk supermagt. Og faren er størst, når Tyskland og Rusland knytter tættere bånd.

Rapallo i 1922 var et sådant øjeblik. Ribbentrop-Molotov-pagten i 1939 var et andet. Hver gang blev frygten i Washington og London bekræftet: Når Berlin og Moskva går sammen, trues hele Atlanterhavets dominans. Derfor måtte Rusland holdes på afstand efter 1991. Derfor måtte NATO skubbes frem. Og derfor ser vi nu en krig, der i lige så høj grad handler om Europas geopolitiske orientering som om Ukraines grænser.

Europas tragedie
Det er her tragedien ligger. I dag er Europa svagere, end det har været i mange årtier. Rusland har vendt sig mod Kina. Tysklands økonomiske vinger er blevet klippet. Frankrig mangler magten til at tage føringen. Og EU som helhed er blevet reduceret til at håndtere kriser, mens de store strategiske beslutninger træffes i Washington. Det styrker ikke Europa – det svækker det. Og det er præcis den situation, amerikanske strateger har ønsket: et Europa, der er bundet til USA, ude af stand til at stå på egne ben og ude af stand til at udfordre hegemoni.

Hvor kunne vi have været?
Spørgsmålet er stadig: Hvad hvis Rusland faktisk var blevet inviteret ind i arkitekturen? Hvad hvis der var blevet opbygget en sikkerhedsstruktur, hvor Moskva, Berlin og Paris stod skulder ved skulder? Måske ville det have været svært, måske umuligt – men ingen prøvede nogensinde. I stedet valgte man udelukkelse, mistro og gradvis omringning. Nu ser vi resultatet: et ødelagt Ukraine, et isoleret Rusland og et Europa uden en uafhængig kurs.

Og endnu en gang står Europa alene
Når historien en dag skrives, vil det stå klart, at den mest skæbnesvangre fejl ikke kun var NATO’s udvidelse. Den største fejl var at holde Rusland ude. Hegemoni blev valgt frem for fællesskab, inddæmning frem for integration og krig frem for fred.

Og så gentager historien sig: USA brugte NATO som løftestang, splittede Europa og sikrede, at der ikke kunne opstå en tysk-russisk akse. Den europæiske tragedie var fuldendt – og Europa selv var taberen.