Kommentatorer på Facebook og i talrige andre medier har ikke kunnet tilbageholde deres skadefryd over mordet på Charlie Kirk. De fleste siger det ikke direkte, men beskylder ham for meninger, han skal have haft, og som efter venstrefløjens opfattelse retfærdiggør, at han skulle dræbes.

De meninger, der tilskrives Kirk, er mestensdels frit opfundne, men så længe de statsgaranterede medierne har monopool på nyhedsstrømmen, har ingen mulighed for at gå i rette med dem. Og hvis nogen prøver, bliver de hængt ud som fascister.

Sådan har det stået på i 50 år. Det lykkedes aldrig vælgerne at forhindre Danmarks islamisering. Danskerne stemte ved valg efter valg på politikere, der bedyrede, at de ville sætte ind mod Danmarks afvikling. Og de blev til grin.

Politikerne mente ikke noget med det. Og det samme billede ser vi i hele Europa. De gode græder, og de onde ler.

Derfor er de europæiske medier – i Danmark anført af tv-kanalerne og de øvrige skattebetalte medier – gået over til en forretningsmodel, der indebærer, at de skal tie om, hvad der er sket, og i stedet fortælle borgerne, hvad der burde være sket.

Politisk reportage er afløst af moralbelæringer. Den venstrefløj, som du dagligt kan nyde på TV og i Politiken, hader ikke ”højrefløjen”, fordi de opponerer mod dens politik. Det har ikke noget med politik at gøre. De hader højrefløjen, fordi den antaster deres magtmonopol.

Kampen står mellem dem, der hader den vestlige civilisation, og dem der vil bevare den..

Ifølge professor Steve Turley har et stort antal tidligere demokrater forstået det og har i massevis forladt det demokratiske parti, fordi de væmmes ved deres partifællers glæde over mordet på Charlie Kirk.

Mens medierne basker sig i glæden over at have taget fusen på deres forbrugere, er de ved at grave deres grav. Løgnen er en kilde til magt, men det er en skrøbelig base. Der skal ikke meget, til før deres rådne hus braser sammen.

Deres magt er som det nederste kort i et korthus. Når troværdigheden er forskertset, kan de kun overleve med tvangsudskrevne midler, og den dag borgerne nægter at finansiere deres løgnehistorier, kan de godt dreje nøgle om. I mellemtiden fortsætter de ufortøvet, mens stadigt færre tror på deres historier.