I den første uge efter offentliggørelsen af Restore Britains groomingrapport, fokuserer medier og kommentatorer meget belejligt på rapportens tal for antallet af ofre.   Det lyder på cirka 250.000, som fremkommer gennem ekstrapolering fra velkendte tilfælde i enkelte byer til hele landet. Det er ingen hemmelighed. Det står tydeligt i rapporten.

Men det er jo meget belejligt at problematisere det tal – det er både alt for højt og alt for upræcist, hedder det – for så undgår man at tale om det centrale: Det massive svigt fra myndighedernes side.

Lad mig i ti punkter adressere kritikken af rapportens talmateriale.

1. Tallet 250.000 er et groft, metodisk estimat over et halvt århundrede, ikke en liste over navngivne ofre, og skal derfor læses som en størrelsesorden, ikke som et eksakt regnskab. At kritisere tallet for ikke at være præcist, er at angribe det for noget, det aldrig har påstået at være, vel at mærke uden at levere et bedre alternativ.

1. Vi ved fra offerundersøgelser, at seksuelle overgreb er voldsomt underanmeldte, og at officielle tal kun fanger en brøkdel af de reelle overgreb. Når systemet strukturelt underregistrerer voldtægt, er det mere sandsynligt, at et estimat er for lavt end for højt. Fejlen ved at undervurdere omfanget er i øvrigt langt mere alvorlig end fejlen ved at overvurdere det en smule. Hvis man lægger tallet for lavt, oversættes det direkte til for få efterforskninger, for få domme og endnu flere ofre, der aldrig bliver taget alvorligt.

1. Årtiers dokumentation viser, at politi, medier og socialmyndigheder aktivt har undladt at handle i kendte sager og ofte har nedtonet eller henlagt overgreb. Et system, der så længe har svigtet ofrene, har ringe troværdighed, når det nu igen insisterer på, at problemet nok ikke er så stort. Tilliden er tyndslidt. Desværre har vi ikke pålidelige tal, og det skyldes udelukkende det officielle systems manglende vilje til at belyse skandalen. Man må også spørge, hvor incitamenterne ligger. For myndigheder og regeringer har alt at vinde ved at få tallet så langt ned som muligt – færre erstatninger, mindre ansvar, mindre politisk uvejr.

1. Der har været for mange løgne, cover-ups, fornægtelser, fortrængninger og benægtelser. Vi har konkrete eksempler på, at embedsmænd og lokale myndigheder forsøgte at forhindre medier og ministre i at afsløre skandalerne, og at kritisk information blev tilbageholdt. Når der har været dokumenterede forsøg på cover‑up, er det rimeligt at møde de samme aktører med skepsis, når de vil nedjustere tallet.

1. Whistleblowere – politifolk, socialarbejdere, aktivister – beretter om degraderinger, chikane og marginalisering, når de forsøgte at gøre opmærksom på overgrebene. Når systemet straffer dem, der taler om omfanget, er det logisk, at sandheden om antallet af ofre bliver undertrykt.

1. Tal for vold og overgreb viser, at to millioner kvinder årligt udsættes for vold i Storbritannien, og at mørketallet er enormt. I den sammenhæng er det ikke urealistisk, at organiserede overgreb som dem, der indgår i den aktuelle rapport, over mange årtier kan tælles i mange tusinder.

1. Rapporten peger også på et trecifret antal områder med dokumenterede eller sandsynlige groomingmønstre, altså et nationalt, ikke lokalt afgrænset problem. Tidligere lokalrapporter (Rotherham m.fl.) taler om tusinder af ofre og understreger selv, at deres tal er forsigtige og ufuldstændige. Når man fordeler et forsigtigt gennemsnitligt antal ofre på hvert område over 30–50 år, er det ikke urealistisk, at man kommer op i en størrelsesorden, der ligner rapportens estimat.

1. De fleste kritikere nøjes med at kalde 250.000 “overdrevet” eller “sensationspræget” uden at opstille en stringent metode, der lander på et andet tal. At råbe “det kan ikke passe” er ikke et argument, før man viser, hvordan man selv ville beregne omfanget, og hvor man så ender. Det er også bemærkelsesværdigt, at den statistiske nidkærhed først melder sig nu. I årtier accepterede man ekstremt ufuldstændige og lave tal uden nævneværdig metodekritik, men så snart et estimat peger på hundredtusinder af ofre, mobiliseres en kritisk sans, der aldrig før har været i brug. Og selv hvis 250.000 skulle vise sig at være for højt, er det næste spørgsmål jo: hvor meget? Et samlet tal på 50.000 eller 100.000 over årtier ville stadig være en historisk skandale, og netop derfor bliver talfikseringen en måde at fortrænge det egentlige problem på. Kravet om ‘helt sikre tal’ bliver dermed selv en del af fortrængningsmekanismen.

1. Når man gør debatten til et spørgsmål om, hvorvidt det præcise estimat hedder 250.000 eller noget mindre, flytter man opmærksomheden væk fra den egentlige skandale: at titusinder eller hundredtusinder af børn blev svigtet. Selv hvis tallet senere justeres ned, ændrer det ikke ved, at omfanget er historisk, og at institutionssvigtet er kernen. For de myndigheder og meningsdannere, der altid har været bange for at tale om de mørkeste sider af indvandringen, gælder det naturligvis først og fremmest om at gøre et tal til problemet.

1. Det er rigtigt, at vi ikke kender det nøjagtige tal og næppe kommer til at kende det foreløbig, blandt andet fordi mange ofre aldrig melder sig, og mange stadig er bange for at blive kaldt racist, hvis de taler om sagen. Netop den usikkerhed taler for at tage det høje estimat alvorligt som advarselsflag; det taler ikke for at lægge tallet væk og håbe, at det nok er mindre slemt.

For de piger og kvinder, der er blevet misbrugt at tilvandrede klaner, er det mindre vigtigt, om det endelige estimat hedder 250.000 eller 180.000 eller 25.000. Det afgørende er, om samfundet endelig tager mønstret alvorligt; at gøre sig lystig over tallet eller gøre det til hovedproblemet opleves med rette som endnu en bagatellisering.

Hvis vi reducerer debatten til et tal, gentager vi præcis det institutionssvigt, rapporten afslører.

Af Kasper Støvring