Radikaliseringen af USA’s demokratiske parti bliver stadigt dybere og går ubegribeligt hurtigt. Det er nu næppe nogen overdrivelse at betegne det politiske billede som totalt forandret siden 2020. Skellet mellem de to store partier, demokraterne og republikanerne, kan ikke længere beskrives som politisk i vanlig forstand, men må snarere kaldes post-politisk.

Det demokratiske partis radikalisering medfører, at det nu er træffende at kalde republikanerne et konservativt og traditionalistisk parti og demokraterne et socialistisk/kommunistisk, hvis mest aktivistiske elementer åbent agiterer for en revolutionær omstyrtelse af den orden, der fundamentalt set har været ledetråden eller drømmen gennem USA’s 250-år-lange historie.

Ja, der var engang slaveri, men demokraterne, der fortsætter med at rive deres politiske modstandere denne modbydelige institution i næsen, glemmer, at deres eget demokratiske parti var slaveejernes parti, og at Abraham Lincolns republikanere opstod som politisk parti i opposition til slaveriet. Efter at slaveriet var afskaffet, blev sydstaternes demokrater ved med at undertrykke de sorte og berøve dem deres borgerrettigheder. Sådan blev det ved indtil borgerretslovene i 1964.

Og nu skal Abraham Lincolns republikanske arvtagere høre på beskyldninger om racisme!

For et greje dybden af den konflikt, der er ved at rive USA fra hinanden, er det lærerigt at bemærke meningsmålingerne.

Ifølge en måling fra The Economist/YouGov siger næsten fire ud af ti demokrater, at de skammer sig over at være amerikanere. Tager man befolkningen som helhed, siger 12 pct., at de i nogen grad skammer sig, mens 8 pct. meddeler, at de er meget skamfulde. For republikanerne forholder det sig omvendt. Det store flertal bekender sig som stolte eller meget stolte over at være amerikanere, mens kun 3 pct. siger, at de skammer sig.

I en meningsmåling refereret af CNN (ikke nogen ven af republikanerne) blev et repræsentativt udsnit af befolkningen spurgt, hvad USA’s nationaldag, den 4. juli, betyder for dem. Det store flertal af de republikanske vælgere, nemlig 65 pct., meddelte, at de ville fejre dagen, mens det kun gjaldt 24 pct. af de demokratiske. I 2001 meddelte 68 pct. af republikanerne og 65 pct. af demokraterne, at de ville hejse Stars and Stripes. Nu siger næsten lige så mange republikanere, nemlig 65 pct., at de vil flage, mens det kun gælder 27 pct. af demokraterne. Der er med andre ord sket et brat fald i demokraternes patriotisme.

Samme tendens viser sig, når vælgerne bliver spurgt om deres holdning til kapitalismen. 55 pct. af de demokratiske vælgere, siger nu, at de i større eller mindre grad tager afstand fra den kapitalistiske markedsøkonomi.

Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, at erklærede socialister netop har vundet en række primærvalg, bl.a. i New York, hvor etablerede demokrater er blevet vraget til fordel for kandidater, der kalder sig demokratiske socialister, men vel snarere burde kaldes kommunister, hvilket også gælder byens demokratiske borgmester, Zohran Mamdani. De lægger ikke skjul på, at deres endemål er at ophæve den private ejendomsret og beskatte ”de rige”.

Antisemitisme er også et gennemgående træk ved disse fremstormende revolutionære.

Problemet med at ville pålægge milliardærer nye skatter er, at ikke bare milliardærerne, men betydelige dele af de ikke så rige foretrækker at flygte fra socialistisk styrede stater som New York og Californien for at slå sig ned i republikanske stater som Texas og Florida. Og de bringer naturligvis deres penge, virksomheder og arbejdspladser med sig, hvilket er med til at udhule de socialistiske staters beskatningsgrundlag. Hertil kommer, at udvandringen fra demokratisk til republikansk styrede stater medfører en forskydning i det antal medlemmer af Repræsentanternes Hus, som de enkelte stater kan tilkomme.

Som det har vist sig gang på gang gennem historien, er demografiske ændringer mere fundamentale og bestandige end mere eller mindre flygtige politiske forskydninger.

USA nærmer sig med stormskridt en politisk kløft, der begynder at minde om det svælg mellem Nord- og Sydstaterne, som førte til borgerkrigen 1861-1865. Forskellen er, at sydstaterne denne gang står på frihedens side, mens nordstaterne svælger i kommunistiske og autoritære drømmesyner.