Jeg har spist af den forbudne frugt: Jeg har set filmen Citizen Vigilante, der er forbudt i Tyskland og umulig at se i Danmark, hvis ikke det var fordi, Elon Musk netop har lagt den på X  i sin fulde længde.

Selvfølgelig måtte jeg da hurtigst muligt se en film, der er forbudt, og som behjertede sjæle advarer stærkt imod. Vi mennesker drages af overskridelsen. Det forbudte må rumme væsentlige hemmeligheder. Hvis man ikke vil have folk til at se filmen, fordi man frygter vold mod indvandrere og indvandringsvenlige politikere, så skal man da selvfølgelig ikke forbyde filmen. Hvor dum har man lov at være?

Dårlig kunst, men ikke uinteressant

Lad det være sagt med det samme. Det er en usædvanlig film. Usædvanlig dårlig, men også usædvanlig interessant. Som filmkunst giver jeg den én ud af fem stjerner. Men som kulturelt fænomen får den max point. Jeg har aldrig set noget lignende.

Uwe Bolls film med Armie Hammer som vigilante-figuren Sanders er en æstetisk elendig, politisk vulgær film, som alligevel siger noget rigtigt om Europas tilstand, noget, der åbenbart er så rigtigt, at den må forbydes. Den afslører et kontinent med høj indvandring, svag retsstat og en voksende vilje til at censurere radikal kunstnerisk eller intellektuel indvandringskritik. Det burde bekymre langt mere end Bolls hang til blod og klichéer.

Citizen Vigilante vil være en moderne Death Wish, Taxi Driver eller Dirty Harry for et europæisk publikum, men den har hverken den tragiske tyngde, den psykologiske dybde eller den formmæssige stringens, som gør vigilante‑filmen til en seriøs genre.

De tre bemeldte film er mesterværker inden for deres genre, men Bolls film er rodet fortalt med lange, tomme scener, hvor intet sker, og hvor hovedpersonen Sanders udleverer monologer i stedet for at udvikle sig, og fortæller pointer til os, som om vi var fatsvage.

Vigilanten er i filmhistorien netop interessant, fordi han er tvetydig. Han løser et reelt problem, men underminerer samtidig retsstaten. Boll reducerer denne tvetydighed til et simpelt regnskab. Europa er under angreb fra kriminelle migranter, staten svigter, og den vrede borger har kun ét valg: Mordet. Som kunst er det banalt.

Netop derfor er filmen fristende at afskrive, især for de politisk korrekte. Men det ville være en fejl.

Vigilanten som symptom på et svigt

For det bemærkelsesværdige ved Citizen Vigilante er det politiske symptom, den artikulerer. Sanders er den figur, som opstår, når almindelige borgere oplever, at staten ikke længere beskytter dem mod vold, overgreb og krænkelser begået af indvandrere. Karikaturen bygger på noget 100 procent genkendeligt: grooming‑bander,  gruppevoldtægter, knivoverfald, drab og lynchninger af unge, hvide drenge, gentagende domme uden udvisning, og en liberal elite der hellere taler om “inklusion” og ”tolerance” end om retfærdighed.

Det er denne tillidskrise, filmen lever af. Den iscenesætter en mand, der ser på domstolenes milde straffe, de politiske undskyldninger og mediernes omskrivninger og beslutter, at nok er nok. Det er selvtægt, og det er uacceptabelt (særlig grelt er filmens beskrivelse af nedslagtningen af en hel indvandrerfamilie, altså kollektiv straf, og af menige politifolk, der blot gør deres arbejde), men det er også et billede på, hvordan en retsstat kan undergrave sig selv, hvis den konsekvent nedprioriterer borgernes sikkerhed.

Et reelt behov: mindre indvandring, stærkere retsstat

Citizen Vigilante er en grotesk fantasi om, hvad der sker, når staten ikke vil tage dette ansvar. Men grotesker har en pointe: De overdriver for at vise konturen af noget virkeligt. Her konturen af et Europa, der hellere vil moralisere over vigilanten end over gerningsmanden.

Så længe denne diagnose kan diskuteres frit, er der håb. Sagen er bare, at den statslige censur er gået amok. 12.000 årlige arrestationer i Storbritannien for digitale ytringer, og nu det aktuelle eksempel med det tyske forbud mod at vise Uwe Bolls film. Pludselig er problemet ikke længere de voldtægter, filmen refererer til; problemet er, at nogen viser dem i et stykke fiktion.

Anarkotyranniet har manifesteret sig. Staten har opgivet at håndhæve lov og orden for i stedet at censurere, kontrollere og overvåge lovlydige borgere og styre billederne, ordene og fortællingerne.

Det er ud af dette anarkotyranni, at selvtægt – og film om fænomenet – fødes.

Eskalationens logik: fra selvtægt til borgerkrig

Vi har ikke brug for selvtægt; vi har brug for stater, der gør deres arbejde. Vi har brug for grænser, der kontrolleres, domstole, der straffer, politiske eliter, der tager borgernes frygt alvorligt.

Kunsten skal være radikal, provokerende og kritisere indvandring. Alt for længe har vi manglet den slags. Det, der derimod ikke må ske, er, at staten gør sig til æstetisk dommer over, hvilke politiske billeder borgeren må se. Den autoritære liberalisme er bange for sin egen befolkning, som Vance sagde sidste år. De ord er lige så rigtige i dag som dengang.

Citizen Vigilante er en virkelig dårlig film. Men den er et vigtigt spejl. For hvem er det, der har skabt Sanders?

Af Kasper Støvring

https://readysteadycut.com/2026/06/21/citizen-vigilante-review/