Ja, det er sommer – næsten, hvis man ser bort fra talrige gråvejrsdage og kølige temperaturer – og folk har andet at tage sig til end beskæftige sig med Iran. Da jeg imidlertid har rodet mig ud i at skrive om den iranske krig, ser jeg ingen anden udvej end at blive ved. Så kan mine følgere tage det til sig eller lade være.

Vi burde på dette tidspunkt have lært, at man med fordel kan se bort fra de talrige udmeldinger om krigens gang og eventuelle afslutning, som bliver sprøjtet ud fra Trump, det iranske regime og Pakistan. Det eneste, man kan forholde sig til, er, hvad man rent fysisk kan konstatere. Når den amerikanske præsident således fortæller, at en ”aftale” (deal) vil blive underskrevet i dag, er det muligvis sandt og muligvis ikke. Og hvis det skulle ske, er det vigtigt at huske, at det ikke vil være nogen rigtig aftale om krigens afslutning. Det, der synes at ligge på bordet, er en aftale om at forhandle om en aftale, som skal føre frem til 60 dages forhandlinger om en endelig aftale og så videre. Med andre ord vil der i bedste fald blive tale om endeløse diplomatiske manøvrer af den slags, som de iranske magthavere har vist sig som mestre i de seneste 47 år. Årtiers vestlige imødekommenhed har ikke medført andet end en lang næse, idet iranerne ikke har holdt et eneste løfte, de har givet.

I går citerede Fox-kommentatoren Mark Levin (se link) den store gamle, nu afdøde, islamkender Bernard Lewis, som gjorde opmærksom på, at de iranske magthavere ikke betragter sig som regering i et normalt land eller som varetager af traditionelle nationale interesser. De er ligeglade med Iran og iranerne, men mener sig sat i verden som forkæmpere for en ideologi, hvis indhold regimets skaber, ayatollah Khomeini, uden omsvøb betegnede som vold. Khomeini havde ikke andet end hån tilovers for dem, der fablede om islam som en fredsommelig religion. Der kan ifølge den iranske revolutions guru aldrig blive fred med den verden, der ikke vil bøje sig for Allahs blodtørstige formaninger.

Kort sagt er krig selve regimets formål. Man kan derfor ikke forhandle med det i forventning om, at aftaler vil blive overholdt. Enhver såkaldt aftale vil af Teherans blodtørstige magthavere blive opfattet som de vantros knæfald og blot give dem mere blod på tanden til nye voldshandlinger.

Præsident Trump forhandler ikke med en normal regering for et normalt land, men med en ideologisk drevet besættelsesmagt – som bl.a. den eksiliranske tv-kanal, Tousi TV, gentagne gange har understreget. Man må derfor spørge, hvad Trump håber at opnå med sine forhandlinger.

Det skulle da lige være at skabe splittelse blandt besættelsesmagtens ledere og tilhængere, hvoraf en del er blevet nervøse over Trumps påstande om at have en aftale på plads. Tousi TV kunne i går bringe optagelser af larmende demonstrationer af regimetilhængere, der var opbragte over udsigten til, at de iranske forhandlere havde bøjet sig for krav fra Den Store Satan. Bl.a. krævede de ”død” over regimets udenrigsminister, Abbas Araghchi. Det er tydeligvis et voveligt forehavende at forhandle med Trump.

Måske er regimets fald Trumps egentlige formål med de latterlige forhandlinger.