Svenske skoler er i dag præget af sprogproblemer, trusler, dominerende adfærd og elever, der ifølge enkelte lærere ikke accepterer kvindelige autoriteter. Samtidig trækker skoleledelsen sig tilbage af frygt for konflikter og beskyldninger om racisme.

Det mener ungdomsskolelæreren Maria Liljedahl, som i et interview med Jonas Andersson fra Samnytt beskriver, hvordan indvandringen ifølge hende har ændret skolekulturen i grunden.

Læreren Liljedahl i Köping, som også er politiker for Sverigedemokraterna (SD), fortæller, hvordan indvandringen har ændret kulturen i skolerne i Sverige – ikke kun sprogligt og videnmæssigt, men også socialt og hierarkisk.

»Jeg tror, at en meget stor del handler om indvandringen. Den har jo ændret kulturen i skolen utroligt meget«, siger hun.

Liljedahl mener, at respekten for lærerrollen er blevet kraftigt svækket, og at visse former for adfærd er blevet betydeligt mere almindelige i takt med, at elevsammensætningen har ændret sig.

»Noget, man ikke oplevede før, bortset fra måske hos nogle få elever, var jo denne dominerende adfærd, som vi ser nu. Og der er det jo næsten sådan, at vores elever bliver mere udsat for det«, siger hun.

Hun mener også, at denne dominerende adfærd allerede er synlig i folkeskolen.

Er det svenske elever, der bliver mest udsat for denne dominerende adfærd?

»Ja, det er svenske elever, men det er også kristne elever fra andre land. De har skabt et hierarki. For os er dette jo meget mærkeligt«.

Kan man sige, at dette er en muslimsk dominansadfærd?

»Ja, netop. Men det gælder jo ikke alle. Det afhænger lidt af, hvor man kommer fra, og hvilken slags familier der er tale om«.

Mange lærere beskriver, at de er bange for visse elever og deres familier og klaner. Genkender hun det billede?

»Der er nogle få her i Köping, men det er ikke så udbredt, som jeg har hørt om andre steder – og vi har alligevel en højere andel indvandrere her end i andre kommuner«.

Nogle elever har svært ved at acceptere kvindelige lærere. De kan hænge ud af vinduerne og råbe »luder« til mødre, der kommer for at hente deres børn. Man respekterer ikke kvinder.

Liljedahl beskriver også, hvordan sprogproblemerne påvirker undervisningen langt mere, end mange uden for skolen forstår. Ikke kun i kontakten med forældrene, men i selve indlæringen.

»Man må virkelig tænke nøje igennem, hvordan man udtrykker sig, for at det skal være forståeligt for alle. Nogle gange må man gå ned på et meget lavere niveau, end man ellers ville have haft brug for«, fortæller hun til Samnytt.

Som eksempel nævner hun, hvordan elever mangler grundlæggende referencerammer, som tidligere blev taget for givet. Man er helt sikker på, at alle ved, hvad et pindsvin er. Eller hvilken blomst man taler om. Og så sidder der pludselig elever, der ikke forstår dette.

Konsekvensen bliver, at undervisningen forenkles for hele klassen. Selv nogle, der er født i Sverige, kan have et utroligt dårligt ordforråd.

»Vi bliver enklere i sproget. Og det er jo ikke godt. Når vi sænker niveauet, fører det jo til, at vi ikke kan løfte andre elever ordentligt«.

Hun beskriver også, hvordan udviklingssamtaler og akutte situationer bliver sværere, når forældrene ikke taler svensk.

»Hvis der sker noget, og man skal ringe hurtigt, så er det jo et problem. Vi er heldige, at vi har arabisktalende personale, der hjælper os indimellem, men hvis en skole ikke har de ressourcer, er det meget værre«, siger hun.

Samtidig retter Liljedahl kritik mod, hvordan svenske skoler og skoleledere håndterer adfærdsproblemer. Hun mener, at mange voksne trækker sig væk af frygt for konflikter, anmeldelser eller aggressive forældre.

Begreber som racisme og islamofobi bruges rutinemæssigt i skolemiljøet – ikke som velovervejede anklager, men som en måde at slå tilbage mod autoriteter eller undgå ansvar for sin egen opførsel.

Liljedahl mener også, at den nuværende læreplan stiller drenge dårligere og belønner egenskaber, som piger generelt udvikler tidligere. Læreplanen er desuden stærkt ideologiseret.

Hvis hun selv fik lov til at ændre skolesystemet uden hensyn til politisk korrekthed, ville fokus ligge på disciplin, struktur og autoritet.

»Jeg ville først sørge for, at læreryrkets anseelse blev styrket, og at vi fik mere traditionel klasseundervisning tilbage«, udtaler hun.

Hun afslutter med en kommentar om, hvor langt lærerrollen efter hendes mening har bevæget sig væk fra sin oprindelige opgave.

»Lærere skal få lov til at være lærere og ikke beskæftige sig med sådan noget vrøvl«, mener Maria Liljedahl.