Hvem vil ikke gerne udkomme på et stort og etableret forlag?

Et forlag, der ved hjælp af en god redaktør kan gøre manuskriptet bedre, som kan sælge bogen i større omfang gennem netværk i presse og boghandlere, som har penge til at annoncere bogen de indbringende steder, og som leverer et stempel, der får redaktører til at bringe en anmeldelse?

Jeg var sammen med min medforfatter Frederik Christensen så heldig at vinde Kristeligt Dagblad Forlags debatbogskonkurrence om “krigen som arv og aktuel udfordring”, der sikrede, at vores nye bog ”Tragisk realisme” kunne udgives på det hæderkronede forlag. Andre, de fleste, er ikke så heldige.

Men jeg tror, den tid er ved at være forbi. Selvudgivelser vil blive mere og mere attraktivt. Ikke fordi kunstig intelligens både kan hjælpe med at skrive hele manuskripter eller levere den nødvendige sparring, som redaktørerne tidligere stod for. Ingen har brug for AI’s generiske og upersonlige tekst.

Vi har derimod brug for personligt engagerede tekster og forfattere, der tør bryde konsensus. Og netop derfor tror jeg, at selvudgivelse – i bogform og på nettet, i bøger og artikler – bliver fremtiden.

For det etablerede system er også et filtreringssystem, der holder dissidenter nede. Systemet omfatter både forlag og anmeldere, som jeg har skrevet om på det seneste både her og her.

Matt Goodwin er lige nu aktuel med en storsælgende bog om indvandringskritik, som han selv har udgivet i Storbritannien. Hans argumenter for at selvudgive er værd at lytte til.

Forlagene er ikke neutrale

Goodwin påpeger, at de store forlag ikke er upartiske institutioner drevet af sandhedssøgen og litterær kvalitet. De hælder mod en venstreliberal verdensanskuelse og bekymrer sig langt mere om race, køn og seksuel diversitet end om mangfoldighed i tænkning.

En forfatter, der udfordrer den herskende konsensus om indvandring, national identitet eller multikulturalisme, kan ganske enkelt ikke forvente at blive behandlet på samme vilkår som forfattere, der bekræfter det, alle i systemet allerede mener.

De få afvigende stemmer, der alligevel slipper igennem, får ikke den samme opbakning, det samme salgsapparat i ryggen, den samme opmærksomhed.

Redigering som censur

Selv hvis et kontroversielt manuskript mod forventning accepteres, venter der en ny forhindring.

Det lander på skrivebordet hos en ung redaktionsassistent, nyuddannet fra et af de store universiteter og fuldt fortrolig med tidens politiske korrekthed. Her begynder den stille omformning.

Passager skæres til. Argumenter afrundes. Det, der var skarpt, bliver ufarligt. Det, der var provokerende, bliver acceptabelt. Og efter endnu en runde hos sensitive læsere og jurister er manuskriptet et andet end det, forfatteren afleverede.

Goodwin kalder det ikke redigering. Han kalder det narrativ kontrol.

Markedsføringen som filter

Processen slutter ikke ved redaktionen. Markedsføringsafdelingen er den næste forhindring, og den er fyldt med mennesker, der ikke brænder for bogen, og måske ligefrem ønsker, den ikke fandtes.

En forfatter, der har brugt år på sit manuskript, ender med at sidde over for folk, der i bedste fald går den slagne gang. Bogen udgives, men den prioriteres ikke. Den er til stede i systemet uden at være en del af det.

Goodwins svar er at gå en omvej. Selvudgivelse er for ham ikke et tegn på, at systemet slog ham ud af kurs. Det er et bevidst valg om at gå uden om systemet. At gå direkte til læseren, uden filtre, uden udvanding. Han har tusindvis af følgere på sociale medier og kan føre bogen direkte ud til dem.

Resultatet taler sit tydelige sprog: Bogen ”Suicide of a Nation” ligger nummer to på den britiske non-fiction-liste.

Det danske billede

Goodwins erfaring er britisk, men mønstret genkendes herhjemme. Forlagsverdenen er lille, anmelderkredsen er endnu mindre, og den, der skriver mod strømmen, mærker hurtigt modstanden.

Det kræver ikke forbud eller åbenlys censur. Det er nok, at portene lukker sig stille og diskret, at bogen ikke anmeldes, at anmeldelsen er nedladende, at invitationerne til bogsaloner udebliver. Dissidenten behøver ikke ties ihjel. Han kan bare ikke høres. Et aktuelt amerikansk eksempel viser, at selv anmeldelser, der allerede er bragt, tages ned efter politisk pres.

Men det ændrer sig. Substacks, podcasts og selvudgivne bøger er ved at bygge en ny infrastruktur for den frie tanke uden om de institutioner, der i årtier har haft monopol på, hvad der er værd at læse.

Af Kasper Støvring