Da Trump blev valgt, varslede han en ny MAGA-guldalder. Nu drømmer hans kritikere om trumpismens endeligt.

Chefredaktør Martin Krasnik  er en af de håbefulde. Trump “fører Amerika ind i mørket”, og kun borgerne i det åbne samfund kan stoppe ham. Efter ICE-drabene på to demonstranter i Minneapolis vil befolkningen gøre oprør og gøre præsidenten handlingslammet.

Dette håb hviler på tre forudsætninger: At Minneapolis-drabene er et vendepunkt. At anti-Trump-stemningen er stærkere end det konservative vibeshift. At midtvejsvalgets historiske mønster gælder automatisk.

Spørgsmålene fortjener en grundig afprøvning.

Det konservative vibeshift

Krasniks analyse overser noget fundamentalt: Der er sket et tektonisk kulturelt skifte, som medieklassen ikke har forstået. Trumps valgsejr var ikke årsagen til dette, men en effekt af det.

Matt Goodwin har dokumenteret omfanget. Mest slående er generationsskiftet. 75-årige hvide mænd stemte mere på Kamala Harris end 20-årige hvide mænd. Gen Z er potentielt den mest konservative generation i 50-60 år. Især unge mænd vender ryggen til en progressiv kultur, der placerer dem nederst i det moralske hierarki. De kaldes ”toksiske”.

Bag dette ligger et nyt medie-økosystem. Elon Musks overtagelse af X er det mest opsigtsvækkende, og det er ikke et forbigående fænomen, men en strukturel transformation.

Og hvem fremstod egentlig som ekstremisten ved det amerikanske valg? 49 procent af vælgerne følte Harris var mere liberal end dem selv. Kun 39 procent følte Trump var mere konservativ end dem. Trump, ikke Harris, blev set som den moderate, mens eliten arbejdede overarbejde for at overbevise landet om det modsatte. Demokraterne rykkede så langt til den kulturelle venstrefløj, at de sprang ud over klippen og efterlod vælgerne måbende.

Hertil kommer en anden misforståelse. 78 procent af vælgerne prioriterede konkret forandring frem for at bevare institutionerne. Vælgerne ønskede ikke stabilitet, men et chok til systemet. Trump legemliggjorde præcis det chok.

Det er altså slet ikke givet, at “det åbne samfunds borgere” vil rejse sig mod Trump. Og det er ikke blot et amerikansk forhold.

I Australien stormer det højrenationale One Nation frem. Efter det antisemitiske Bondi-angreb rykkede sikkerhed og grænsekontrol øverst på dagsordenen. ”Globalize the Intifada betød massemord, og australierne synes at have forstået det. Mainstream-højrefløjen “bløder til højre”, fordi de er for systemloyale.

Men anti-Trump-gevinsten er reel

Men man skal ikke afvise det modsatte signal. Lars Løkke vinder i Danmark på det, Eva Selsing kalder “performativ patriotisme” omkring Grønland, og som hun påpeger: Løkke skrev under på Marrakech-erklæringen, støttede koranloven, lod migranter strømme frit gennem Danmark i 2015, og arbejder for arbejdskraftindvandring fra bl.a. Afrika.

Så længe det lyder rigtigt om fædrelandet, glemmer borgerligheden tilsyneladende alt.

Hvor længe holder illusionen?

I USA eksisterer anti-Trump-energien stadig. Efter Minneapolis-drabene mener 61 procent, at ICE er gået for langt. Disse tal kan dog vende hurtigt.

Fergusons advarsel: Six-Year Itch

Historikeren Niall Ferguson har en kedelig besked til Trump-tilhængere: Næsten alle præsidenter vil i deres anden periode tabe terræn ved midtvejsvalget. Selv stærke økonomier reddede ikke Reagan og Obama. Trump har nu en god økonomi anskuet ud fra olie, aktier og den lave arbejdsløshed. Men hans vælgeropbakning er dårlig på alle nøgleemner: Indvandring, økonomi og inflation.

Som Ferguson vurderer: “If I were a Republican strategist, those numbers would freeze my blood.”

Men der er én undtagelse: Bill Clinton 1998. Afgørende for hans succes var særligt, at hans modstandere gik over gevind. GOP blev så besat af Lewinsky-skandalen, at vælgerne fik kvalme af den konstante skandalefokus.

Spørgsmålet er, om demokraterne begår samme fejl mod Trump i dag.

Konklusion: Vi står kun over for en progressiv guldalder, hvis vibeshiftet pludseligt vender – ikke meget tyder på det. Hvis økonomien kollapser – men den er indtil videre stærk. Hvis demokraterne ikke overreagerer, og hvis de finder en stabil og moderat modkandidat – det har de endnu ikke formået.

Af Kasper Støvring