Christian Tafdrups mesterlige gyser Speak no Evil fra 2022 er en perle i dansk filmhistorie. En regulær nyklassiker.

Jeg fik lejlighed til at gense filmen for nylig og blev bekræftet i, at det er den måske mest nådesløst kritiske fremstilling af det, man kunne kalde det humanistiske eller progressive menneske til dato i dansk film. Ok, der er ikke så mange konkurrenter, men alligevel…

Hvorfor er filmen så god? Lad os se lidt nærmere på den. Og har du ikke set den, så gør det og undlad at læse videre, hvis du ikke vil plotspoiles.

I filmens slutscene stenes de danske forældre, Bjørn og Louise, til døde. Kort forinden er deres barn kidnappet af det hollandske par, Patrick og Karin, der til sidst slår dem ihjel.

Det er en scene, der chokerer, ikke bare ved sin vold, men ved sin omvending af evangeliets ord: “Lad den uden synd kaste den første sten.”

For hvad nu hvis det hollandske par ifølge filmens logik faktisk har ret til at dømme? Hvad hvis de egentlige monstre i Speak no Evil ikke er det sadistiske morderpar, men de civiliserede danske forældre der svigter sig selv og deres barn?

Det egentlige forræderi

Filmens geniale provokation ligger ikke i portrættet af ondskaben. Sadistiske psykopater er velkendt territorium.

Den ligger derimod i afsløringen af en anden form for umenneskelighed: et svigt maskeret som anstændighed. Hollænderne er ærlige i deres ondskab. De skjuler ikke, hvad de er. De lover ingen beskyttelse, ingen kærlighed, ingen omsorg.

Men de danske forældre lover netop dette. Og bryder løftet.

Gennem hele filmen ser vi øjeblikke, hvor de kunne have handlet. Når de opdager, at drengen Abel ikke har nogen tunge og derfor ikke kan tale om ondskaben. Når det hollandske værtspar overskrider deres grænser igen og igen. Når deres datter Agnes græder og beder om at komme hjem.

I hvert øjeblik vælger de anstændigheden. De tier med deres ubehag. De smiler og bliver. De vil ikke “ødelægge stemningen”.

Det er forræderi mod det mest fundamentale: ansvaret for dem, der er nærmest, dem, man skal beskytte, ultimativt ens eget barn.

Det ondeste ord: Nej

Hvorfor kunne de ikke bare sige nej?

Fordi “nej” er blevet det ondeste ord i den progressive middelklassekultur, filmen spidder. At sætte grænser er blevet synonym med intolerance. At afvise andre er blevet diskrimination. At stole på sin intuition om risici og farer er blevet fordomsfuldhed.

Filmens afgørende scener viser det.

Det hollandske værtspar overtræder hver eneste social konvention. Og hver gang vælger Bjørn og Louise at tie af frygt for at virke småborgerlige, snerpede, intolerante. Særligt Bjørn virker ubevidst draget mod overskridelsen. Først efterfølgende tager Louise til genmæle, men uden at bakke ordene op med konsekvens.

At undlade at dømme kræver ikke nogen højt besungen tolerance. Det kræver blot manglende rygrad. Ægte dømmekraft kræver mod og vilje til konflikt. Men det danske par er blevet opdraget til at tro, at al grænsesætning er af det onde, at al mistanke er synd.

Deres tolerance er intellektuel letsindighed. De er socialiserede ind i en humanistisk kultur, og det koster dem deres barn og deres eget liv. De har undladt at handle mod ondskaben, og stenes for deres synd.

Når vreden forsvinder

Det mest foruroligende ved Bjørn og Louise er ikke deres frygt. Det er deres mangel på vrede.

Selv når de konfronteres med det åbenlyse – den stumme dreng, de stadige krænkelser, Patricks umiskendelige sadisme – formår de ikke at mobilisere vrede. De søger derimod at forstå, at forklare, at undskylde værternes adfærd. Derfor resignerer de.

Ondskaben findes ikke, den må ikke findes og slet ikke udpeges og udsiges. På den måde får filmens titel sin dobbeltbundne betydning.

Aristoteles lærte, at vrede over det rette, på det rette tidspunkt og i den rette grad ikke er synd. Det er dyd. Manglen på harme over det onde er ikke humanisme. Det er svaghed.

For sent opdager Bjørn og Louise, at de er gået i en fælde. Men selv der, er de handlingslammede. Den tæmmede danske mand, Bjørn, kunne overtage bilen, da Patrick er steget ud for at pisse i grøften. Men han gør intet.

”Hvorfor gør I det mod os?”, spørger Bjørn til sidst. ”Fordi vi kan”, svarer Patrick.

Det europæiske svigt

Det danske par er produkterne af en kultur, hvor al modstandskraft er blevet mistænkeliggjort.

Vi lærer at ”konfliktnedtrappe”. At ”forstå” frem for at fordømme. Det er budskabet i ”det nye børnesyn”, terapeuter hele tiden taler om. Konflikter skal “bearbejdes”, ikke vindes. Politikere tier om voldtægtsstatistikker af frygt for at blive kaldt racister. Journalister undertrykker information om gerningsmænds baggrund for ikke at “fodre højrefløjen”. Ledere kalder borgernes bekymringer for “hadefulde” frem for at håndtere problemerne.

Resultatet er mennesker, der er forsvarsløse, når ondskaben møder dem. For ondskaben responderer ikke på forståelse. Den udnytter den.

Uden retfærdig vrede er civilisationen værgeløs.

Speak no Evil viser mennesker, der svigter, ikke fordi de er onde, men fordi de er feje. Det er den europæiske velkomstkultur, der stenes til sidst. De humanistiske mennesker stenes af fjender, de selv har lukket ind.

Af Kasper Støvring, forfatter, ph.d.