Illustration: Montage baseret på foto af Zohran Mamdani (CC BY-SA 4.0) | redigeret

Medierne er gået i fuld feststemning over Zohran Kwame Mamdani – en lokal politiker i en by, der altid har stemt på Demokraterne – og har ophøjet ham til et globalt symbol på retfærdighed, mangfoldighed og frelse.

Denne entusiasme siger alt om journalisterne og intet om vælgerne. Journalister dyrker de rigtige ord – »retfærdighed«, ›inklusion‹, »lighed i resultater« – som om sproget i sig selv var politik. Således får enhver person, der bekræfter redaktionens verdenssyn, automatisk status som moralsk frelser.

Dette er ikke nyhedsformidling. Jeg vil snarere hævde, at det er et ritual. Norske og internationale mainstream-medier iscenesætter Mamdani som helten i et drama, de selv har skrevet – den idealistiske socialist mod den grådige præsident.

Medieritualet og fortællingen om de »gode«

Denne iscenesættelse af Mamdani som »folkets håb« følger et velkendt mønster. De samme redaktioner, der i årevis har dæmoniseret Trump, bruger nu lige så meget energi på at idealisere hans modsætning.

Pressen har gjort Trump til et symbol på alt, hvad der er ondt, og har derfor brug for en modsætning – en ny Messias, som de kan bruge som moralsk alibi.
I denne dramaturgi er Trump altid den farlige populist, mens Mamdani er den oplyste socialist.
Som Todd Gitlin beskrev i The Whole World Is Watching, er dette ikke længere journalistik, men narrativ dramaturgi – redaktionerne skriver historier, der skal vække følelser, ikke forståelse.

Eric Beecher kaldte det »nyheder som følelsesmæssig kapital« – et system, der trives på stemninger, ikke sandhed.

Et program for stagnation
Medierne viser ingen interesse for, hvad Mamdanis politikker faktisk indebærer.

Han lover gratis offentlig transport, prisstop og subsidierede butikker – foranstaltninger, der i praksis underminerer den økonomiske bæredygtighed. Alene busforslaget anslås at koste byen næsten 1 milliard dollar om året i tabte billetindtægter, ifølge MTA.

Samtidig foreslår han, at skattebyrden flyttes fra »fattigere og mørkere kvarterer« til »rigere og hvidere« kvarterer. Formuleringen findes i hans eget politikdokument – et sjældent ærligt indblik i den etniske klasselogik, der driver hans politik.

Sådanne foranstaltninger skaber bureaukrati, kvæler private initiativer og tømmer budgetterne.

Når staten påtager sig opgaven med at kontrollere priser og tjenester, forsvinder markedets evne til at tilpasse sig. Resultatet er færre boliger, svagere infrastruktur og højere leveomkostninger – præcis det, som vælgerne blev lovet, at han ville bekæmpe.
Han ønsker også at oprette kommunale købmandsforretninger, der ejes og drives af byen, hvor politikere fastsætter priser og udvalg. Ideen vækker minder om Sovjetunionen – den samme tro på, at staten kan planlægge sig til retfærdighed, så længe konkurrencen elimineres.

Fra politi til socialarbejdere

Men det stopper ikke der.
Mamdani har tidligere beskrevet afskaffelsen af privat ejendom som noget »ønskværdigt«. Han har kaldt politiet ›racistisk‹ og et »røveribureau« og var en af de førende fortalere for #DefundTheNYPD.
Han ønsker at overføre nogle af politiets opgaver til et nyt Department of Community Safety, hvor socialarbejdere vil reagere på hændelser i stedet for politiet. Politifagforeningerne har kaldt ham »den farligste lovgiver i staten«.
Han er blevet anholdt to gange under politiske protester – senest uden for Chuck Schumers hjem i 2023 – og omtaler dette som »civil ulydighed«.

Fra humanisme til Hamas

I udenrigspolitikken er mønstret det samme: moralske signaler forklædt som humanisme.
Han nægtede længe at fordømme Hamas efter 7. oktober og forsvarede sloganet »Globaliser intifadaen« som ›symbolsk‹. Først efter massivt pres sagde han, at Hamas »burde lægge våbnene«.
Han støttede lovforslaget Not On Our Dime, der angreb amerikanske organisationer, der støtter Israel. Lovforslaget var rettet mod amerikanske organisationer, der yder økonomisk støtte til Israel – især dem, der sender midler til civile projekter og bosættelser på Vestbredden, som Mamdani omtaler som »bosættervold« og sidestiller med støtte til terrorisme.
Bag facaden af aktivisme ligger et CV med meget lidt professionel erfaring uden for politik. Han har næppe haft noget fast arbejde, men har i stedet gjort karriere ved at bruge staten som et laboratorium for sociale eksperimenter – finansieret af andre.

Fortællingens vogtere

Alt dette resulterer i et program, der belønner forbrug frem for produktion, passivitet frem for initiativ og loyalitet over for politikere frem for innovation.
Hver ny udgift kræver et nyt lån. Hver ny regulering fjerner et initiativ. Hver ny runde af subsidier binder flere mennesker til statens budgetter.
Sådan forvandles løfter om retfærdighed til økonomisk stagnation. De offentlige udgifter stiger, væksten svækkes, og tjenesteydelserne mister kvalitet, fordi de skal leveres gennem et system, der ikke længere skal konkurrere.
Medierne forvandler økonomisk risiko til følelsesmæssig kapital. De leverer mening i stedet for indsigt og opbygger loyalitet omkring budskabet – ikke omkring sandheden.
Når fortællingen overtager fakta, mister demokratiet sin kompas. Offentligheden deltager i et moralsk teater, hvor journalister bestemmer, hvem der skal roses, og hvem der skal fordømmes.
På denne måde er pressen ikke længere en vagthund, men en fortællingens forvalter – og den, der forvalter fortællingen, forvalter magten.
Når medierne holder op med at beskrive virkeligheden og begynder at skrive moral, står samfundet tilbage uden en beskrivelse af virkeligheden – kun fortællinger, der kræver tro, ikke tankevirksomhed.

Foto: Dmitryshein — CC BY-SA 4.0 via Wikimedia Commons. Redigeret.