– At forklare islamisk martyrium til et vestligt publikum kræver et sprog, de forstår. Det handler ikke kun om døden, men om en blanding af raffineret kærlighed og dyb, eksistentiel visdom, som er vanskelig at formidle til dem, der ikke har det åndelige og følelsesmæssige grundlag. “Martyriet er stort set umuligt at forklare uden for de muslimske samfund,” skriver Ali Shariati i Martyrdom: Arise and Bear Witness.

I et lille, fattigt hus i udkanten af en palæstinensisk by hænger et portræt af husets søn. Helten. Hans navn bliver gentaget, hans ansigt bliver trykt på plakater, hans familie bliver hædret – og kompenseret økonomisk. Martyren. Symbolet.

De døde er i live

Hvor nogle kulturer betragter livet som ukrænkeligt, følger den islamiske martyrteologi den modsatte logik: Livet opnår kun sin højeste værdi, når det ofres. Martyren – shahiden – er ikke død:

– Og sig ikke om dem, der bliver dræbt for Allahs sag: ‘De er døde’. Nej, de er i live, men du er ikke klar over det. Koranen 2:154

Symboler dør ikke

I århundreder er martyriet blevet ophøjet, tilbedt og portrætteret af muslimer som det ædleste ideal. En mand, der dør for en højere sag, er ikke bare en mand, han bliver et symbol – og symboler kan ikke dø.

I islams tidlige historie blev martyrer forbundet med dem, der døde for at forsvare troen, i profetens kamp – eller under forfølgelse for deres tros skyld.

– Martyriet er en hellig handling, højere end selve livet. Det får sin hellighed fra det bevidste offer for en sag. Det er tæt forbundet med jihad og misforstås af vantro uden indsigt i dets dybe åndelige betydning som mord og blind vold. Murtadha Mutahhari, The Martyr, An Analysis of the Concept of Martyrdom in Islam

Martyriet som et våben

Men hvad sker der, når martyriet bruges som et strategisk våben – politisk, psykologisk og æstetisk? Når martyrens ansigt pryder vægge, bannere og skolebøger – ikke bare som en helgen, men som en selvmordsbomber, frihedskæmper og nationalhelt? Når kvindedagen fejrer kvindelige selvmordsbombere og mødre, som med åbne øjne sender deres sønner i døden?

pic.twitter.com/zSIQnuAEJy
Flashback: Umm Osama, wife of Hamas leader, insists that Muslim mothers have the main role in raising children to be human bombs who sacrifice their souls as martyrs and kill Jews for the sake of Allah (god of Islam): “Mother must instill in her children…

— Liza Rosen (@LizaRosen0000) February 12, 2025

Martyrerne i den palæstinensiske nationalisme

Efter 1948 – og især efter Seksdageskrigen i 1967 – blev martyrfortællingen en integreret del af den militante palæstinensiske nationalisme. Døde kroppe blev politisk kapital og en antijødisk investering, der legitimerede ledernes magt.

Hvis dødstallet ikke var højt nok, kunne det pustes op som en slags kravbrev til verdenssamfundet.

Dit vigtigste bidrag er at dø

Døden er ikke en tragedie, den er en triumf. Den iscenesættes, idealiseres og æstetiseres, ikke i kontemplativ stilhed, men i poesi, på plakater og i sociale medier.

I Gaza, Judæa og Samaria møder børn smilende martyrer som helte i skolebøger, på gadehjørner, i medierne og ved ceremonier. Både skolen og skolevejen er opkaldt efter dem.

pic.twitter.com/HvWsgyCyij
WATCH: Palestinian Muslim students openly admit their UNRWA teachers incite them to kill Jews and sacrifice themselves as “martyrs” to make Allah (Islam’s god) happy.

This is where billions of U.S. taxpayer dollars have gone—straight into brainwashing…

— Liza Rosen (@LizaRosen0000) February 26, 2025

Børn lærer, at den største forskel, de kan gøre i livet, er at dø.

Vid, at du vil genopstå

Palæstinensiske jihadister har god grund til at elske døden. I hadith-samlingen Sahih Bukhari bliver døden ifølge profeten forvandlet til håb, til noget at længes efter:

– Ved Ham, i hvis hænder mit liv er! Jeg vil blive martyr for Allahs sag og genopstå, så dø igen som martyr og genopstå igen, og dø igen – og igen.

– Det føles så godt, når palæstinensiske terrorister sprænger sig selv i luften. Det står skrevet i Koranen. “Når en martyr sprænger sig selv i luften, er det smukt, det føles så godt. Han føler glæde. Selv i døden vil han gøre det igen og igen. Palæstinensisk kvinde om selvmordsbombere

Det politiske martyrium

Hamas’ brug af udtrykket istishhad – “en, der søger at blive martyr” – retfærdiggør selvmordsangreb og ekstrem vold ved at flytte dem til “martyrhandlinger”.

Ledere som Hassan Al-Kashef har vist, at martyriet er et redskab til at opnå international sympati:

– Den eneste måde at gennemtvinge vores krav på er gennem vores blod.

Fortællingen om martyrdøden giver terrororganisationer som Hamas og Islamisk Jihad moralsk kapital og rekrutteringskraft. Og det israelske svar – militær magt, blokader, mure – forstærker fortællingen om belejring og retfærdiggør nye dødsfald.

Jødisk tradition: Livet først

Jødisk lov står i kontrast til en kultur, der tilbeder døden: Pikuach Nefesh – pligten til at redde liv – overtrumfer næsten alle andre bud. Israel træner soldater til at beskytte, ikke ofre liv, og det danner grundlaget for meget af Israels militære og civile beredskab.

For Israel er martyriet et sikkerhedsspørgsmål. For palæstinenserne er det et ideal og en identitet – og det stopper kommunikationen. De døde kan ikke forhandle eller gå på kompromis. Den kan kun æres – eller hævnes.

Hvad med livet?

Denne symbiose mellem et “belejret” folk og martyriet danner en cyklus: Hver martyr skaber behov for hævn. Hver hævn føder nye martyrer.

Krigen slutter næppe, før børn lærer, at de kan gøre en større forskel ved at leve end ved at dø.