Man må også resolvere, at republikanerne er dårlige til at vinde valg – bl.a. fordi deres økonomiske midler altid står i skyggen af demokraternes – og det selv om demokraterne til stadighed hævder, at deres modstandere er de riges parti.

Efter demokraternes knusende sejre ved borgmestervalget i New York og guvernørvalgene i New Jersey og Virginia, ser det ikke godt ud for republikanernes chancer ved midtvejsvalget til Repræsentanternes Hus og en del af Senatet om et år. Og skulle demokraterne genvinde flertallet i Repræsentanternes Hus, er det så sikkert som ammen i kirken, at de som deres første handling atter vil rejse rigsretssag mod præsident Trump, blokere alt, hvad han måtte foretage sig, åbne grænserne for en ny runde af uhæmmet massetilstrømning fra den ganske verden og afmontere hans udenrigspolitik – om det så skulle skade USA nok så meget. Man må i så fald også imødese et stort antal retssager mod republikanere, hvis forbrydelser består i at have støttet Donald Trump, og mod advokater, der har ført sager for ham.

Man skulle måske tro, at demokraterne ville have dæmpet deres hadefulde agitation efter valgnederlaget i november sidste år, men det modsatte er sket. Der er snart ikke flere skældsord og beskyldninger, man kan rette mod Trump. Tidligere leder af Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har netop betegnet præsidenten som det værste udskud, der har betrådt denne jord. Værre altså end Stalin, Hitler, Mao, Djengis Khan og andre massemordere. Man kan kun karakterisere demokraternes retorik som et forsøg på at normalisere vold som et politisk instrument.

Og hvis det ikke lykkes at tage livet af Trump, håber demokraterne i det mindste at kunne sætte ham i fængsel resten af hans levetid – som de jo allerede har prøvet.

En anden konklusion, som man kan drage af Zohran Mamdanis overvældende sejr i New York, er, at demokratiske vælgere enten ikke aner, hvad islam går ud på, eller at de foretrækker et islamisk regime frem for et samfund med demokrati og frie institutioner. Mamdani har jo ikke lagt skjul på sin hengivenhed for islam, som han også understregede under sin sejrstale.

For det tredje kan man konstatere, at USA bliver stadigt skarpere opdelt efter ideologisk og kulturelt tilhørsforhold, og at de kæmpende parter ikke tager det tungt med metoderne.

Det er således sigende, at vælgerne i det demokratiske Californien vedtog Proposition 50, der medfører, at retten til at inddele valgdistrikter fratages en upolitisk kommission og overgår til statens politiske flertal. I øjeblikket har staten 52 medlemmer af Repræsentanternes Hus, hvoraf 43 er demokrater og ni er republikanere. Efter omlægningen af valgdistrikterne forventes det, at republikanernes andel vil skrumpe til fem – selv om Trump opnåede godt 38 pct. af stemmerne ved sidste års præsidentvalg.

Demokratisk styrede stater har i årtier praktiseret ”gerrymandering”, dvs. inddelt valgdistrikterne således, at deres modstandere aldrig kan vinde. Et eksempel er Massachusetts, der er så ”gerrymanderet”, at samtlige ni medlemmer af Repræsentanternes Hus er demokrater. Dette til trods for, at Donald Trump fik godt 36 pct. af stemmerne ved statens præsidentvalg sidste år. En tredjedel af statens indbyggere har altså ingen politisk repræsentation.

Texas og flere andre republikansk styrede stater har svaret igen på årtiers undertrykkelse ved selv at benytte sig af gerrymandering. Det forventes således, at en omlægning af Texas’s valgdistrikter kan sikre fem ekstra republikanske kongresmedlemmer. Stater som North Carolina og Indiana vil gøre det samme.

Hvis demokratiske valg skal afgøres af valgdistrikternes inddeling, kan man ikke længere kalde landet et demokrati. Tilbage står kun valgene til præsident og Senatet, som man ikke kan gerrymandre.