Mit seneste opslag (“Jeg har det ikke godt”) har givet anledning til et rekordstort antal kommentarer – i det mindste på min facebook. Blandt kommentatorerne er der en, som omtaler det underlige fænomen, at de gamle feminister ikke synes at have opdaget, at islam nok er det mest antifeministiske, man kan tænke sig.

Det giver grund til eftertanke. Hvordan havnede de stolte rødstrømper og barbrystede furier med lillafarvet hår i denne bedrøvelige situation? Vi husker det berømte slogan “En kvinde uden en mand er som en fisk uden en cykel”.

Feministerne vandt kønskampen, fordi de ikke mødte modstand. Næppe havde de startet krigen, før mændene faldt til patten (undskyld: rettede ind). Jeg mindes ikke, at nogen mand bemærkede, at kønskampen ikke ville ende godt.

Mændene viste sig som nogle skvat, og er der noget, som kvinder ikke kan lide, er det svage og selvudslettende mænd, der går omkring som en undskyldning for sig selv. Uanset hvad kvindeideologer måtte påstå for at stå sig godt med Danmarks Radio og Politiken, nærer de i hemmelighed ikke andet end foragt for mænd, der kryber langs husmurene og gør, hvad de forlanger.

Jeg mindes en klog mand, der fortalte mig, at når kvinder møder en mand, vil de uvægerligt indlede en magtkamp. dDet begynder i det små: Hvorfor trykker du midt på tandpastatuben? Hvorfor slår du ikke WC-brættet ned? Hvorfor går du omkring os ser så dum ud? Men som min fornuftige hjemmelsmand forklarede: Hvis de – altså kvinderne – vinder, har de tabt. Hvorfor? Fordi de mister den beskyttelse, som de med rette forventer af deres mænd. Feminiserede slapsvanse er ikke meget bevendt i en krisesituation.

Jeg tror, det er hovedårsagen til, at danske kvinder er langt mere tilbøjelige end mænd til at stemme på partier, som i praksis fremmer den muhamedanske masseindvandring og samfundets tiltagende islamisering.

De ex-feministiske ideologer plejer at forklare denne kønsdiskrepans med kvindernes medfødte empati. Man viser dem et billede af sultende børn i Centralafrika, og straks stemmer de på politikere, der går ind for en “stram og fair” indvandringspolitik. Kvinderne ved udmærket, hvad det betyder, nemlig at den muslimske massetilstrømning vil fortsætte, som den har gjort de seneste 50 år.

Når mænd er blevet kvindagtige, leder kvinderne efter nogle, der har mere hår på brystet og omkring kønsdelene – nogen der ikke gider høre på vrøvl, men kan slå en proper næve. Det kan Allahs mænd.

Efter et langt livs omgang med kvinder mener jeg at være ekspert