Et civiliseret menneske kan have svært ved at forstå de amerikanske demokraters strategi, som består i hysteriske beskyldninger mod republikanske ledere og den halvdel af den amerikanske befolkning, der stemte på dem i november. Man kan roligt skære demokraterne over en kam, for bortset fra senator John Fetterman fra Pennsylvania har ingen ledende demokrater protesteret, når deres kolleger har kaldt deres politiske modstandere nazister, Gestapo eller slaveholdere. Og det fra det parti, der har en historie som fortaler for slaveriet, det parti, der dannede kernen i Ku Klux Klan, bifaldt lynchninger, forhindrede sorte i at stemme og kæmpede for raceadskillelse indtil midten af 1960’erne.

Nu beskylder Californiens demokratiske guvernør, Gavin Newsom, vicepræsident JD Vance for at være SS-mand. SS var, som vi husker, en forkortelse af navnet på Adolf Hitlers livvagt, Schutzstraffel, men det mener guvernøren åbenbart er en passende betegnelse for USA’s vicepræsident.

Hvad har fået demokraterne til på denne måde at falde over deres politiske modstandere? Tror de, at det vil få folkets flertal til at stemme på dem? Foreløbigt ser denne retorik ikke ud til at have hjulpet på demokraternes popularitet, som er i kælderen.

For at finde en forklaring, skal man rette blikket på demokraternes selvforståelse. De betragter sig som de gode, de kloge og de retsindige, som på grund af deres menneskelige kvaliteter, overlegne etik og forbilledlige idealer har en naturlig ret til at styre landet. For tiden kontrollerer de imidlertid hverken Det Hvide Hus, Kongressen eller Højesteret, og denne situation betragter de som utålelig og unaturlig. De kontrollerer de gamle medier, der imidlertid har løjet og fordrejet så længe, at deres indflydelse er svindende. De kan også regne med støtte af demokratisk udpegede dommere i de lavere instanser, som har stået klar til at omstøde enhver af præsident Trumps eksekutive ordrer. Imidlertid er de gang på gang blevet underkendt i Højesteret, som har fastholdt princippet om magtens tredeling mellem Kongressen, Højesteret og præsidenten.

Hvad er der så tilbage? Svaret er vold. Det er svært at komme til anden konklusion, end at det demokratiske parti er gået over til at blive en terrororganisation, der opfordrer til politisk motiverede mord på dets modstandere.

Trump har bebudet en undersøgelse af de pengemænd, der finansierer de demokratiske frontkæmpere i Antifa og andre voldsgrupperinger. Spørgsmålet er, om bagmændene kan drages til ansvar for at have bestilt voldshandlinger.

Den indflydelsesrige borgerlige kommentator, professor Victor Davis Hanson, siger, at der formentlig lå en større sammensværgelse bag mordet på Charlie Kirk. Hvem har betalt for den?

Der er også en indre dynamik i det demokratiske parti. Guvernør Newsom, der i øjeblikket står bedst til at blive demokraternes præsidentkandidat i 2028, bliver det ikke uden at vinde de demokratiske primærvalg. Og han ved, at demokraternes mest aktive elementer er at finde på den yderste venstrefløj – der hvor Marx, Lenin og Stalin – foruden Muhamed – er helte.

Som det demokratiske parti har udviklet sig, er der næppe udsigt til, at en demokrat af den gamle skole kan blive partiets præsidentkandidat.

Når demokraterne allerede opildner til vold tre år før næste præsidentvalg, må man frygte den grusomme hævn, de vil tage, hvis de skulle få flertal i Kongressen eller rykke ind i Det Hvide Hus. Der har allerede været opfordringer til at straffe enhver, der har arbejdet for Trump.

Skulle dette ekstremistiske parti, som har en fin presse i Danmark og det meste af Europa, sikre sig magten, vil det være ude med den vestlige civilisation. Men som vi ved, har enhver civilisation en udløbsdato, og tiden er måske kommet til os.