Kommentar

Der er ikke længere ringeste tvivl: De to magtfulde efterretningstenester, FBI og CIA, deltog aktivt i forfølgelsen af Donald Trump på et opdigtet grundlag, og de vidste ligesom fremtrædende demokratiske politikere, at der ikke var fugls føde på beskyldningerne mod Trump for at være russisk agent og for at have vundet præsidentvalget i 2016 med hjælp fra Vladimir Putin.
En af de journalister, der har været med til at afdække hele Ruslands-hoaxen, John Solomon, forklarer i detaljer, hvordan FBI, CIA og det demokratiske partis ledelse bar sig ad med stort set at underminere Trumps første præsidentperiode 2017-2021.
Initiativet kom fra den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton, som havde bestilt og betalt for det såkaldte Steele-dossier – et løgnagtigt dokument fuld af fantastiske påstande om Trumps påståede russiske forbindelser, bl.a. om hans omgang med russiske prostituerede. Alt sammen det rene opspind, som FBI ikke desto mindre brugte til at få den særlige FISA-domstol til at godkende spionage mod Trump, hans familie og nærmeste medarbejdere.
Denne spionage fortsatte længe efter, at Trump var blevet præsident. Samtidig sørgede højtplacerede ledere i efterretningstjenesterne for at lade påståede ”afsløringer” flyde i en lind strøm til venligtsindede medier som New York Times, Washington Post og CNN, der var mere end villige til at udsprede dem. Operationen lykkedes, og den dag i dag tror store dele af den amerikanske befolkning fortsat på, at Trump udelukkende vandt 2016-valget som følge af russisk indblanding.
Kendsgerningen var imidlertid, at Rusland ganske vist blandede sig, som Kreml har for vane, men at Putin ikke foretrak den ene kandidat frem for den anden. Hans formål var at sprede en generel mistillid til USA’s politiske institutioner. I øvrigt troede han vist nok, at Clinton ville vinde og skal have samlet en del snavs, som han kunne bruge til at underminere hendes forventede præsidentskab.
Som Solomon gør opmærksom på, er det langt fra første gang nogen har benyttet sig af beskidte tricks for at undergrave en politisk modstander. Men det er første gang, de magtfulde efterretningstjenester har deltaget i disse skumle manøvrer for at hjælpe en af kandidaterne – i dette tilfælde Hillary Clinton over for Donald Trump. Lederne af CIA og FBI foruden centralt placerede aktører i Justitsministeriet vidste udmærket, at de fodrede medierne med løgn og opspind, men gjorde det alligevel. Så forhippede var de på at komme deres hadeobjekt, Donald Trump, til livs. Og det var på et hængende hår, at han ikke endte resten af sit liv bag lås og slå for noget, han ikke havde gjort.
Som Solomon bemærker, er USA den vestlige verdens sidste håb for at bevare friheden, den frie meningsudveksling og retsstaten. I Europa er vi for længst begyndt at fængsle kritikere af magthaverne for deres meningers skyld. Hvis USA følger trop ved at kaste sig over Trump-tilhængere, kan den vestlige verden godt pakke sammen, for så er vi ikke stort bedre end Putins Rusland, Xi’s Kina og mullaherne i Teheran.
Derfor er det afgørende, at den amerikanske regering får renset ud i de føderale institutioner, som gennem ti år har prostitueret sig med falske anklager og politistatsmetoder.
Det ville i øvrigt klæde de danske medier, hvis de fortalte sandheden om USA’s rullende statskup, men det er nok for meget at forvente på baggrund af deres brændende had til Trump og det republikanske parti, som skal gøre det ud for journalistik.