Rene Magritte Memory (1948)

DEI, ESG, klima, mangfoldighed og censur: Vestens nye religion er drevet af en hær af nyttige idioter. Med de bedste intentioner ødelægger de alt, hvad de tror, de bygger op.

Det siges, at historien ikke gentager sig selv, men at den rimer. I dag rimer Europa mistænkeligt godt på fortidens totalitære eksperimenter. Under en fernis af progressivitet, bæredygtighed og “inklusion” er der ved at opstå et nyt regime – ikke med tanks og pigtråd, men med direktiver, censur og socialt pres. Og frontsoldaterne i dette projekt er ikke tyranner, men velmenende, overbeviste mennesker, som tror, at de er på den rigtige side af historien. Vi kalder dem “de nyttige idioter”.

Begrebet stammer fra Lenins tid og blev senere perfektioneret i vestlig politisk strategi af Saul Alinsky. De nyttige idioter er dem, der ubevidst tjener magtens projekt – mod deres egen og samfundets interesse. De er ikke klar over, hvilken magt de er blevet redskaber for. Og i dag er de overalt.

Et Europa inficeret af idealisme

Efter Berlinmurens fald troede vi, at friheden havde sejret. I stedet har det gamle Østeuropas behov for kontrol og overvågning infiltreret det liberale demokrati. DDR forsvandt ikke – det flyttede ind i Europa-Kommissionen, universitetsfakulteter og bestyrelseslokaler. “Mangfoldighed” betyder ikke længere pluralisme, men standardisering. “Sikkerhed” betyder ikke sikkerhed mod overgreb, men sikkerhed mod tanker, du ikke kan lide. Censur er blevet en dyd – i den gode sags tjeneste, naturligvis.

Vi lever i en tid, hvor vestlige politikere og institutioner bliver ved med at sætte mål, som er både urealistiske og destruktive: CO2-neutralitet inden 2030, nul racisme gennem tvungen ligestilling, nul kønsforskelle gennem juridiske omskrivninger. Og masserne klapper, ikke fordi de forstår konsekvenserne, men fordi det føles godt.

Et magtapparat bygget på godhed

Dagens nyttige idioter findes i mange afskygninger:

• Idealisterne, der støtter øget statslig kontrol med sundhed, uddannelse og økonomi – i den tro, at det “hjælper de svageste”, uden at indse, at det skaber afhængighed og fratager den enkelte ansvar og frihed.
• De let indignerede, som kaster sig over enhver moralsk kampagne mod “uretfærdighed”, “had” eller “fjendtlighed over for mangfoldighed”, men som i praksis støtter censur, kontrol og meningsmonopol.
• De lydige bureaukrater og medier, som ukritisk udbreder statslige fortællinger om “sikkerhed”, “fællesskab” og “bekæmpelse af ekstremisme”, men som i virkeligheden er med til at underminere ytringsfriheden og retsstatsprincippet.
• Den akademiske og kulturelle elite, som bruger deres position til at omskrive sprog og virkelighed – og lærer folk at frygte forkerte meninger mere end dårlige politikker.
• De apatiske og selvsikre, som tror, at alt vil ordne sig, hvis man bare følger med strømmen og stoler på, at “myndighederne ved bedst”
• .

Kort sagt: De nyttige idioter er dem, der tror, at de er på det godes side, men som i virkeligheden driver den udvikling frem, som de selv vil bryde sig mest om, når den er afsluttet.

Et nyt godhedens jernbur

Autoritarisme kommer ikke længere i form af marcher og uniformer, men som en moralsk overtagelse. De, der forsvarer ytringsfrihed, kønsrealisme eller individuel frihed, bliver stemplet som ekstremister. Den offentlige sfære er fyldt med orwellsk sprog: Censur kaldes “indholdsmoderation”, overvågning kaldes “tillidsskabende foranstaltninger”, og utopiske mål, som aldrig kan nås, fremstilles som en moralsk pligt.

De nyttige idioter indser ikke, at de er i ledtog med en magtstruktur, som ikke vil dem det godt. Det er først, når virkeligheden kollapser – når magten svigter, økonomien stagnerer, kriminaliteten stiger, og tilliden eroderer – at de måske begynder at indse, hvad de har været med til at opbygge.

En advarsel, ikke en hån

At påpege dette er ikke at håne folk, der mener det godt. Det er en advarsel: Historien er fuld af gode mennesker, som løb magtens ærinde uden at forstå, hvad de gjorde. Når hele samfund er struktureret efter ideologiske mål, som ingen må sætte spørgsmålstegn ved, er det ikke længere frihed, vi lever i – det er et nyt regime. Et regime, der ikke er skabt af tyranner, men af de nyttige.

Og de er overalt. I ministerierne, i DR, i skolerne, på universiteterne, i erhvervslivet – og i dit eget nabolag.

Historien vil ikke frikende dem, fordi de mente det godt.

Køb “Dumhedens anatomi” af Olavus Norvegicus! Køb e-bogen her.