Der bliver spekuleret på, hvad der får Californiens demokratiske guvernør, Gavin Newsom, til at sagsøge præsident Trump for at have mobiliseret statens nationalgarde til indsats i det uroplagede Los Angeles. Formålet med Trumps ordre er at beskytte de føderale ICE-agenter, der forsøger at håndhæve USA’s immigrationslovgivning – hvilket Newsom så spektakulært har forsømt. Nu vil han også forhindre præsidenten i at gøre det. Trump siger, at det er rigeligt inden for hans beføjelser at anvende magt i en situation, hvor LA ville brænde, hvis han ikke gjorde noget.

Trump og andre kritikere af Newsom og LA’s demokratiske borgmester, Karen Bass, påminder om situationen under den såkaldte ”kærlighedssommer” (Summer of Love) i 2020, da adskillige storbyer var prisgivet anarkistiske og kommunistiske oprørere. Blandt andet så man, hvad der skete i Minnesota, hvis demokratiske guvernør, Tim Walz, lod Minneapolis brænde, uden at han rørte en finger. Ildspåsætterne, stenkasterne og butiksplyndrerne var jo det demokratiske partis kernetropper.

Skåret ind til benet handler kampen mellem Newsom og Trump om præsidentens beføjelser. Er en amerikansk præsident bemyndiget for ikke at sige forpligtet til at håndhæve den grundlov, som han har aflagt ed på med hånden på Bibelen, eller skal han bøje sig for den opposition, der tabte præsidentvalget den 5. november? Skal han trække sig, når den tabende part mobiliserer gadens parlament?

Det har Trump ingen planer om. Loven vil blive håndhævet, uanset hvad demokraterne og deres gadekæmpere foretager sig, siger han.

De seneste meningsmålinger viser, at Trump stadig har de fleste amerikanere på sin side. Rasmussens måling fra i går viste, at 52 pct. af de sandsynlige vælgere bifalder præsidentens indsats, mens 47 pct. tager afstand. Og når det drejer sig om udvisningen af illegale migranter, er Trumps målinger bedre.

Newsom, som er aldeles ligeglad med de californiere, der nu er henvist til at skulle leve under pøbelens regimente, regner givetvis med, at de venstreorienterede domstole vil støtte ham. Og her har vi sagens kerne: Kampen i USA er præcis den samme som i Danmark og resten af Europa. Skal demokratiet have lov at udfolde sig, således at vælgerne kan forvente at få, hvad de stemmer på, eller kan en bureaukratisk maskine af kommunistiske dommere og deres bagmænd i internationale organisationer annullere vælgernes ønsker?

Hverken amerikanerne eller danskerne har på noget tidspunkt udtrykt ønske om at blive et mindretal i deres eget land. Danskerne har aldrig med glæde set frem til at blive overtaget af fremmede, der har nægtet at integrere sig i den danske nation, men blot har ventet på at blive tilstrækkeligt talrige til at skaffe os andre af vejen. Og ve de danskere, der sætter sig op mod fremmedovertagelsen. De bliver hængt ud i medierne som racister og højreekstremister og dømt ved domstolene.

Det er også Gavin Newsoms og de andre demokratiske lederes plan. Det kan godt være, at de fleste amerikanere gerne vil beholde deres land, og at de ønsker lov og orden, men demokraterne sætter deres lid til, at domstolene vil tilsidesætte forfatningens klare bestemmelser om præsidentens beføjelser – herunder hans forpligtelse til at bekæmpe opstande.

Og måske har Newsom fat i den lange ende. Som The Federalist i går bemærkede, har USA’s Højesteret haft flere måneder til at fastslå, at lokale dommere ikke har nogen forfatningsmæssig bemyndigelse til at udstede landsomfattende forbud mod implementeringen af den politik, som Donald Trump blev valgt til at realisere. Og når Højesterets præsident, John Roberts, ikke har gjort det, må det tages som udtryk for, at han har det fint med den lawfare, som demokraterne tager deres tilflugt til, når de ikke kan vinde gennem demokratiske valg.

Så måske ender USA med at gå den europæiske vej. I vores verdensdel kan vælgerne stemme så tosset, de vil. Det er alligevel nogle andre, der bestemmer.