Når jeg bliver ramt af depression – og det sker tit i disse dage – tænker jeg på mine forældre, der var socialdemokrater af den gamle skole. Alt det med: Gør din pligt og kræv din ret. Og jeg erindrer mine bedsteforældre og deres forældre, alle sammen arbejdsfolk, der havde gået fire år i skole og været ude at tjene, fra de var syv.

Jeg har et bæger med påskriften ”Fra Socialdemokratisk Forening i Brædstrup 12.-1.-1924”. Det fik min bedstefar som påskønnelse af, at han havde været med til at starte Socialdemokratiet i den østjyske by.

Det var folk som alle vore forældre, bedsteforældre og deres formødre og forfædre, der med slid og slæb havde rejst Danmark fra armod til velstand og med held havde besejret den overklasse, der ville holde dem nede.

Deres socialistiske indstilling indebar ikke, at de hadede deres fædreland. De stod tværtimod klar til at forsvare det, som vi så i 1848 og 1864. De kæmpede for et Danmark med lighed, social retfærdighed og ordentlighed. Sådan var Socialdemokratiet, indtil partiet i 1970’erne blev overtaget af intellektuelle ideologer, som ikke bare mente, at man skulle kæmpe for forbedringer, men at hele landets grundvold var rådden, og at vi derfor burde udskifte den gamle socialdemokratiske befolkning med en anden, der kunne knuse gammeldanskerne. Derfor åbnede de grænserne for en masseinvasion af muhamedanere, som de antog ville blive overklassens stemmekvæg.

Næsten 200 års folkelig kamp for demokrati, selvbestemmelse og social retfærdighed bliver i disse dage med et pennestrøg slettet af den historiske erindring, mens socialdemokratiske ledere mæsker sig med lunserne fra det globalistiske bord.

Vil lever i post-demokratiske tider, og mine formødre og forfædre ville have korset sig – de var nemlig også kristne ud over at være danske.