I koalitionsaftalen mellem unionspartierne CDU/CSU og socialdemokraterne SPD i Tyskland er der især et afsnit, der skaber kontrovers i Tyskland.

I koalitionsaftalen står der, at de vil “bekæmpe misinformation” – falske eller vildledende oplysninger, der bevidst spredes for at skade tilliden til magthaverne, regeringen og de tyske myndigheder. Der står også, at den “uafhængige medieovervågning” vil modvirke “had, tilskyndelse og informationsmanipulation”.

Det er afsnittet “Håndtering af desinformation”, der skaber reaktioner. Der kan man læse følgende: “Bevidst spredning af falske faktuelle påstande er ikke omfattet af ytringsfriheden.”

Den uafhængige mediemyndighed skal derfor blandt andet “samtidig med at bevare ytringsfriheden” også “gribe ind over for had og hetz” og “informationsmanipulation”, skriver BILD.

Som paragraffen er formuleret, er der nu en voksende frygt for, at Tysklands nye regering vil forbyde at lyve. Men hvad er en løgn?</p

Ifølge mediejuristen Joachim Steinhöfel (62) kan fakta bevises, i modsætning til meninger. En kendsgerning bliver usand, når man siger noget, der ikke er sandt.

Men selv dette er mere kompliceret, end mange mennesker tror ved første øjekast, som videnskabens historie viste os. Før Kepler var det en kendsgerning, at himmellegemer bevægede sig i perfekte cirkler, men efter at Kepler opdagede, at planeterne bevægede sig i ellipser, blev den gamle sandhed om cirkler forvandlet til en løgn.

Før Einstein var det en ubestridt kendsgerning, at lys bevægede sig i en lige linje. Men Einsteins relativitetsteori sagde, at lyset bøjes af tyngdekraften. Dette blev bekræftet af en berømt test mange år senere.

Det er netop derfor, at kun folk, der ikke forstår, hvad videnskab er i praksis, kan sige noget så dumt som Videnskaben er afgjort. For videnskaben er ALDRIG 100 procent afklaret. Derfor kan ingen definere sandheden med absolut sikkerhed, hvilket der er utallige eksempler på.

Jura-professor Volker Boehme-Neßler er kritisk over for den nye løgnelov. For selv små hverdagsløgne vil være strafbare, sådan som loven er formuleret.

“Jeg har lov til at sige noget vrøvl, selv om jeg gør mig selv til grin. Det er min frihed. Staten blander sig massivt i hverdagslivet her.

Kriminaladvokat Udo Vetter mener, at lovteksten er i strid med den tyske forfatning.

Ingen steder står der, at man kun er forpligtet til at formidle sande fakta.

Advokat Steinhöfel er enig.

– Vores straffelov indeholder ikke engang denne sætning. Sætningen er så vag, at den ikke er tilladt i en retsstat.

Han advarer om, at lovforslaget kan kriminalisere hverdagsløgne. Og ingen ved præcis, hvad der menes med udtryk som “had og tilskyndelse”, hvilket gør anvendelsen af loven usikker.

“I princippet er dette indførelsen af censur,” siger Vetter.

Boehme-Neßler advarer mod statens ønske om at udvide medieovervågningen. Overvågning er grundlæggende uforenelig med mediefrihed, især for små hjemmesider og blogs.

“Nogle af dem er allerede udsat for ulovlige intimideringsforsøg fra mediemyndighedernes side,” siger Steinhöfel.

Hvis en hjemmesideoperatør ikke er forsigtig, skal de betale en bøde. Det kan ødelægge dem,” siger Boehme-Neßler.

Noget lignende vil træde i kraft her i Norge fra 1. maj, når den nye kringkastingslov træder i kraft efter ordre fra Bruxelles.

EU-lov mod “desinformation” indføjes i kringkastingsloven

Der findes allerede en lov om blokering og sletning (NetzDG), som forpligter platforme til at fjerne åbenlyst kriminelt indhold. Straffeloven regulerer også bl.a. sager om injurier, bagvaskelse, ærekrænkelse og fornærmelse af politikere.

Også de eksisterende love møder stærk kritik. For nylig blev David Bendel, chefredaktør for den AfD-tilknyttede avis “Deutschland-Kurier”, idømt syv måneders betinget fængsel for at have delt et manipuleret foto af SPD’s indenrigsminister Nancy Faeser, hvor Faeser holder en plakat op med teksten: Jeg hader ytringsfrihed: Jeg hader meningsfrihed.</p

Faeser bekræftede meme’ets ubestridelige sandhed ved at melde redaktør Bendel til politiet. Retsvæsenet gjorde sig selv til grin ved at dømme Bendel for at have sagt en indlysende og nu bevist sandhed.

Hvad nu, hvis en nordmand, lad os sige en forfatter i Document, siger om norske politikere: “I har ødelagt ytringsfriheden, det er tydeligt, at I hader ytringsfriheden.” Bør det være strafbart?

Hvad hvis man siger det om en politiker, som tilhører et af de beskyttede mindretal, som for eksempel SV’s Marian Hussein? Eller for lidt siden: Anette Trettebergstuen? Skal man så straffes ekstra hårdt?

Der er stadig meget arbejde, der skal gøres, før regeringen kan fremlægge et lovforslag om at forbyde løgn. Men kritikken af ordlyden i koalitionsaftalen er allerede stærk fra jurister og andre.

Men den retning, som EU-landene – herunder EØS-landet Norge – bevæger sig i, er klar. Hvert eneste politiske skridt går i den modsatte retning af ægte ytringsfrihed.

For politikere i Vesteuropa hader ytringsfrihed. De ønsker ikke nogen reel debat, deres mål er at stoppe debatten, så de kan blive ved magten – for evigt, uden indblanding fra noget så irriterende som “almindelige mennesker”.