Europæiske politikere har med støtte fra lydige kommentatorer i regimets medier ingen hæmninger. D-dag bliver nu udnyttet til fordel for nutidens politiske kæpheste. For os, der interesserer os for historie, er skammen næsten uudholdelig.

Som redaktør Rustad skrev, forsøger Norges statsminister Jonas Gahr Støre at forbinde D-dag med det, der sker i Ukraine i dag. Støre mener, at internationalt samarbejde er lige så relevant nu, som det var i 1944.

– Og det er også relevant i dag: USA og Europa stod sammen, og det skal vi blive ved med, siger statsministeren.

Støre drager paralleller til nutidens konflikter i Europa med krigen i Ukraine og behovet for en fælles europæisk holdning sammen med USA.

I VG går den såkaldte konservative skribent Eirik Løkke endnu længere og sammenligner Donald Trump med Charles Lindberg, som var imod amerikansk deltagelse i Anden Verdenskrig.

Det var langt fra givet, at USA ville involvere sig i Europa. Tværtimod oplevede USA store antikrigsdemonstrationer.

Primus motor var den tidligere flyverhelt Charles Lindbergh i den isolationistiske America First Committee.

America First er en åbenlys reference til Trump, som ikke startede krige, og som heller ikke forsøgte at retsforfølge sine politiske modstandere for at »redde demokratiet«.

Rusland, dengang kendt som Sovjetunionen, mistede over 20 millioner mennesker i kampen mod nazismen. Men i dag er alle russere persona non grata og blev ikke inviteret til fejringen af D-dagen. Det er der selvfølgelig mange, der forstår, eftersom Rusland invaderede nabolandet Ukraine i februar 2022.

Men som historieinteresseret efterlader det alligevel en vis ubehagelig smag i munden.

De største ofre for Anden Verdenskrig var jøderne. Omkring 6 millioner jøder blev gasset, slået ihjel, skudt og arbejdet ihjel. I dag er Holocaust glemt, og vores politikere støtter Hamas i stedet for jødernes demokratiske perle i et tyrannisk Mellemøsten. Vi har uvidende politikere som Erna Solberg, der kommer med hårrejsende udtalelser om, at »muslimerne er vor tids jøder«.

Men det er stadig jøderne, der er vor tids jøder. De islamistiske kræfter er stadig allieret med Adolf Hitlers jødehad, og Mein Kampf er en af de få bøger, der sælger godt i islamiske lande, med undtagelse af den obligatoriske hadbog. Disse antijødiske kræfter støttes af venstrefløjen. Det er ikke højrefløjen, der udgør nogen trussel mod de europæiske jøder i dag.

D-dag i dag er de israelske forsvarsstyrkers ansvar. IDF kæmper ikke kun for Israels sikkerhed: De kæmper for hele Europa, men ingen af vores såkaldte ledere støtter dem.

Espen Barth Eide og andre af samme skuffe ignorerer fuldstændig, at islamisterne siger det lige ud: Først tager vi lørdagsfolket, så tager vi søndagsfolket. Med andre ord: Først jøderne, så røven.

I dag er fronten ikke på den anden side af en kanal. Fronten er midt iblandt os. Invasionen er godt i gang, og hele Vesteuropa bevæger sig mod en dyb afgrund. Ingen bekymrer sig om vores grænser, ingen mener, at nordmænd, dansker, svenskere, tyskere, briter eller franskmænd har ret til deres egen stat.

Holdningen er helt anderledes, når det drejer sig om Ukraine og Gaza. Det virker ret mærkeligt, at vi har et helt parlament og et mediekorps, som ikke synes at indse, at det faktisk var Hamas, der angreb Israel.

Personligt støtter jeg Ukraines modstandskamp, hvilket forstærkes af, at jeg har ukrainere i min nære familie. Men det må være tilladt at påpege, at det er mærkeligt, at Ukraines grænser betyder så meget, mens Europas og USA’s grænser er vidt åbne. Det er ikke logisk.

Når det drejer sig om Gaza, bliver der konstant talt om civile tab. Men de civile tab er forsvindende små sammenlignet med alle andre krige. At IDF formår at reducere antallet af civile tab i en krig i tætbefolkede områder mod en modstander, der bevidst bruger sine egne civile som menneskelige skjolde, er næsten utroligt. Antallet af døde civile er milevidt fra antallet af civile tab i f.eks. krigen i Irak.

Konklusionen er klar: Krig er en brutal affære. Men aldrig i krigens historie har der været en militær styrke, som har bestræbt sig på at skåne civile liv så meget som IDF. For modstanderen er civile tab derimod at foretrække, da de ikke har en chance mod IDF’s højt kvalificerede soldater.

D-dag ses som en kamp for demokrati og mod tyranni. James Woudhuysen skriver i Spiked, at historien måske bør skrives om.

D-Dag skal derfor ses i et globalt perspektiv. Det var ikke bare en sejr for angloamerikanerne, en lettelse for Rusland eller en hemmelighed, der blev holdt skjult for Charles de Gaulle, Frankrigs leder i eksil, indtil to dage før den blev gennemført. Det var også begyndelsen til enden på det nazistiske åg i Europa. De allierede tropper blev hilst velkommen som befriere, hvilket opmuntrede radikale overalt.

Men for Europa og USA indvarslede D-dag ikke en reel befrielse med fuldt demokrati, men en ny form for topstyret verden. Ud over yderligere nedskæringer og et væld af undertrykkende foranstaltninger skabte det en kvælende konsensus om, at krigen ikke kun havde været en militær triumf, men også en uangribelig politisk sejr for venstrefløjen.

Efter Bretton Woods-aftalen blev dollaren verdens dominerende valuta. Samtidig blev overnationale organisationer som Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken etableret. FN og NATO fulgte lidt senere. Indtil 1971 var dollaren bundet til guld, men det blev droppet, hvilket resulterede i fiat-penge og økonomisk usikkerhed, som blev forværret af oliekrisen i 1973.

Så kollapsede Sovjetunionen, og i over 30 år har Vesten manglet formål, mission og mening. Det førte os ind i den krise, vi befinder os i i dag, hvor alle skal redde verden, men ingen er i stand til at holde orden på deres eget værelse. Borgerrettighederne er blevet afskaffet og erstattet med utopiske drømme om menneskerettigheder. Ytringsfrihed, ejendomsret, velstand – alt bliver afskaffet lidt efter lidt. Selv forfatningen kan decimeres, så længe det sker gradvist, ifølge Norges Højesteret.

Vi har politikere, som seriøst tror, at de kan reparere hele atmosfæren, men som ikke er i stand til at beskytte deres egne grænser eller deres egne folk i gaderne. Det dødbringende forfald er synligt overalt. Europas mærkelige død er ikke en konspirationsteori, man kan se det, når politikere fejrer valgsejre i Storbritannien ved at råbe Allahu Akbar.

I 1944 var det almindelige briter og amerikanere, der reddede os, støttet af franskmænd, polakker, nogle nordmænd, canadiere og endda indere. Bønder, arbejdere, almindelige mennesker. Selv den norske krigshelt Gunnar »Kjakan« Sønsteby beskrev sig selv og de største norske helte som rene »gadedrenge« og har sagt, at krigen på mange måder var en redning for ham, fordi han fandt en mening med livet i en ydre fjende.

Min største krigshelt er Max Manus. Han ofrede sig selv for at kæmpe for sit land. Samtidig var han den første til at tilgive og ansatte en dømt forræder i sit firma efter krigen.

Arvesynden lever videre i et woke tyranni. Men tilgivelsen er blevet afskaffet. Det må have været svært at være 18-20 år gammel i 1940. Det var et valg mellem to onder: Nazismen og stalinismen. Husk, at det var før, der var information om, hvad der skete med jøderne.

Det er let at være fordømmende bagefter. Vi bør være forsigtige. For hvor mange nordmænd støtter egentlig de norske borgeres fremtid i dag?

Desværre er der alt for få. Vores D-dag vil finde sted i vores egne gader. Det samme gælder for Danmark.