Nogle investorer meddeler, at de ikke kunne drømme om at anbringe penge i New York, efter at Donald Trump er blevet idømt en bøde på 355 millioner dollars + renter. Han havde ganske vist ikke gjort noget ulovligt, men statens offentlige anklager, Letitia James, hvis valgprogram var at komme efter Trump, har med held brugt domstolen til at knuse sit hadeobjekt.

Den venstreekstreme Letitia James har givetvis læst om Stalins juridiske bøddel, Lavrentij Beria, der var kendt for udsagnet: Vis mig manden, og jeg skal finde forbrydelsen. Det havde han stort held med og sendte på det grundlag hundredtusinder af uskyldige i døden.

Ligesom andre demokratisk-styrede stater og storbyer er New York blevet lovløs. Ingen kan vide, om det demokratiske partis operatører og dets domstole kommer og tager alt, hvad du ejer og spærrer dig inde, hvis du på en eller anden måde har gjort dig uheldigt bemærket ved at kritisere partiet – altså det demokratiske parti

De amerikanske tildragelser rejser spørgsmålet, hvad borgere kan gøre, når det åbenbart ikke virker at stemme ved valgene. Ifølge en nylig meningsmåling tror over halvdelen af amerikanerne, at der vil blive snydt ved præsidentvalget i november. De har altså ikke tillid til, at USA er et demokrati.

Men når man ikke kan påvirke landets politik ved at stemme, vil borgerne uvægerligt vælge andre metoder. Og det viser sig nu at være et stop for investeringer i det korrupte New York. Hertil kommer, at nogle truckere nægter at fragte gods til og fra New York City. Vi får se, hvordan det går med truckerne, men investeringsboykotten kan få alvorlige konsekvenser for den demokratiske højborg.

Demokraterne vil kunne danse sejrsdans på ruinerne af den stat, som de har ødelagt ved at afskaffe lov og ret. Men nogen skal jo føde på dem, og med mindre de som i det gamle Østtyskland forhindrer indbyggerne i at flygte, vil de ende med en konfiskatorisk skattebyrde, der vil gøre New York til et nyt Venezuela.

Men det er måske deres plan, for i Venezuela går det strygende for diktaturets inderkreds. I DDR gik det også godt – indtil staten brød sammen.