Hvornår skal en svensker egentlig være bange – og for hvad? I de senere år har svenskerne fået at vide, at hverken IS-terrorister, der “vender hjem”, verdensledende voldtægts-statistikker eller bande-kriminelle, der overtager hele boligområder, er grund nok til at føle den mindste frygt.

Daglige meldinger om “eksplosioner”, “fejlskud” og “stikskader” er blevet relativeret af både medier og politikere efter princippet om, at “de fleste mennesker ikke er ramt”. Hvis dine trapper er sprængt i stykker, mens dine børn sover i deres senge, er du bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Derudover kan et bombeangreb være positivt for stemningen i kvarteret.

Bange? Nej, det burde du absolut ikke være! Og Gud hjælpe den, der har udtrykt nogen form for vrede over situationen! Efter den cementerede svenske model skal aggression mødes med forståelse, lav-effektiv behandling og forebyggende tiltag. At udtrykke frygt eller vrede er blevet set som sikre tegn på, at personen har været en konspirations-teoretiker, og formentlig også både racist og højre-ekstremist.

Sådan lød det. I tre årtier. Indtil sidste søndag.

Nu kan 200 års fred snart være forbi, og svenskerne skal forberede sig på krig. Det var budskabet til Sverige under Folk och Försvar-konferencen.

Pludselig er det blevet en borgerpligt for svenskerne at dræbe og dø for deres land. Alle skal forberede sig på krig, meddeler flyers og nyheds-udsendelser. Den russiske bjørn puster i hallen, og det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før missilerne regner ned over Stockholm.

Det er statsministeren, forsvarsministeren og Sveriges øverstkommanderende enige om. “Det er på tide at blive seriøs nu,” forklarer de med et grumt og alvorligt udtryk i ansigtet.

Sveriges befolkning bes om å forberede seg på krig

Eller sammenfattende: Sverige er truet. Vi skal forsvare os selv, og alle svenskere skal være klar til at handle mod angriberen.

Nu leverer de svenske medier nye sandheder, som svenskerne forventes at acceptere uden tvivl: Trusselsbilledet, som i tre årtier blev anset for så ikke-eksisterende, at Sverige nedtrappede sit forsvar, lukkede sine regimenter og sendte sit militære udstyr til Ukraine. Men nu er trusselbilledet så højt, at Den øverstbefalende erklærer, at selv Försvarsmaktens hovedkvarter ikke forstod, hvor farlig situationen er.

Den samme Putin, der i to år er blevet beskrevet som døende, allerede død (og erstattet af dobbeltgængere) eller så svækket, at han er dage fra at blive afsat ved et statskup, anses nu for at være så stærk og magtfuld, at han kan sende raketter, der regner ned over Stockholm. Den samme russiske militærstyrke, som på den ene side nærmest er udslettet i Ukraine og består af tvangsrekrutterede stofmisbrugere og våben fra museer, er på den anden side fuldt ud i stand til at føre en flerfrontskrig.

Tro det, hvem der vil. Men beskeden ser ud til at gå hjem.

De samme svenskere, som var stille, da grænserne var vidt åbne for IS-terrorister, gør sig nu klar til at bekæmpe russerne. Butikkerne fortæller, at salget af præparations-udstyr og konserves er steget med tusindvis af procent i løbet af ugen, og børnerettigheds-organisationen Bris beretter om samtaler med skræmte børn.

Nu skulle svenskerne pludselig være bange – og frygten eksploderede.

Sandheden er nok, at mange svenskere har været bange i lang tid, simpelthen fordi de har haft gode grunde til det. Men den frygt, der har bygget sig op gennem mange år, har ikke fået lov til at komme til udtryk:

Ikke for skyderiet, eksplosionerne, mordene eller voldtægterne. Ikke for migration eller islamisering. Ikke for æresvold eller øget undertrykkelse af kvinder. Ikke for den nedlagte velfærd eller den ødelagte skole. Ikke for den skadede samfundsøkonomi og de stadig mørkere fremtidsudsigter. Ikke for de kriminelle banders hærgen eller korrupte politikere. Når svenskerne har stået over for alt dette, har det været forbudt at udtrykke frygt og vrede – og svenskerne har forholdt sig tavse.

Så hvornår skal en svensker egentlig være bange og hadefuld? I denne uge fik vi svaret, og det lyder: Når svenskerne får tilladelse til at være bange og hadefulde. Og den erkendelse er om muligt mere skræmmende for fremtiden end alle de andre tilsammen.

Køb “Europas mærkelige død” her.